Politik er ofte præget af uenigheder og skarpe fronter mellem forskellige partier, men i Middelfart Byråd har to politikere fundet en uventet og usædvanlig vej til samarbejde og venskab.

Jonas Jensen, der startede sin byrådsperiode som medlem af Nye Borgerlige og nu repræsenterer Danmarksdemokraterne, og Lasse Schmücker fra Enhedslisten, har formået at opbygge et tæt samarbejde. På trods af deres vidt forskellige politiske ståsteder er de blevet nære venner, og de har endda været på charterferie sammen. Men hvordan opstod dette samarbejde?

Første møde – fordomme og forskelligheder

Samarbejdet mellem Jonas og Lasse startede ikke uden fordomme. Lasse husker, hvordan de første gange, de mødte hinanden, var præget af gensidig skepsis:

– Til at starte med kiggede han lidt på mig og tænkte, ‘ham fra Enhedslisten’. Det har han selv sagt. På samme måde tænkte jeg nok om ham som ‘ham fra Nye Borgerlige’ med sit fine tøj, siger Schmücker og griner.

På trods af deres førstehåndsindtryk begyndte de hurtigt at tale sammen og opdagede, at de havde mere til fælles, end de først troede. Lasse fortæller om, hvordan han tidligere havde overvejet et tæt samarbejde med SF for at ændre kulturen i byrådet:

– Jeg havde haft en tanke om at samarbejde tæt med SF for at ændre kulturen i byrådet i Middelfart. Men det viste sig hurtigt, at det ikke kom til at ske. De faldt til “patten” med det samme. De var til et møde, og så kom de ud som nogle helt andre mennesker. Jeg ved ikke, hvad der skete, men noget må have ændret sig. Det er jo politik, når det er værst, siger Lasse Schmücker.

Samarbejdet tager form

Trods de indledende fordomme og udfordringer i deres respektive baglande begyndte Jonas og Lasse hurtigt at samarbejde om konkrete sager. Det, der for alvor satte gang i deres samarbejde, var en sag om Middelfart som Europas mest bæredygtige destination.

– Det, der for alvor satte gang i vores samarbejde, var, da vi lavede en fælles læserbrev om Europas mest bæredygtige destination. Jonas kom til mig og sagde, at han havde hørt, at Middelfart var blevet udråbt som Europas mest bæredygtige destination. Jeg sagde til ham, at det simpelthen ikke kunne passe. Så vi begyndte at undersøge det sammen og fandt ud af, at det ikke var sandt, siger Lasse .

Deres samarbejde blev yderligere styrket, da de gik sammen om at modarbejde et forslag om rengøring for ældre hver tredje uge i stedet for hver 14. dag.

– Det var egentlig lidt tilfældigt, at de havde sat os ved siden af hinanden i byrådssalen, men siden da har vi lavet mange forslag sammen, siger Lasse.

Udfordringer og støtte fra baglandet

Selvom de har opbygget et stærkt samarbejde, har det ikke været uden udfordringer, særligt i forhold til deres baglande.

– Til at starte med var der lidt udfordringer. En enkelt fra bestyrelsen valgte at træde tilbage, fordi de ikke kunne følge med i den nye retning, vi tog. Men det skal man acceptere, når man lægger en ny linje. Ellers har jeg fuld opbakning fra mit bagland, og der har heller ikke været nogen indvendinger fra hovedkontoret, slår Lasse fast.

Jonas understeger, at han har fuld opbakning til det han laver.:

– Så længe jeg arbejder for det, jeg mener, og nogen vil samarbejde med mig om det, skal de have lov til det. Ingen skal bestemme, hvilken strategi jeg bruger for at udføre politik i byrådssalen. Det er mig, der tager de beslutninger, siger han.

Håndtering af politiske forskelle

På trods af deres forskelligheder har Jonas og Lasse fundet en måde at arbejde sammen på, som bygger på respekt og gensidig forståelse.

– Vi har en aftale om, at vi kan være uenige. Hvis vi når til et punkt, hvor vi ikke kan blive enige, accepterer vi det, og så stemmer vi hver for sig. Det er der plads til. Vi har selvfølgelig forskelligheder, især når det kommer til landbrug og udlændingepolitik, men det fylder ikke så meget i lokalpolitik. Det handler ikke om at bestemme, hvad der sker i boligområder med anden etnisk oprindelse eller lignende, siger Jonas.

Det er Lasse enig i. De to har aftalt at adskillige tingene, når de er for langt fra hinanden politisk.

– Jonas og jeg har indgået en gentleman-aftale om, at vi vil en anden politisk kultur, og vi står fast på det. Vi respekterer hinanden og finder fælles løsninger, hvor vi kan. Når vi giver hinanden håndslag på, at vi vil gøre noget sammen, holder Jonas ord, og jeg gør det samme. Ingen andre kan komme og love mig noget, der ændrer det. Når jeg først har sagt ja, står jeg fast, forklarer Lasse.

Fremtiden for samarbejdet

Både Jonas og Lasse ser fremtiden for deres samarbejde som lovende, selvom de er opmærksomme på, at der stadig er mange udfordringer i byrådet.

– Jeg håber, vi begge får et godt valg, fordi vi viser et alternativ til den eksisterende kultur i byrådet. Jeg savner flere forskelligheder i debatten, for lige nu er der ikke meget debat eller uenighed. Mange ting er afklaret på forhånd, og det skyldes, at der har siddet de samme mennesker i alt for mange år, siger Lasse og fortsætter:

– Det viser også, at kommunalpolitik ikke kan sammenlignes med landspolitik. Her stemmer man personligt, ikke partipolitisk, og det tror jeg, mange vælgere overser. Hvis man går op i kultur, bør man stemme på en person, der brænder for det, og ikke nødvendigvis partiet.

Selv om samarbejdet mellem Jonas Jensen og Lasse Schmücker startede på tværs af politiske forskelligheder, har deres relation udviklet sig til et solidt venskab, der strækker sig langt ud over byrådssalen. Et symbol på dette nære venskab var deres fælles charterferie, hvor de sammen nød en pause fra politikens verden. På trods af deres forskellige politiske overbevisninger og baggrunde viser denne ferie, hvordan deres personlige kemi og respekt for hinanden har bygget bro over deres uenigheder

Samarbejdet mellem Jonas Jensen og Lasse Schmücker er et usædvanligt eksempel på, hvordan to politikere fra modsatte politiske fløje kan finde fælles grund, når de deler en passion for deres lokalområde. Deres samarbejde bygger på gensidig respekt, fælles løsninger og en fælles vision om at ændre den politiske kultur i Middelfart Byråd. Selvom de stadig har politiske forskelle, har de formået at skabe en relation, der går ud over politik – en relation, som har udviklet sig til et nært venskab.

Læs flere artikler i Middelfart MAGASINET her