Elisa BUPL

Brev fra KL til kommunerne sætter en stopper for populær ordning, som sikrer flere pædagoger ved at tilbyde erfarne pædagogmedhjælpere løn under uddannelse. Det er dybt bekymrende, mener BUPL-formand.

Et uventet juridisk notat fra KL til kommunerne fjerner ud af det blå muligheden for, at pædagogmedhjælpere kan uddanne sig til pædagoger med løn under uddannelsen.

Ordningen er ellers en stor succes i mange kommuner, som både studerende og arbejdsgivere er glade for.

– Beskeden fra KL kommer som et lyn fra en klar himmel, og det er dybt bekymrende, at det bliver endnu sværere at skaffe nye pædagoger til vores børn og unge. Merituddannelsen er en rigtig god vej til at sikre, at dygtige pædagogmedhjælpere får lyst til at blive i faget, samtidig med at vi styrker det faglige niveau og pædagogandelen, som ellers bare rasler ned, siger Elisa Rimpler, formand for BUPL.

Udsigten til færre meritpædagoger er bekymrende, fordi der i forvejen er stor mangel på pædagoger. Hver femte nye studerende er forsvundet fra den ordinære pædagoguddannelse siden 2016, og flere end 4000 ledige pædagogstillinger blev ikke besat fra marts til august 2022.

– Det er helt uforståeligt, hvis KL fratager kommunerne en oplagt løsning på et akut problem, der udfordrer den pædagogiske kvalitet i institutionerne, siger Elisa Rimpler.

Derfor kræver hun handling fra KL.

– Hvis KL ikke mener, der er hjemmel til at give løn under uddannelse, må de se at skaffe den i en vis fart. Det går ikke at sidde på hænderne, når vi står med stigende børnetal og voldsom pædagogmangel. Det er ikke rimeligt, at uforståelige juridiske spidsfindigheder skal forhindre fornuftig politisk handlekraft, når det kommer til børns velfærd, siger Elisa Rimpler.

Kommunernes lønningsnævn har inden jul givet dispensation til, at pædagogmedhjælpere, der allerede er i gang med et uddannelsesforløb, kan fortsætte.

Fakta:

Mindst 28 kommuner er allerede i gang med at uddanne pædagoger ved at sende pædagogmedhjælpere i uddannelse med løn. Deriblandt København, Aarhus, Vejle, Holbæk, Randers, Silkeborg og Næstved.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her