Åbenheden er populær, indtil den rammer én selv
LEDER. Ingen ord bruges så gavmildt i den offentlige samtale som åbenhed og gennemsigtighed. De står i strategier, i værdigrundlag og i taler, og alle er for. Prøvelsen kommer først, når åbenheden vender sig om og ser tilbage på den, der har lovprist den. Så viser det sig, at mange har ment den som et ønske om at kunne se ind hos andre.
Immanuel Kant skrev, at enhver handling, hvis grundsætning ikke tåler offentlighed, er uretfærdig. Tanken er over to hundrede år gammel og er stadig en af de skarpeste prøver, et samfund kan stille sig selv. Hvad der ikke kan siges højt, bør helst ikke gøres. Demokratiet hviler på den forudsætning, at borgerne kan se, hvad der besluttes på deres vegne, og hvorfor. Bliver synet spærret, findes stemmesedlerne stadig, men valget er blevet en ceremoni.
Der findes en anden trussel, som optræder i venligere skikkelse. Alexis de Tocqueville forudså en blid magt, der holder borgerne i en slags børnetilstand og sørger for deres velbefindende, så længe de ikke spørger for meget. Stemningen er velkendt. Man skal stå sammen, tale op og glæde sig over fællesskabet. Det lyder godt og er ofte godt ment. Men et fællesskab, der ikke kan rumme et spørgsmål, har skiftet karakter. Det er blevet en stemning, som nogen skal vedligeholde, og den, der undersøger, kommer til at ligne en, der ødelægger den.
Her får pressen sin rolle, og den er ubekvem af natur. Hannah Arendt beskrev det offentlige rum som stedet, hvor tingene bliver synlige for alle. En avis holder lyset tændt i det rum, fordi den, der ikke stiller spørgsmål, overlader svarene til dem, der har mest at vinde ved at give dem selv. Når dørene lukkes, træder rygtet til. Det har ingen redaktør og ingen pligt til at rette sig, og det vokser bedst i mørke.
En tone kan koste noget. Et medie, der spørger, får på et tidspunkt at mærke det i omdømmet og i de annoncekroner, der pludselig går andre steder hen. Jeg ved, at det sker, og jeg behøver ikke kunne bevise hvorfor. Det er en gammel erfaring, at afholdthed og nytte sjældent følges ad, og at et medie, der vælger det første, holder op med at være det andet. Det er en dårlig handel, hvor roen tilfalder den ene og tavsheden alle de andre.
Demokratiet er en aftale om at kunne være uenige for åbne døre. Den holder kun, så længe nogen bliver ved med at spørge, og andre bliver ved med at svare.
Andreas Dyhrberg Andreassen, ansvarshavende chefredaktør
