-2.4 C
Copenhagen
torsdag 5. februar 2026

Boksegalla rammer Kolding med Dina Thorslund tilbage i ringen

0
Boksegalla rammer Kolding med Dina Thorslund tilbage i ringen

SPORT. Når Dina Thorslund den 31. januar træder ind i ringen i Kolding, bliver det ikke bare endnu en kamp på programmet. Det bliver et comeback. Og ifølge hovedpersonen selv venter der en fysisk krævende opgave.

Thorslund skal bokse om WBC’s interim-titel, og modstanderen er den spanske europamester Almudena Álvarez. To boksere, der normalt hører hjemme i hver sin ende af vægtskalaen. »Jeg tænker, det bliver en hård kamp. Hun er europamester og kommer fra en vægtklasse højere end den, jeg skal bokse i, og jeg kommer normalt fra to vægtklasser lavere. Så jeg regner med, at det bliver en fysisk hård kamp,« siger Dina Thorslund.

Netop forskellen i fysik er noget, Thorslund har taget højde for i forberedelserne. Hun lægger ikke skjul på, at kampen kræver ekstra arbejde – men heller ikke på, hvordan hun vil gribe den an. »Jeg håndterer det, som jeg altid gør. Jeg træner super hårdt. Og min force er min styrke, så det er den, jeg tager med ind i kampen,« siger hun.

For Thorslund bliver opgøret dermed en test på flere niveauer. Ikke kun teknisk og taktisk, men også fysisk – og mentalt. For kampen i Kolding er hendes første efter mere end et år væk fra ringen.

Kolding som ramme

Kampen finder sted ved et større professionelt bokse-stævne i Sydbank Arena, og Thorslund ser frem til at bokse foran det jyske publikum. Hun har tidligere været til stævner i byen og ved, hvad der venter. »Stemningen bliver mega fed. Jeg har set et eller to stævner i Kolding før, og det plejer at være skide godt. Der er rigtig god opbakning,« siger hun.

Hun peger samtidig på, at stævnet også har en tydelig lokal forankring. Hovedkampen på aftenen bokses af Jacob Bank, som kommer fra området – og det vil kunne mærkes. »Jacob Bank har hovedkampen, og han er jo fra området, så der kommer helt sikkert en masse lokal opbakning til ham. Det gør bare, at det bliver et super fedt stævne,« siger Thorslund.

Et comeback med noget på spil

For Dina Thorslund er det svært at skjule, at kampen betyder noget ekstra. Ikke kun fordi der er en titel på spil, men fordi det er hendes første kamp efter en længere pause. »Selvfølgelig ser jeg frem til det. Det er en titelkamp, og det er mit comeback efter over et år væk fra ringen, så ja, jeg ser meget frem til det,« siger hun.

Når hun træder ind i ringen i Kolding, bliver det derfor med både forventninger, fysisk modstand og en særlig motivation. En europamester i det ene ringhjørne. Et comeback i det andet. Og et stævne, hvor rammerne er sat for boksning på højt niveau.