De er sjældent i rampelyset, men uden dem ville hverdagen i en fodboldklub som FC Fredericia se markant anderledes ud. De pakker, de forbereder, de løser uforudsete problemer – og de gør det hele for, at spillerne og trænerne kan fokusere på det vigtigste: fodbolden.
Holdlederne i FC Fredericia udgør et uundværligt bindeled mellem logistik, planlægning og kampklarhed. Ole Nikolajsen er ansat i en fuldtidsstilling, mens Ugur Kocan ofte hjælper til, og Søren Schou er der primært frivilligt.
– Vi laver alt. Det er sådan, det er i en lille klub. Man kan ikke holde sig strengt til en jobbeskrivelse, siger Ugur.
Fredag skal FC Fredericia møde Vendsyssel på udebane, og for holdlederne betyder det en lang række forberedelser. Allerede i løbet af ugen har Ole Nikolajsen været i kontakt med Vendsyssel for at sikre, at der ikke opstår farveforvirring på kampdagen.
– Førsteprioriteten er altid, at vi spiller i rødt, og at vores målmænd står i gult,. Det kan vi heldigvis gøre mod Vendsyssel, så det er let nok denne gang, siger Ole.
Men arbejdet stopper ikke der. Hver spiller skal have sin egen kasse med tøj, hvilket betyder, at holdlederne skal pakke 20 sæt med alt fra kamptrøjer og shorts til opvarmningstøj og skiftetøj.
– Det er jo helt vildt, hvad der skal pakkes, siger Ole og uddyber:.
– To kamptrøjer, strømper, to par shorts, så de kan skifte i pausen, hvis de vil det. Der er lange og korte undertrøjer, inderbukser, opvarmningstrøje og T-shirt – alt det her skal med hver gang.
Når alt er klart, bliver tøjet stablet op på vogne, pakket i materialebilen og kørt til stadion. Tidligere kørte holdlederne med spillerbussen til udekampene, men i efteråret ændrede de proceduren. Nu kører de i stedet i materialebilen i forvejen, så de kan være på stadion en halv time før spillerne og gøre omklædningsrummet klar.
– Når spillerne kommer, er alt hængt op, og tavlen er klar. Det betyder meget, at de bare kan gå direkte ind og fokusere på kampen, fortæller Ole.

Fredagens kamp i Vendsyssel er dog en undtagelse. Her spiser holdet undervejs på et hotel i Aalborg, og derfor følges spillerbussen og materialebilen ad.
– Men ellers kører vi typisk tidligere, så vi kan gøre tingene klar, siger han.
Holdlederne står ikke kun for at pakke tøj. De sørger for, at spillerne har alt, hvad de behøver, og løser de problemer, der opstår undervejs.
– Hvis en spiller skal aflevere en trøje til en familie, kan vi hurtigt lave en ny. Det er blevet nemmere, fordi vi har fået bedre systemer, siger Ole og peger på trykmaskinen, hvor han systematisk har lagt sponsortrykkene klar.
For FC Fredericia handler det ikke kun om at spille kampe – det handler om at blive bedre.
– Man kan mærke, at klubben gerne vil videre. Der bliver oprustet på flere områder. Før i tiden var der en cheftræner, en assistenttræner og en holdleder. Nu har vi fys’er, analytikere og en stærkere organisation, siger Ole og kommer med en sammenligning med FC Nordsjælland:
– I FC Nordsjælland er der 21 mand i trænerstaben. 21! Fire analytikere alene. Det er et kæmpe apparat, siger han.
For FC Fredericia er ambitionen at rykke op i Superligaen, og det kræver professionalisering – også uden for banen.
– Det er nødvendigt. Derfor har vi også optimeret holdlederrollen. Jeg er ansat på fuldtid, og Ugur og Søren hjælper til. Det gør en forskel, siger Ole.
Når dommeren fløjter for sidste gang, og spillerne forlader banen, er holdledernes arbejde langt fra ovre. Mens publikum bevæger sig mod udgangen, og trænerteamet analyserer kampens forløb, går holdlederne i gang med den næste fase: de samler spillernes tøj sammen, pakker udstyr ned, sørger for, at intet bliver glemt i omklædningsrummet, og organiserer den sidste logistik, inden turen går hjemad.
– Efter kampen finder vi mad til spillerne, inden vi kører hjem. Det er typisk pasta eller pizza. Ugur har en “fætter” i hver by, så han kender altid et godt sted, siger han grinende.

Holdlederne er måske ikke dem, der scorer målene eller lægger de afgørende afleveringer. Men uden dem ville FC Fredericia ikke kunne fungere på det niveau, de gør i dag. De sørger for, at spillerne kan fokusere på fodbolden – og det gør dem uundværlige.
– Setup’et er det samme, uanset om vi spiller i Kolding eller Hvidovre. Det er os, der sørger for, at alt er, som det skal være, siger Søren.
Og de er stolte af deres arbejde, fordi de ved, at deres indsats bag kulisserne er med til at skabe de bedste forudsætninger for spillerne og trænerstaben – både før, under og efter kampen.
– Jeg synes, det er hyggeligt. Der er en god stemning, både på vej ud og på vej hjem – også selvom vi taber, siger Ole.
Holdlederne er de første, der møder ind på kampdagen, og de sidste, der forlader stadion. Men for dem handler det ikke om anerkendelse – det handler om at gøre deres job. Og de gør det til perfektion.