Nu kan du snart tage en tur rundt i Fredericia og opleve de mange forskellige beværtninger, som hver især byder på et forfriskende udvalg af øl. Fredericia BeerWalk giver dig muligheden for at smage på en øl pr. sted du besøger, som er den del af konceptet.
På nuværende tidspunkt er det seks udskænkningssteder, som er indgået i det nye koncept, der har sit startskud onsdag d. 19. juli kl. 13, hvor der inviteres til den første gåtur rundt på den selvvalgte rute. Repræsentanter fra alle udskænkningssteder deltager på turen, som starter hos Fredericia Brewpub, der blandt andet selv brygger øl. Her vil der blive budt velkommen samt udleveret glas og kort til turens deltagere. For 150 kr. får du et 15 cl. glas med dig på turen og så venter der sig et glas kold og lækker øl pr. sted du besøger. Udover Fredericia Brewpub, kan du også lægge vejen forbi Café Mair’s, Sidesporet, Den Engelske, Urbania Street Food og Café MUMS.
–Nu er konceptet startet op med 6 udskænkningssteder, som alle byder på nogle gode oplevelser både når det kommer til øl, men bestemt også stemning. Vi håber selvfølgelig at flere af byens barer, caféer og lign. synes det er et fedt koncept og hopper med på vognen, når muligheden byder sig, siger Alex Bach Kristensen, ejer af Fredericia Brewpub.
Er man interesseret i en tur rundt i Fredericia og smage på dejlig øl, så kan man henvende sig hos alle 6 beværtninger for at købe et Fredericia BeerWalk kit allerede i dag.