Torsdag markerede CLAY Keramikmuseum Danmark sit 30-års jubilæum, en festdag med åbent hus, feststemte flag og aktiviteter, der samlede gæster fra nær og fjern. Det var en dag præget af bobler, samtaler og kreative workshops, hvor museet hyldede sin egen historie og åbnede dørene bredt op for både erfarne keramikelskere og nysgerrige besøgende.
Museumsinspektør Christina Rauh Oxbøll fortæller begejstret om betydningen af dagen og museets rolle i lokalsamfundet.
– Det er jo en helt særlig dag, indleder hun, mens hun ser ud over det summende rum.
– Der kommer en masse mennesker for at se nogle af de ting, vi har, og for os som museum betyder det, at vi kan invitere en masse gæster indenfor. Når vi holder åbent hus, giver det måske også nogen, der normalt ikke kommer forbi CLAY, chancen for at opleve stedet, forklarer hun og uddyber, at museet netop på denne dag ønsker at få så mange som muligt ind:
– Også folk fra Middelfart, som måske ikke lige kommer til dagligt.
Fejringen bød blandt andet på en knappe-workshop, inspireret af keramikkunstneren Lucie Rie, hvis værker netop nu pryder museet i særudstillingen The Adventure of Pottery. Formidlingsinspektør Anders Kolt Rasmussen stod for workshoppen, hvor både store og små kunne skabe deres egen knap.
– Vi er i gang med en lille knappe-workshop, inspireret af vores udstilling med Lucie Rie, som i en periode lavede porcelænsknapper til forskellige mode- og kulturhuse. Her kan man lave sin egen lille knap, som man kan tage med hjem, eller man kan lave den til en lille broche og få et minde fra vores jubilæumsdag, fortæller han og tilføjer, at han allerede i løbet af den første halve time havde hjulpet
Museets betydning for lokalområdet og for besøgende, der måske ikke tidligere har stiftet bekendtskab med keramikkens verden, er det en spændende dag, især når det er en jubilæumsdag, for Christina Rauh Oxbøll. Med et stort smil fortæller hun:
– Jeg tror, mange vil blive overraskede over flere ting. Dels over de udstillinger, vi har, og hvor forskelligt keramik kan være. Det er måske ikke bare sådan en tekande, man husker fra 70’erne eller noget fint porcelæn, som vi har i skatkammeret. Der er faktisk rigtig mange forskellige ting – både noget, vi genkender, og noget, der kan overraske os helt.
Med eksempler fra udstillingerne fremhæver hun Martin Bodilsen Kaldahls pompøse værker og Lucie Ries forfinede, elegante skåle og knapper, som har imponeret generationer.
Jubilæet bød også på et gensyn med museets historie, der startede som Keramikmuseet Grimmerhus i 1994. Fra de tidlige dage med ildsjæle, der satte keramik på dagsordenen, til nu, hvor museet rummer store, internationale udstillinger, har CLAY udviklet sig til et keramikmuseum i høj klasse.
– I udstillingen ‘Keramikkens Magi’ har vi lavet en præsentation af vores faste samlinger, der går helt tilbage til museets begyndelse. Vi står på skuldrene af de første studiekeramikere, der grundlagde museet, og som skabte grundlaget for, at vi overhovedet er her i dag, forklarer museumsinspektøren.
Og så blev dagen også til en efleksion over museets fremtidige rolle. Anders Kolt Rasmussen, der netop har sat fokus på museets formidlingsarbejde, ser en spændende fremtid for sig.
– Det betyder rigtig meget for mig at møde vores gæster og holde et pop-up-værksted, der er åbent for alle – ikke kun for børn. Jeg har primært arbejdet med børn og unge, men her er det åbent for alle. Det er fantastisk at se folk fordybe sig og få hænderne i leret; det er altid en fornøjelse at opleve, hvad folk får ud af det.
Målet for jubilæumsdagen var også at bringe keramikkens kunst og kultur tættere på publikum:
– Jeg håber, at det bliver en rigtig god dag, hvor folk føler sig velkomne, nyder at gå rundt og opleve museet og udstillingerne og måske tager et glas i caféen, siger Christina Rauh Oxbøll.
– Alt dette kan lade sig gøre på grund af den store opbakning, vi har, og det er derfor, vi er her i dag. Så det er virkelig en festdag.