KRIMI. En voldssag i Børkop lørdag morgen voksede sig større, da politiet nåede frem. En 36-årig mand, der var anmeldt for vold, endte med også at blive sigtet for vold mod en betjent, da han satte sig imod sin anholdelse. Det oplyste vagtchef Per Jeppesen ved Sydøstjyllands Politis pressebriefing lørdag klokken 17.
Anmeldelsen kom klokken 8.53. Politiet blev kaldt til Fredericiavej i Børkop, hvor en person var blevet udsat for vold af den 36-årige mand.
Men da betjentene ville anholde ham, udviklede situationen sig. Manden modsatte sig anholdelsen og lagde hindringer i vejen for politiets arbejde, og det endte med, at han begik vold mod en af betjentene i tjeneste.
Dermed står den 36-årige nu til flere sigtelser, både for volden mod den forurettede og for vold mod tjenestemand i funktion.





