POLITIK. Borgmester Christian Bro (A) og 2. viceborgmester Susanne Eilersen (O) har set direktionens oplæg på udmøntningen af besparelserne i Fredericia Kommunes administration. De afventer nu høringen fra medarbejderne, der har fået til den 10. april.
Det kom ikke som en overraskelse for politikerne i Fredericia Byråd, at der skulle findes fem millioner kroner i besparelser på organisationen. Det blev nemlig vedtaget i budgetforliget i efteråret 2024. Derfor var direktionens oplæg i går også en orientering til politikerne.
Efter dagens udmelding om omfattende besparelser på Fredericia Rådhus udtrykker viceborgmester Susanne Eilersen (DF) klar opbakning til beslutningen om at skære ned i administrationen. Besparelserne, som nu sendes i offentlig høring, følger af efterårets budgetforlig, hvor kommunen skal finde fem millioner kroner.
– Jeg er enig i de her organisationsændringer. Jeg blev selv overrasket over antallet af årsværk i nogle afdelinger, vi fik præsenteret. Det er god politik at skære i ‘staben’, altså skrivebordene, og i stedet ansætte flere folk, som leverer direkte borgernær service, særligt når vi har mange funktioner, der overlapper hinanden ledelelsmæssigt. siger Susanne Eilersen.
Hun understreger, at nedskæringer i administrationen næppe vil mærkes af borgerne i kommunen.
– Befolkningen kommer ikke til at mærke, at vi sparer fem millioner på rådhuset. Selvfølgelig skal vi sikre, at vi kun beder om absolut nødvendige ting og analyser, men almindelige borgere vil ikke mærke ændringer på deres daglige service, mener Eilersen.
På spørgsmålet om medarbejdernes bekymringer over, at færre ledere kan påvirke serviceniveauet, svarer Eilersen:
– Jeg er helt på linje med, at vi skal ned i ledelsesniveauer. Vi har haft for mange ledelseslag og skal finde en god balance. Man glemmer ofte at justere medarbejderstaben, når opgaver er løst, og det er sundt at få ryddet op nu.
Hvad med antallet af politiske udvalg i Fredericia Kommune? Antallet af udvalg medfører ofte også en stigning i antallet af medarbejdere, der skal betjene udvalgspolitikerne. Er du villig til at skære udvalgsantallet ned ved det kommende valg?
– Ja, vi har for mange udvalg, og nogle af dem overlapper hinanden alt for meget. Vi bør overveje at reducere antallet efter næste valg for at undgå unødigt dobbeltarbejde, siger hun og tilføjer:
– Jeg vil ikke sætte et præcist antal nu, men kan vi skære et par udvalg væk, så er det helt fint. Der kommer desuden flere reformer, som også vil kræve, at udvalgenes struktur tilpasses. Susanne Eilersen forventer således, at Fredericia Kommunes politiske organisering vil se anderledes ud efter næste valgperiode.
Borgmester: Vi er klar til at se på antallet af udvalg
Borgmester Christian Bro og Socialdemokratiet var ikke med i budgetforliget i efteråret, men han er klar på at se på antallet af stående udvalg efter valget.
– Jeg er blevet varslet i dag, og derudover så ved jeg, at medarbejderne har også fået besked, hvorefter vi nu afventer høringen. Det er et bundet mandat, som kommunaldirektøren har fået af forligskredsen bag budget, siger Christian Bro.
Christian Bro fortæller også, at han er villig til at se på udvalgsstrukturen i Fredericia Kommune efter et kommende valg.
– Vi får et oplæg fra kommunaldirektøren og forvaltningen inden sommerferien, hvor vi ser på udvalgsstrukturen. Det samme arbejder vores paragraf 17. stk. 4 udvalg med. Så jeg forventer et oplæg, siger Christian Bro og slutter:
– Da jeg startede i byrådet, havde vi seks udvalg. Det var i 2006, og siden er det gået op og ned. Det vigtigste er dog at kigge på opgaveløsningen, så de udvalg vi har, har opgaver der giver mening at løse. Vi har dog også haft projektudvalg, og hvis kombinationen er rigtigt, så må der gerne være færre stående udvalg fremadrettet, set med mine briller.
Læs også: