Bestyrelsesformand trækker sig efter direktørfyring i ligaklub

0

SPORT. KIF Kolding er midt i en omvæltende periode efter klubbens nedrykning fra Håndboldligaen. Tidligere mandag blev direktør Christian Hjermind afskediget, og nu har også bestyrelsesformand Jan Ulsø Madsen valgt at trække sig.

I et opslag på LinkedIn oplyser den nu tidligere bestyrelsesformand, at han mandag eftermiddag orienterede den øvrige bestyrelse om sin beslutning.

»Jeg udtrådte i går af bestyrelsen for KIF Håndbold Elite A/S,« skriver han og uddyber:
»Jeg kunne ikke længere se mig selv i bestyrelsen, da et flertal vil en anden retning end den, jeg står for.«

Tilbagetrækningen kommer i kølvandet på en turbulent uge for klubben, der efter 41 år i den bedste danske række nu står over for en genopbygning i 1. division. Den nu forhenværende formand anerkender flertallets beslutning, men lægger ikke skjul på, at perioden i bestyrelsen har været kort og intens.

»Det blev et meget kort, men voldsomt intens periode,« skriver han.

Afslutningsvis ønsker han klubben, de ansatte og sponsorerne held og lykke i det videre arbejde og lover, at han ikke slipper sit forhold til KIF Kolding helt:

»Jeg vil fortsat følge holdet og med jævne mellemrum komme forbi Sydbank Arena for at heppe på drengene.«

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her