Fredericias skolevæsen i choktilstand. Der er i dag blevet varslet påtænkte fyringer på næsten alle skoler i Fredericia i et samlet antal, der overstiger alle tidligere fyringsrunder. Der er tale om en historisk omfattende afsked af en faggruppe i kommunen.
22 lærerstillinger skal spares væk i forbindelse besparelser i Fredericia Kommune. Det fortæller formand for Fredericia Lærerkreds, Per Breckling. Han er rystet og spørger direkte om eleverne skal betale prisen for fejl i kommunale budgetter.
Udvalgsformand Ole Steen Hansen (S) tæller ikke til 22 stillinger, men bekræfter, at direktionen skal holde budgetterne, og hvis de har ansat for mange lærere, så får det den konsekvens, at man må sige farvel til medarbejdere.
– Skolevæsenet er i en choktilstand i dag. 22 lærere tænkes afskediget. Det er delvist på grund af det vedtagne budget med indirekte besparelser på skoleområdet, men det skyldes også regnefejl og ledelsesmæssige svigt, der gør, at der er endnu større underskud, og det betyder, at der skal fyres 22 lærere i Fredericia Kommune, fortæller Per Breckling, formand for Fredericia Lærerkreds.
Hvad er reaktionerne fra lærerne på denne nyhed?
– Mine tillidsrepræsentanter på skolerne er orienteret, og de er også i en choktilstand. Det er så voldsomt det her. Vi forstår det slet ikke. Jeg har også spørgsmål til alle politikere: Er det børnene, der skal betale prisen for de fejl og de svigt, der sker i kommunen, for det er der lagt op til, siger han.
Ole Steen Hansen (S) får ikke tallet til 22 konkrete stillinger, men tæller til 22 med efterskoleudgifter og lignende. Han slår også fast, at det ikke er noget, der er besluttet i byrådet, men af forvaltningen.
– Det er ikke besluttet i byrådet. Budgettet er vedtaget af byrådet, og det skal cheferne på Rådhuset overholde. Jeg kan forstå, at Per Breckling synes, at 22 er mange lærere, men jeg håber, at nogle af de afgange kan være naturlige afgange (aldersrelateret afgang red.), siger Ole Steen Hansen og slår fast:
– Det er som sagt ikke noget, vi har besluttet i byrådet. Der er ansat 14 lærere mere end, der har været budget til. Det er ledelsen på Rådhuset nødt til at rette ind og reagere på, ellers kan de ikke overholde budgettet. Jeg kan også forstå, at Per synes, at der har været god dialog. Men jeg kan godt forstå, at de er chokeret over antallet af fyringer. Jeg ved ikke, om processen har været god nok. Har der været tid nok, har varslingen været god, det ved jeg ikke. Jeg har fået en mail for fem minutter siden. Cheferne skal overholde budgettet, sådan er det. Jeg ved ikke, hvem der har ansat 14 lærere for mange. Vi kan ikke finde eller give de penge. Der var også lidt tumult med, hvor meget det koster at sende nogen på efterskole, og derfor skal der også rettes ind, men vi har i byrådet ikke besluttet det, men jeg kender som sagt ikke til processen. På næste møde skal vi forholde os til yderligere 36 millioner på børne- og familieområdet, så denne nyhed er en tilretning af det eksisterende budget, siger Ole Steen Hansen.
Ullerup Bæk Skolen skal afskedige 11 lærere, Erritsø Fællesskole skal afskedige 3 lærere, Kirstinebjerg skolen skal afskedige 6 lærere og Fjordbakke skolen skal afskedige 2 lærere, Frederiksoddeskolen skal hverken ansætte eller afskedige, og i 10ende afventer de elevtal, der er afgørende for deres situation. Disse voldsomme tal er efter, at midlertidige ansatte ikke får forlænget deres ansættelse, og den naturlige afgang er indregnet i tallene. Der nedlægges altså op imod eller over 30 stillinger på skolerne i Fredericia.
– Hvordan kan det komme så vidt, spørger Per Breckling og tilføjer:
– Der er flere forklaringer. Fredericia Byråd vedtog med budget 2023 flere generelle besparelser, der indirekte betyder at budget var 3-5 millioner kroner mindre end sidste år! I det såkaldte retvisende budget havde man også glemt at budgettere med den af folketinget besluttede regulering af taksterne til privat- og efterskoler, der mangler 6 millioner kroner. På Ullerup Bæk Skolen fandt man sidste forår ud af, at man brugte flere penge end man havde fået tildelt, ledelsen iværksatte en spareplan. Op imod jul finder man ud af, at den ikke er implementeret, og skolens underskud kan nu opgøres til 7,6 millioner kroner ved udgangen af 2023. En ny voldsom spareplan betyder, at skolen i løbet af kun 2 år -2023 og 2024 – skal nedbringe underskuddet til 2,5 millioner kroner, der spares på alt, men først og fremmest på lærere, og der skal afskediges 14 personaler.
Lærerformand: Det er voldsomt
– Vi har at gøre med en meget ubehagelig kombination af budgetbesparelser, budgetfejltagelser, manglende ledelsesmæssig styring og overblik samt mangelfuld økonomistyring, siger han og uddyber:
– Dette har voldsomme konsekvenser for de lærere, der står til at miste deres job og deres indkomst. Det er ganske enkelt ikke rimeligt for dem at stå i denne situation på baggrund af fejl og mangler. De lærere, der fortsat er ansat skal få en folkeskole til at fungere med færre kollegaer og generelt færre midler til at drive skole for. Det bliver for lærerne i Fredericia ikke let at kunne lykkedes med det job, man er ansat i. En kæmpe og næsten umulig opgave bliver det for lærerne på Ullerup Bæk Skolen, først skal de sige farvel til 14 kollegaer, og derefter skal der drives skole på et økonomisk og personalemæssigt meget lavt niveau.
– Konsekvenserne er katastrofale for børnene i Fredericia – for de fyrede lærere – for folkeskolen og for de lærere, der skal forsøge at løse opgaverne i skolen fremover. Fredericia Lærerkreds har i den forløbne tid appelleret til, at skolevæsenet som sådan og Ullerup Bæk Skolen særligt kunne implementere besparelserne over længere tid, så konsekvenserne ikke blev så voldsomme, desværre uden større resultat, siger Per Breckling og slutter:
– Vi vil nu sammen med TR på skolerne stå ved alle kollegaers side i den kommende svære tid, og vi vil sætte fokus på, at ledelsen sammen med os må reducere i de opgaver, skolen skal løse i en tid med markant færre ressourcer. Folkeskole på et lavere niveau er desværre konsekvensen. Serviceforringelser er et faktum.