1.1 C
Copenhagen
søndag 22. februar 2026

Actona klar til ny møbelmesse i Fredericia efter stærk debut

0
Actona klar til ny møbelmesse i Fredericia efter stærk debut

Når MESSE C Furniture Fair igen samler møbelbranchen i Fredericia den 26. til 29. april 2026, bliver det med vestjyske Actona Group blandt udstillerne.

Den danske møbelproducent deltog i messen for første gang sidste år og ser nu frem til at vende tilbage efter en debut, som virksomheden betegner som en succes.

Key Account Manager Martin Lindbjerg fortæller, at forventningerne er høje.

»Første udgave var rigtig, rigtig god – vi fik mange nye kunder og kontakter. Den var også meget velbesøgt. Min kollega og jeg talte med et stort antal danske kunder, og desuden havde vores svenske og norske agenter også rigtig mange igennem,« siger han.

Ifølge Martin Lindbjerg har rammerne i MESSE C været med til at skabe plads til både forretning og faglige samtaler.

»Der er en seriøsitet og faglighed over det hele, og både som leverandør og besøgende føler man sig taget godt imod. Vi er stolte over at kunne præsentere vores kollektion i så professionelle rammer. Det motiverer også os til at udvikle os – vi løfter hinanden,« siger han.

På sidste års messe blev der lagt mange konkrete ordrer, og salget overgik ifølge virksomheden forventningerne. Men messen handler ikke kun om bundlinjen.

»Det ville tage os lang tid at møde den samme mængde kunder rundt i landet. Her møder vi både ejere og ansatte, nye og eksisterende samarbejdspartnere, ansigt til ansigt. Der var en positiv stemning og en super dialog alle fire dage, og det er det vigtigste for os,« siger Martin Lindbjerg.

Når dørene igen åbner i Fredericia, tager Actona nyheder med fra både Flexlux og Actona-brandet. Sortimentet omfatter blandt andet reoler, spiseborde og spisebordsstole, og virksomheden forventer stor interesse.

I 2026 bliver hele messen samlet i Hal A i MESSE C. Det ser Actona som en fordel.

»Det bliver endnu nemmere at finde alle aktørerne og få overblikket. Så der er lagt op til fire gode dage, og hvis vi kan leve op til niveauet fra sidste år, er det rigtig godt,« siger Martin Lindbjerg.