4 C
Copenhagen
søndag 15. marts 2026

Biografen ved Lillebælt lukker i april og åbner som ny: »Det er en kæmpe, gennemgribende udvikling«

Biografen ved Lillebælt lukker dørene i tre uger til april. Når de åbner igen, er ingenting som før.

Biografen ved Lillebælt lukker i april og åbner som ny: »Det er en kæmpe, gennemgribende udvikling«

KULTUR. Panorama Biograferne ved Lillebælt på Kulturøen i Middelfart har siden 2005 budt publikum indenfor i to THX-certificerede sale med udsigt mod bæltet. Nu er det tid til en gennemgribende modernisering, og det er blevet til mere end nogen havde regnet med.

»Du kender måske det der med, at man starter med at male en låge og så pludselig skal male hele huset. Sådan er det også her,« siger Helle Broen fra Panorama Middelfart med et lille grin.

Efterhånden som planerne tog form, voksede projektet. Begge sale skal have ny lyd, nyt lys og nye stole, og podierne bygges om fra bunden.

Alle rækker bliver gode rækker

Stolene til sal 1 er de såkaldte reclinerstole fra det norske firma Skeie, samme leverandør som de nuværende. Man kan lægge ryggen ned, få fodskammel op og se film i en position, der minder mere om sofaen derhjemme end den traditionelle biografstol. Fordi stolene er større end de nuværende, reduceres antallet af pladser i salen. Men det er en bevidst prioritering. »Vi har gjort os umage for, at alle pladser bliver gode,« siger Helle Broen.

Det gælder også første række, som ellers historisk har været det sted, ingen rigtig ville sidde. Her kommer der schaslonger, nærmest som solsenge, hvor man kan ligge og kigge op mod lærredet. Inspiration er hentet fra en kollega i Frederikshavn, der har de samme stole. »Han siger, at første række er den, der sælges som nummer to. Den bliver solgt hurtigt. Og det er jo netop det vi har tænkt på, at når vi reducerer antallet af pladser, skal vi sikre, at alle pladser til gengæld er rigtig gode,« fortæller Helle Broen.

Dørene lukker i april

Panorama rykker selv ud søndag den 6. april, anden påskedag. Tømrerne går i gang mandag morgen. Podierne skal bygges om, og det er ifølge Helle Broen den store og tidskrævende del af arbejdet. Biografen håber at have dørene åbne igen inden udgangen af april. »Det er en kæmpe, gennemgribende udvikling. Det tager mere og mere om sig,« siger hun.

I hele perioden holder Panorama Middelfart lukket. Men publikum behøver ikke undvære biografoplevelsen. Panorama Fredericia kører for fuld skrue, og afstanden er til at overse, bemærker biograflederen.

De gamle stole kan købes

De nuværende stole forsvinder ikke bare. De sælges, og interessen har allerede vist sig at være stor. Gymnasiet og Strib Idrætsefterskole er blandt dem, der allerede har sikret sig nogle. »Man skal ikke holde sig tilbage, hvis man er interesseret,« slutter Helle Broen med et smil.