Den danske velfærdsstat bygger på idealer om tryghed og sikkerhed for alle borgere, hvor ingen skal stå uden et hjem. Derfor er det paradoksalt, at vi på den ene side anerkender “Housing First” som den bedste tilgang til at få mennesker ud af hjemløshed, men på den anden side afviser boligindskudslån til mange af dem, der netop har brug for hjælp – alene fordi de lever på lave sociale ydelser.
Et paradoks, der går ud over menneskers liv
“Housing First” er mere end en simpel social strategi – det er en dokumenteret tilgang, som bygger på, at stabil bolig er det første og mest afgørende skridt til at løse andre problemer som misbrug og psykiske udfordringer. Det handler om at sikre, at folk har en base; et hjem, hvor de kan få ro til at få styr på livet og eventuelt tackle problemer, der har ført til deres hjemløshed.
Men lige nu bliver denne tilgang hindret af en teknikalitet, der nægter mange hjemløse boligindskudslån, fordi de modtager kontanthjælp eller andre lave ydelser. Boligindskuddet bliver en mur, de ikke kan komme over, uanset hvor villige de er til at ændre deres liv. Det handler ikke kun om kroner og ører – det handler om mennesker, om håb og om retten til at kunne få en ny chance i livet.
Værdighed og tryghed – eller fattigdom og håbløshed?
Forestil dig at stå i en situation, hvor du har mulighed for en ny start. Du har måske fået styr på et tidligere misbrug eller modtaget behandling for psykiske udfordringer og står klar til at tage springet mod et bedre liv. Men så stopper det hele, fordi du ikke kan få adgang til de få midler, der skal til for at få dit eget hjem. I stedet er du tvunget til at blive på et herberg eller et andet midlertidigt opholdssted. Resultatet? Øget psykisk belastning og marginalisering – og for mange en følelse af håbløshed, der igen kan føre til tilbagefald i misbrug eller depression.
Der er stærk dokumentation for, at stabil bolig kan reducere risikoen for, at folk falder tilbage i hjemløshed. “Housing First”-projekter, både i Danmark og udlandet, viser, at når mennesker får deres eget hjem, øger det ikke bare deres livskvalitet men reducerer også samfundets langsigtede udgifter til sundhedsydelser, sociale foranstaltninger og akutte nødforanstaltninger.
Et system, der er sin egen modstander
Så hvorfor holder vi fast i en praksis, der modarbejder vores mål? Det danske system for boligindskudslån kræver, at man skal kunne tilbagebetale lånet – og personer på kontanthjælp eller andre lave ydelser vurderes ofte ikke at have økonomi til at klare dette. Men konsekvensen af denne stramme vurdering er, at mennesker, som kunne tage et afgørende skridt ud af hjemløshed, bliver efterladt på sidelinjen. Det skaber en ond cirkel, hvor de sociale ydelser og den psykiske belastning fortsætter, mens muligheden for et selvstændigt liv forbliver uden for rækkevidde.
En løsning, der giver mening for alle parter
Hvis vi virkelig mener, at vi skal reducere hjemløshed og sikre stabilitet for alle borgere, bør vi se på nye måder at administrere boligindskudslån på. Vi kunne skabe fleksible låneordninger for særligt sårbare grupper, hvor afdragsordninger bliver tilpasset deres økonomiske situation og fremtidige indtægtsmuligheder. En anden mulighed er en statslig garantifond, der sikrer kommunerne mod de risici, de ellers ville bære. Desuden kunne partnerskaber mellem staten og private boligorganisationer tilbyde ordninger, hvor boligindskudslån er målrettet mennesker i udsatte situationer – uden at skulle vurderes på samme vilkår som borgere med en stabil indkomst.
Disse løsninger er ikke bare et spørgsmål om økonomi; de repræsenterer en mulighed for at genoprette værdighed og håb hos nogle af samfundets mest udsatte. De sikrer, at vi kan leve op til vores egne idealer om en velfærdsstat, der sætter mennesket først.
“Housing First” er mere end en smuk tanke – det er en mulighed for at give mennesker en stabil tilværelse og dermed reducere hjemløshed. Men så længe systemet sætter økonomiske stopklodser foran de mennesker, vi vil hjælpe, sker det at vores egne principper modarbejder sig selv.
Med venlig hilsen
Sune Nørgaard Jakobsen
Dansk Folkeparti