Regeringens nye udspil om den erhvervs- og professionsrettede gymnasieuddannelse, EPX, har potentiale til at ændre uddannelseslandskabet for unge, der vil kombinere teori og praksis. EPX er tænkt som en ny vej for dem, der ønsker flere muligheder efter grundskolen – en uddannelse, der skal ruste dem til både erhvervsuddannelser og professionsbachelorer. Men hvad betyder denne nye uddannelse for eksisterende tilbud som EUX Velfærd, der i dag er en vigtig indgang til social- og sundhedssektoren?
Jacob Bro, direktør på Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens, ser muligheder i den nye uddannelse, men understreger samtidig vigtigheden af at fastholde det praksisnære fokus, som EUX Velfærd bygger på.
“Det bliver svært for EUX Velfærd, hvis EPX kommer. Men spørgsmålet er, om det er så problematisk. Det hele afhænger af, hvad EPX’en kommer til at indeholde,” siger han og tilføjer:
“Noget af det vigtigste er, at hvis vi vil gøre uddannelsen erhvervsrettet, som vi gør på SOSU FVH, så handler det om at lære i praksis. Det er ikke nok kun at læse tykke bøger. Det afgørende er, hvordan vi omsætter viden til noget erhvervsrelevant. Hvis vi kan lykkes med det, kan EPX blive en god mulighed.”
Den nye reform har som mål at etablere EPX som en erhvervsrettet gymnasieuddannelse i hele landet. Med fokus på praktisk erfaring skal de unge kunne vælge mellem retninger som ‘velfærd og sikkerhed’ eller ‘håndværk og teknik’. EPX skal give adgang til videregående uddannelser som bioanalytiker, socialrådgiver og sygeplejerske. Jacob Bro anerkender potentialet, men fastholder, at den praksisnære undervisning er nøglen til succes.
“Jeg håber, vi kan tilbyde EPX. Det ville være mærkeligt, hvis vi ikke kunne, især når vi mangler velfærdsmedarbejdere. Vi kan tilbyde den praksisnære undervisning, vi allerede har på SOSU FVH, fra dag ét. Eleverne kan læse hjemme, men det er i praksis, de lærer at omsætte viden. Vi skal bare i gang og lave en god uddannelse,” forklarer Jacob Bro.
På Social- og Sundhedsskolen Fredericia-Vejle-Horsens har kombinationen af teori og praksis vist sig effektiv. EUX Velfærd giver eleverne en studentereksamen og uddannelse som social- og sundhedsassistent – en vej mange unge vælger for at sikre sig både jobmuligheder og videreuddannelse.
“Det ville være naturligt at tilbyde EPX i de fleste af de kommuner, vi dækker. Men det kræver et godt elevgrundlag. Hvis kommunal 10. klasse nedlægges, kunne det skabe en mulighed for at tiltrække flere elever, som ønsker at arbejde inden for velfærdsfagene,” uddyber Jacob Bro.
Han ser reformen som en mulighed for at udvide uddannelsestilbuddet i områderne, hvor skolen allerede er til stede – Fredericia, Vejle, Kolding og Horsens.
“Vi har cirka 100 elever på grundforløb 1, og vi håber, de vil vælge EPX med en velfærdsretning. Det kan også blive en vej for dem, der ønsker at blive folkeskolelærere, pædagoger eller sygeplejersker og få en praksisrettet tilgang til deres fag,” siger han.
Regeringens forslag om at afskaffe 10. klasse og erstatte EUX med EPX åbner for en ny debat om, hvordan de unge bedst rustes til fremtiden. Jacob Bro er åben for de nye muligheder, men fastholder, at det praksisnære element skal være centralt for at sikre kvaliteten.
“Det hele afhænger af indholdet. EPX skal være erhvervs- og professionsrettet, ikke blot mere af det samme. Det er det, vi skal arbejde med de kommende år,” slutter Jacob Bro.