Et forskerhold fra Københavns Universitet har genopdaget den udryddelsestruede overdrevsvejbi i Jægerspris på Nordsjælland. Bien er sidst set i Danmark i 1973 og ville om få år være erklæret nationalt uddød. Fundet peger på, at græssende kvæg og heste hele året rundt gavner de vilde bier.
Mindre vild natur, manglende naturlige forstyrrelser og et intensiveret landbrug truer generelt de vilde bier, som er blandt de vigtigste bestøvere af vores planter og afgrøder. Alene i Danmark vurderes 19 arter at være uddøde og 56 arter truet. Men nu er en af de bier, vi troede var så godt som uddød, vendt tilbage.
Den såkaldte overdrevsvejbi (Halictus leucaheneus) blev sidst fundet på Røsnæs for over 50 år siden og har siden da været betegnet som kritisk truet. Men nu er den fundet igen på militærområdet Jægerspris Skydeterræn i Nordsjælland. Opdagelsen er af særlig betydning, da overdrevsvejbien ikke kun er yderst sjælden i Danmark, men også er rødlistet som sårbar i resten af Europa, hvor arten går tilbage.
Den sjældne bi er fundet i forbindelse med forskningsprojektet Grazing4Diversity, som undersøger hvordan kvæg og heste, der græsser året rundt, påvirker biodiversiteten i den danske natur.
– Det er spektakulært at genfinde overdrevsvejbien. Var bien ikke blevet fundet nu, ville den om få år ved næste rødlistevurdering have været erklæret nationalt uddød. Bien har højest sandsynligt været tilstede i nærområdet uden at blive opdaget, fortæller Hjalte Calberg Ro-Poulsen fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, der er biekspert og en af forskerne i Grazing4Diversity-projektet.
Overdrevsvejbien er lille og metalglinsende og kan nemt forveksles med andre små metalliske bier, som inkluderer nogle af de mest almindelige arter i Danmark. Den lever på lysåbne, tørre og sandede områder med en sparsom, men blosterrig vegetation.
Græssende dyr ser ud til at hjælpe vilde bier
Årsagen til at overdrevsvejbien er gået stærkt tilbage i Danmark og resten af Europa er formentlig, at dens levesteder er groet til bl.a. som et resultat af flere næringsstoffer tilført af landbruget samt manglende naturlige forstyrrelser. Derfor har de naturlige plæneklippere i form af græssende kvæg på militærområdet formentlig været gode for netop overdrevsvejbien, men også for en lang række andre dyr og planter.
– Når kvæg og heste går ude hele året rundt uden at blive fodret med andet end det, de selv går og finder af føde, laver de en naturlig forstyrrelse. De skaber bar, soleksponeret jord og ændrer vegetationens sammensætning, så der kommer flere føderessourcer til bierne i form af blomstrende urter. De store græssende dyr kan altså øge variationen i naturområder og skabe nye levesteder for sjældne og sårbare arter, fortæller Lasse Gottlieb fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning og daglig leder af Grazing4Diversity-projektet.
Forskningsprojektet foregår på 42 forskellige naturområder rundt om i Danmark, hvor kvæg og heste græsser året rundt, som ser ud til at tiltrække de vilde bier i stor stil. Overdrevsvejbien er således bare én ud af i alt 127 arter af bier, der er blevet fundet på tværs af 42 helårsgræssede områder i Danmark som en del af Grazing4Diversity-projektet.
Dermed har forskningsprojektet indtil videre fundet 43 procent af alle Danmarks samlede 296 arter af bier – herunder flere bemærkelsesværdige og overraskende fund.
Eksempelvis er den yderst sjældne og kritisk truede guldsmalbi (Lasioglossum aeratum) blevet fundet på Kulsbjerg Øvelsesplads ved Vordingborg og på Røsnæs og er hermed de første danske fund af guldsmalbi uden for Bornholm.
– De mange fund af sjældne vilde bier i vores projekt har givet os en stærk formodning om at metoden med at lade kvæg og heste græsse året rundt bidrager med yderst vigtige processer til det naturlige økosystem. Lige nu er det noget nær den bedste forvaltningsmodel vi har for vild natur. Den er let at implementere og kræver mindre menneskelige indblanding, slutter Lasse Gottlieb.
Jægerspris Skydeterræn er et militært område og derfor er der ingen adgang for offentligheden.
Fakta om overdrevsvejbien (Halictus leucaheneus)
– Overdrevsvejbi er rødlistet som kritisk truet (CR). Den har tidligere (før 1965) været udbredt med fund fra to distrikter (Anholt og Hårup i det østlige Jylland; EJ samt Tisvilde, Tibirke, Hundested og Plejelt i nordøstlige Sjælland.
– Den er sidst fundet i 1973 på Røsnæs. Trods man forgæves har forsøgt at genfinde den på de kendte lokaliteter, formodes det, i lyset af fundet, at den nordøstsjællandske population har overlevet.
– Var overdrevsvejbien ikke blevet fundet, ville den ved næste rødlistevurdering have været erklæret nationalt uddød.
– Overdrevsvejbien blev indsamlet i sommeren 2021, men er først nu blevet artsbestemt.
– Som andre arter i vejbi-familien kan overdrevsvejbi ses hele sommeren, hvor befrugtede overvintrende hunner kommer frem om foråret, og hanner og nye hunner klækkes i løbet af højsommeren.
– Arten er jordboende og udgraver underjordiske yngelceller, som provianteres med en klump pollen blandet med nektar.
– Navnet henviser til, at arten findes på tørre, blomsterrige, sandede arealer som fx overdrev, heder, ruderater og lignende. Arten er afhængig af større områder med blotlagt eller sparsomt bevokset sand.
– Tilbagegangen skyldes formentlig primært tilgroning som resultat af en øget næringsstoftilførsel og manglende forstyrrelser.
– Overdrevsvejbi findes i Europa og Asien på steppelignende områder med primær udbredelse syd for Danmark. På den europæiske rødliste er den vurderet som sårbar (VU).
Faktaboks: Grazing4Diversity
Formålet med forskningsprojektet er at undersøge, hvordan helårsgræsning med kvæg og/eller heste påvirker biodiversiteten i Danmark. Forskningsprojektet er baseret på to tilgange: en rumlig analyse af et stort antal lokaliteter fordelt over hele landet og en mere intensiv undersøgelse af færre lokaliteter, hvor helårsgræsningen sammenlignes med andre forvaltningsformer.
Forskningsprojektet er finansieret af 15. Juni Fonden og Aage V. Jensen Naturfond og er et samarbejde mellem Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, Københavns Universitet og Institut for Ecoscience, Aarhus Universitet.
