Fredericia kan få et nyt vartegn, hvis Projekt F7 bliver en realitet. Det omtalteværdige byggeri, udviklet af Morning Stars, rummer planer om tre tårne med hver deres funktion – hotel, kontorer og gastronomi. Fredericias borgmester, Christian Bro, ser projektet som et skridt fremad for byen, der både kan styrke økonomien og tiltrække nye besøgende.

Samtidig understreger borgmesteren, at Fredericia har behov for flere hoteller i bymidten for at imødekomme den stigende efterspørgsel på overnatningsmuligheder. Planerne har allerede skabt opmærksomhed i både erhvervslivet og det politiske miljø, hvor Christian Bro fremhæver projektets betydning for byens fremtidige udvikling.

Ser stort potentiale i projektet

Borgmester Christian Bro er optimistisk omkring Projekt F7 og vurderer, at det vil være et værdifuldt bidrag til Fredericia. Han påpeger, at projektet vil imødekomme både erhvervslivets og familiers behov for flere overnatningsmuligheder.

– Det er virkelig godt, at vi nu får lidt mere hotelkapacitet i Fredericia, selvom det selvfølgelig ikke er helt nok i forhold til, hvad vi ønsker. Men det er et vigtigt skridt fremad. Det giver os både bedre muligheder for at imødekomme efteruddannelse og virksomheders behov, samtidig med at det giver et godt sted for familier at overnatte, eksempelvis i forbindelse med messer eller andre arrangementer, siger Christian Bro.

Hotellet vil, ifølge borgmesteren, ikke kun være et sted for erhvervslivet, men også tilbyde faciliteter, der appellerer til familierne. Bro fremhæver, at en gratis legeplads og andre aktiviteter for børn vil gøre det til et multifunktionelt sted, der kan bruges af mange forskellige grupper.

– Det er en stor gevinst. Og der er jo også tænkt på hele familien med en gratis legeplads og andre faciliteter. Hotellet er også ideelt for håndværkere og folk på forretningsrejse, så det bliver et multifunktionelt sted. Jeg tror, det vil blive et ikonisk byggeri, og det ser allerede fantastisk ud på billederne. Det vil fungere som en slags indgang til Fredericia, og jeg tror, det vil være med til at definere byen, siger Bro.

Et skridt mod mere hotelkapacitet i Fredericia

Selvom borgmester Christian Bro betragter Projekt F7 som et vigtigt fremskridt, håber han, at det samtidig kan blive starten på en ny tid for hotelkapaciteten i Fredericia. Han fremhæver, at der er potentiale for flere hoteller i byen, eksempelvis tættere på Kanalbyen.

– Jeg håber virkelig, at det her kun er begyndelsen. Jeg kunne godt tænke mig at se et hotel inden for voldene, for eksempel nær Kanalbyen. Der er allerede lokalplaner for hoteller i området, som kunne udnyttes. Jeg håber, det bliver til noget, men samtidig skal vi ikke glemme, at det her er en virkelig god nyhed for byen. Ja, det kan måske endda være en øjenåbner for flere hoteller, der ser potentiale her, afslutter borgmesteren.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her