Nina Østergaard Borris, CEO i USTC.

Middelfart Byråd inviterede i år traditionen tro til nytårskur. For samarbejdspartnere og borgere, der har bidraget til eller gerne vil bidrage til at udvikle erhverv, turisme, handel og kultur i kommunen.

Traditionen måtte dog januar 2022 vige pladsen for corona, men i år var arrangementet tilbage på Hindsgavl Slot og endnu engang dannede ladebygningen smukke rammerne.. Årets taler blev holdt af borgmester Johannes Lundsfryd Jensen og Nina Østergaard Borris CEO og medejer af USTC.

Igen var der fyldt med liv og stemmer i ladebygningen efter sidste års stilhed. Byrådets nytårskur var som så ofte før en festlig lejlighed, hvor borgerne kunne mødes og ønske hinanden et godt nytår. Sidste år var det en anden historie, da der i januar var gabende tomt i den store bygning, ligesom resten af samfundet var tomt for liv.

Men onsdag aften var der igen hundredvis af mennekser mødt frem til håndtryk, smil og skulderklap. Personalet fra Hindsgavl Slot var flot præsenteret i nydelige uniformer, servede alt hvad hjertet begærede. Croissanter fyldt med fynsk rygeost, ringridderpølser fra den lokale slagter, hjemmelavede steakfries og rigeligt med mouserende vin i flotte glas. Der blev skålet rundt ved bordene, de klirende glas gav genklang i det store rum.

Borgmesteren startede aftenen med at takke borgerne for den fantastiske modtagelse, de havde givet til de 283 ukrainske flygtninge, som kommunen har modtaget.

– 200 af dem er voksne – og tre fjerdedele af dem i arbejde. Af hjertet tak for den fantastiske modtagelse, I har været med til at give vores nye borgere. Virksomheder har givet plads, foreninger har åbnet døren til deres aktive fællesskaber og skolerne har taget godt imod nye klassekammerater, fortalte Johannes Lundsfryd Jensen, stolt fra scenen.

Generelt har kommunen set vækst på flere fronter det sidste år:

• Der er blevet 1.772 flere borgere.
• Kommunen har solgt knap 0,5 mio. m2 erhvervsjord – blandt andet til CP, Profilform og ABB.
• Der er blevet moderniseret på skolerne, Middelfart marina er udvidet og igangsat byggeriet af tre børnehaver.
• De årlige driftsbudgetter i kernevelfærden for børn, ældre og mennesker med handicap er styrket med mere end 100 mio. kr.
• Fra 2018 til 2020 havde Middelfart Kommune den største stigning i antallet af arbejdspladser i Region Syddanmark.

Borgmesteren beskrev fællesskab som nøglen til trivsel for mennesker i Middelfart Kommune. Han understregede vigtigheden af at føle sig som en del af et fællesskab, både i den nære omgangskreds med familie og venner, men samtidig i det større fællesskab i kommunen.

– Vi er kun det, vi er for hinanden. Det gælder også for det store fællesskab i Middelfart Kommune, hvor det, at vi er der for hinanden, gør os til et sted, hvor vi ikke bare bor, men lever, sagde Johannes Lundsfryd Jensen.

Johannes Lundsfryd Jensen berettede om unge mennesker med problemer ikke bare i Middelfart, men i hele landet. Den store udbredelse af ensomhed, angst og depression blandt unge, lå ham meget på sinde.

– Hvis jeg skal fremsætte mit nytårsønske, så er det, at vi er mere for hinanden, og i 2023 har vi særligt fokus på, at alle unge er med i fællesskaber. På arbejdspladsen, i skolen, i foreningslivet og i lokalsamfundet, sluttede borgmesteren, og hævede glasset.

Han blev klappet af scenen og modtog flere skulderklap og rosende ord rundt omkring ved bordene efterfølgende.

Nu var det tid til endnu mere vin og mad for de fremmødte, folk forsynede sig og de mange mennesker stimlede sammen om bordene med al den spændende mad. Kokkene beskrev med nøjagtighed hvad de enkelte anretninger bestod af og hvilken lokal eller kendt producent der havde leveret råvarene.

Efter pausen indtog administrerende direktør og medejer af USTC, Nina Østergaard Borris scenen. Hun takkede kommunen for altid at have investeret i byens udvikling, noget som havde hjulpet USTC på rejsen til, hvor de befinder sig i dag. Som Danmarks sjette største virksomhed med over 140 kontorer i mere end 40 lande og rekordomsætning, selv når krisen presser på.

– Det er afgørende for erhvervslivet, at der skabes grobund for, at virksomhederne kan vokse – det kan både være fysisk med gode byggegrunde og interessante lokationer. Men der er bestemt også brug for en levende by med skoler, børneinstitutioner, kultur og et levende handelsliv, vi som virksomhed kan have glæde af, når vi skal tiltrække de dygtigste medarbejdere, sagde Nina Østergaard Borris.

Hun opfordrede kommunen til at se fremad og ikke dvæle i problemer, især i den nuværende situation med geopolitiske begivenheder som energikrise, inflation og krig i Europa.

– Det er netop vigtigt at se igennem udfordringerne og i stedet fokusere på de muligheder, der er. Det er faktisk en evne, vi bryster os af i USTC, hvor vi er vokset betragteligt – både organisk og gennem opkøb og investeringer, udtalte Østergaard Borris.

Den administrerende direktør meddelte i sin tale, at USTC vil tage første spadestik til Kabelbyen i 2023, et meget spændende projekt, der kommer til at erstatte den blå hal, der lige nu ligger ved siden af virksomhedens hovedkontor i Middelfart. En by, som fungerer meget som den virksomhed, hun leder.

– Med stærke værdier og klare ambitioner, men også med de mere fleksible rammer, der følger med en status som ”frikommune”. På den måde kunne man vel sige, at vi nærmest er virksomhedernes svar på en frikommune. Og ligesom Middelfart Kommune forventer vi bestemt heller ikke at sidde på hænderne i det nye år, afrundede Nina Østergaard Borris fra scenen, og løftede hendes glas i et skål med borgmesteren.

EFTERLAD ET SVAR

Indtast venligst din kommentar!
Indtast venligst dit navn her