Jeg har engang forbrudt mig mod vores samfund og dets normer. Min første varetægtsfængsling fandt sted, da jeg blot var 18 år gammel, og i løbet af min varetægtsfængsling blev jeg placeret mellem hærdede kriminelle, som jeg også fik fællesskab med – personer, som senere fik topposter i Hells Angels. Det er indlysende for enhver, at hvis man placerer letpåvirkelige unge mænd sammen med hærdede rocker- og bandekriminelle, så bidrager man også til deres fødekæde. For at koge det helt ned gjorde 15 måneders fængsel intet godt for mig, jeg blev tværtimod mere forrået.
Fængselssystemet i Danmark står over for en række udfordringer, herunder en hård kerne af kriminelle, der er mindre modtagelige for kriminalforsorgens tilbud om uddannelse, exit og resocialisering, samt dårligt arbejdsmiljø og personalemangel for fængselsfunktionærerne. I stigende grad har fokus i fængselssystemet været rettet mod sikkerhed og kontrol på bekostning af hensynet til resocialisering. Dette rejser spørgsmålet om, hvorvidt fængslerne bør opbevare eller resocialisere de indsatte.
Erfaringen viser, at relations arbejdet mellem de indsatte og det uniformerede personale ofte er utilstrækkeligt, hvilket understreger behovet for at gentænke selve fængselssystemet. For at løse problemet kræver det, at der investeres i mere omfattende sociale programmer og en mere grundig og individualiseret tilgang til rehabilitering af de indsatte. Selvom der allerede er betydelige ressourcer i spil, anvendes disse desværre ikke effektivt på grund af en kassetænkning, der fører til en halvhjertet indsats.
Når en ungdomsforbryder pålægges straf, er kommunen ansvarlig for den unge, indtil vedkommende fylder 18 år. Derefter overtager Kriminalforsorgen eller Staten ansvaret. Hvis kommunen stadig var økonomisk ansvarlig for den unge hele livet igennem, ville kommunen være langt mere motiveret for at bremse ulykken og iværksætte effektive kriminalpræventive tiltag så tidligt som muligt. På samme måde bør midlerne, der tidligere blev anvendt fra Statskassen til dette formål, omdirigeres til kommunerne. Derved vil kommunerne have økonomiske incitamenter til at producere gode og effektive resultater.
Man bør overveje følgende når en person i varetægtsarrest overgår til straffuldbyrdelse.
Vil man vælge samfundet til eller fra?
De personer som typisk vælger samfundet fra, er personer med bande eller rockerrelateret baggrund, de skal opleve at når man vælger samfundet fra, så skal afsoningsforholdene markant forringes. Dette indebærer fuldbyrdelse af straffen uden mulighed for prøveløsladelse, uden mulighed for udgang, orlov eller mulighed for besøg eller fællesskab med andre indsatte. Hvis personen fravælger samfundet, bør vedkommende heller ikke kunne drage fordel af samfundets ressourcer, såsom sundhedsydelser eller adgang til uddannelse.
En afsoningsmetode af denne type vil formentlig være tilstrækkeligt barsk til at få de fleste indsatte til at vælge at vende tilbage til samfundet. Det er vigtigt, at denne mulighed altid er til stede. Hvis man vælger at vende tilbage til samfundet, er det som tidligere nævnt afgørende at undersøge den indsatte på forhånd. Dette indebærer screening for misbrug og diagnoser samt stabilisering i forhold til de problemer, der følger med. Herefter er det vigtigt at socialisere den indsatte tilbage til en normal livsførelse og tage hensyn til de kompetencer, som den indsatte besidder. Er det realistisk, at den indsatte tager en uddannelse? Eller er det mere realistisk, at vedkommende bliver arbejdsmand eller iværksætter?
Hvis en indsat overtræder fængslets eller samfundets regler i løbet af afsoningstiden, vil vedkommende få frataget de privilegier som er opnået og vender herefter tilbage til start.
Vi bør som samfund genoverveje fængsels systemet forældede konstruktion, set ud fra et samfundsmæssigt synspunkt. Ved at tage disse skridt kan fængsels systemet i Danmark blive mere effektivt i at reducere kriminalitet og styrke samfundet som helhed. For hvad er det bedste udgangspunkt ved at have fået en fængselsstraf? Det er at have lært noget mens man afsoner og dermed ikke vender tilbage.
Teksten er forfattet af
Sune Nørgaard Jakobsen
Kasserer, Dansk Folkeparti, Fredericia