Tirsdag aften var der et borgerdialogmøde på Social- og Sundhedsskolen i Fredericia, hvor teknologi i fremtidens velfærd var emnet.

Det var et særdeles velbesøgt borgerdialogmøde, der fandt sted tirsdag i Social- og Sundhedsskolens nye lokaler i Fredericia. Arrangementet, som blev afholdt af Fredericia Byråds udvalg for Demokrati og Kulturkaserne, fokuserede på, hvordan teknologi kan spille en vigtig rolle i at løse nogle af de store udfordringer, velfærdssamfundet står overfor i de kommende år. Allerede to uger inden arrangementet blev alle pladser besat, og deltagerne gik fra arrangementet med nye perspektiver og smil på læben.

John Nyborg (med mikrofonen) bød velkommen sammen med Niels Martin Vind.

Formand for Demokrati og Kulturkaserne, John Nyborg (A), indledte mødet med at takke de fremmødte og udtrykke sin glæde over den store tilslutning.

– Det er også første gang, vi prøver denne tilgang med konceptet. Det handler om velfærdsteknologi i dag, og vi tænkte, at det kunne være rigtig interessant for mange, sagde Nyborg og nævnte, at mange lokale var mødt op for at lære mere om teknologiens muligheder.

Med stor begejstring fremhævede han også de nye rammer i Social- og Sundhedsskolens lokaler:

– Jeg er meget begejstret for, at vi kan fejre dette arrangement her i lokalområdet, sagde han og understregede, at dette møde markerer begyndelsen på en lang række dialogmøder, hvor politikere og borgere kan mødes ansigt til ansigt.

En del af en større indsats for borgerdialog

Opbakningen var stor.

Næstformand i Demokrati og Kulturkaserne, Niels Martin Vind (V), forklarede, hvordan borgerdialogmødet passer ind i en større indsats fra byrådets side.

– Dette er et ben i udvalget af de borgerlige møder, som afholdes hver halve år, og dette er faktisk det første af slagsen, forklarede Vind.

Ifølge ham vil disse møder give politikere og borgere mulighed for at få tættere kontakt, og han understregede, at netop borgerinddragelse og oplysning er kerneelementer i byrådets strategi.

– Vi vil gerne fremme den kontakt på denne måde. Dette møde markerer starten på en række af lignende møder, som vi har i pipeline, hvor vi kan fremme debat og demokrati, tilføjede Niels Martin Vind.

Teknologiens rolle i en forandret velfærdsstat

Der var mulighed for at se teknologien i brug efter den formelle del af arrangementet.

Efter de indledende taler tog Mette Heidemann, direktør for Unge, Voksen og Senior i Fredericia Kommune, ordet. Hun præsenterede et perspektiv på de forandringer, som velfærdsstaten har gennemgået gennem årene, og på den rolle, som teknologi nu kan komme til at spille.

Heidemann forklarede, hvordan velfærdstankerne har udviklet sig fra at fokusere på rettigheder til en mere serviceorienteret tilgang og nu til at omfatte samskabelse mellem offentlige institutioner og civilsamfundet.

– De tre perspektiver – myndighedsafgørelser, servicelevering og samskabelse – kører samtidig,” sagde hun og påpegede, at fremtidens velfærd kræver, at alle bidrager.

Heidemann understregede, at det især er en aldrende befolkning og flere komplekse borgersager, som skaber nye behov i velfærdssystemet.

– Hvis vi ser på Fredericias befolkning, så kan I herover til højre se, at antallet af personer over 80 år er stigende, mens andelen af unge stagnerer, forklarede hun og nævnte, at disse demografiske udfordringer kræver nye og fleksible løsninger.

Erfaringer og erkendelser fra teknologiens frontlinje

Paneldebat med byrådsmedlem Kirsten Hassing (C), direktør på Social- og Sundhedsskolen Jacob Bro, Grethe Ærensgaard fra Seniorrådet og Mette Heidemann.

Peter Julius, CEO og partner i Public Intelligence, talte om de udfordringer og muligheder, teknologien har bragt med sig, siden han og hans virksomhed begyndte at arbejde med velfærdsteknologi i 2008. Han beskrev, hvordan presset på velfærdssystemet betyder, at personalet løber hurtigere end nogensinde.

– Den gamle vits, som min far plejede at fortælle for 30 år siden om, at det eneste tidspunkt, man har travlt i den offentlige sektor, er, når man løber tør for kaffe, er længe forbi, sagde han og tilføjede, at tempoet ikke kan øges yderligere.

Med mange års erfaring har Julius arbejdet med en række kommuner i udviklingen af nye teknologier, og han deler åbent sine erfaringer, herunder de fejl, der er blevet begået undervejs.

– Jeg kan huske, da vi først begyndte at arbejde med teknologi i kommunerne i 2008, fortalte han og tilføjer, at det har været en lærerig rejse. Han understregede, at teknologi i fremtiden vil spille en afgørende rolle, men det kræver grundig afprøvning og tilpasning til praksis.

– Det er klart, at vi ikke kan ignorere teknologien i fremtidens velfærd, sagde han og forklarede, hvordan avancerede teknologier, såsom sociale robotter og avancerede sensorer, kan hjælpe med at løse nogle af de udfordringer, som velfærdssystemet står over for.

– Det gælder plejehjem, hjemmepleje og alle de andre områder, hvor vi i dag har store udgifter, forklarede Julius og nævnte, at brugen af teknologi, som allerede ses på hospitaler i Nordjylland, kun er begyndelsen på en revolution i sundheds- og velfærdssektoren.

En succesfuld afslutning på dagen

Peter Julius var både moderator og kom med et oplæg.

Efter de inspirerende oplæg og dialogen omkring teknologiens fremtid, afsluttede John Nyborg og Niels Martin Vind mødet og takkede både talere og deltagere for deres engagement og deltagelse. Arrangementet var et skridt fremad mod en fremtid, hvor dialog og teknologi kan spille en vigtig rolle i at sikre en bæredygtig velfærdssektor i Fredericia.

Med det første borgerdialogmøde vel overstået ser Fredericia Kommune frem til flere af denne slags møder, hvor politikere, borgere og eksperter kan dele erfaringer og udvikle løsninger sammen.