I torsdags vandt FHK 30-29 mod Sønderjyske. Søndag står der endnu en kamp på programmet, denne gang mod Nordsjælland på hjemmebane.

Kampen mod Sønderjyske vandt FHK efter en tæt afslutning, hvor sønderjyderne kunne have udlignet til sidst.

– Jeg er virkelig tilfreds med, hvordan det gik. Jeg synes, vi startede virkelig godt i vores angrebsspil og spillede struktureret. Vi scorede 18 mål i første halvleg, men selvfølgelig lukkede vi 17 ind, og det var en tæt kamp, som vi formåede at vinde. Vi har prøvet os selv af mange gange, og jeg synes, vi klarede det godt. Det var ikke en nem kamp. Vi spillede hele vejen igennem med stor koncentration, sagde Gudmundur Gudmundsson efter kampen.

Sønderjyske pressede FHK gennem hele kampen, men holdet fra Fredericia holdt fast og kæmpede til det sidste. Sejren var vigtig for holdets selvtillid, og Gudmundsson roste sit mandskab for deres vedholdenhed og vilje til at kæmpe mod en stærk modstander.

– Selvfølgelig er det en svær modstander og en svær kamp, som vi forventede. Jeg er meget glad for, at vi vandt. Nu fortsætter vi bare, og næste kamp er lige om hjørnet. Vi skal spille mod Nordsjælland. Vi skal være klar til at møde dem og være fokuserede igen, sagde han.

Den kommende kamp mod Nordsjælland bliver endnu en udfordring for FHK, der er midt i et hårdt kampprogram. Oktober måned byder på mange opgør, både i ligaen og i Champions League, og det kræver meget af holdet at holde niveauet oppe.

– Det er et hårdt program, vi er i gang med nu i oktober. Det er en ny kamp, og det bliver svært. Det vil kræve masser af energi, fokus og professionalisme fra os alle. Nordsjælland er et stærkt hold. De har været godt forberedte indtil nu, og nu skal vi forberede os så godt som muligt til kampen mod dem, forklarede Gudmundur Gudmundsson.

Undervejs i opgøret mod Sønderjyske kunne man se, at FHK doserede spilletiden til blandt andet Evgeni Pevnov. Gudmundsson fortalte, at man ville passe på hans baglår.

– Det er vigtigt at spare på ressourcerne og bruge dem godt i spillet. Vi har haft spillere under stort pres i flere kampe, og vi vil passe på dem, men det var godt at få dem tilbage i spil. Einar Olafsson spillede virkelig godt, og det samme gjorde Lasse Balstad, sagde Gudmundur Gudmundsson, som også benyttede kampen mod Sønderjyske til at se Nikolaj A. Nielsen i aktion for første gang i sæsonen.

Søndag venter opgøret mod Nordsjælland, der hidtil har været en af sæsonens overraskelser, da de indtager en foreløbig tredjeplads i tabellen med otte point for fem kampe, og dermed er to point foran FHK. Med til den historie høre, at Nordsjælland endnu ikke har mødt formodede tophold endnu, og det starter de med søndag klokken 14:00, hvor de møder FHK.