Bor man i Skærbæk, så er man ikke i tvivl om hvem denne uges gæst i den varme stol på Kurt’s Kaffebar er. Hun er involveret i nærmest samtlige aktiviteter, foreninger og hvad der ellers rører sig i lokalområdet i Skærbæk. Flere har kaldt hende Dronningen af Skærbæk, men selv vil hun bare gerne det bedste for sit lokalsamfund. Ugens Kurt er Jonna Heebøll.
Det er første gang i lang tid, at jeg fik muligheden for at mødes med Ugens Kurt der hvor det hele startede: På Kurt’s Kaffebar. Vores nye kontor er placeret ikke langt fra kaffebaren, så med computeren under armen gik turen ned ad gågaden og ned til Kurt’s Kaffebar. Jonna var kommet i god tid, så kaffen var allerede skænket. Men så kunne vi jo gå lige til sagen. Historien om Jonna – og hvad der ellers følger med (og det er en del, for hun kan ikke rigtigt holde sig udenfor det der sker i Skærbæk).
“Jeg er født og opvokset i Bogense, hvor jeg også har stået i lære på kontor. Jeg kom til Skærbæk i 1977, og der var min ældste begyndt at gå i skole, men den yngste var ikke så gammel, så jeg var hjemmegående. Jeg havde en veninde der var lærer, og hun mente jeg skulle søge som skolesekretær på Skærbæk Skole. Jeg søgte og fik det – og var der i 32 år”, fortæller Jonna kort og opsummerende om hendes historie.
Livet i Bogense, hvordan var det?
“I min alder synes jeg der var kedeligt, der skete ikke noget. Jeg rejste et år til England inden jeg kom i lære, men jeg havde et stort ønske om at blive speditør. Det kunne man ikke i Bogense. Man kunne være damefrisør, på kontor eller i forretning. Der var ikke så meget at vælge i mellem. Jeg valgte det med kontor, det var jeg glad for. Jeg havde meget med eksport at gøre alligevel, så det var fint”, fortæller hun.
“Jeg var glad for at gå i skole – og så var jeg spejder. Da jeg så flyttede til England, blev jeg også spejder i det år jeg var der. Jeg var kun 16 år, så jeg var ikke så gammel. Jeg fik også kun lov til at rejse fordi min mor kendte konen i huset. Det var en fantastisk oplevelse. Jeg havde ønsket, at jeg havde været mere moden, for så havde jeg nok fået flere oplevelser. Men det har gjort, at jeg har haft lyst til at opleve verden”, forklarer Jonna.
Da du kom hjem fra England, hvad skete der så?
“Læretiden gik hurtigt. Vi flyttede til Odense, hvor jeg arbejdede ved Fyns Sækkekompagni, hvor jeg var som eksportsekretær i seks år. Det var lidt specielt, især når man talte med Indien. Det foregik sådan, at det var om natten der kom telefax, hvor man skulle taste lange strimler på skrivemaskine, der kom i en faxmaskine efterfølgende. Det var en svær kommunikation”, fortæller hun.
“Så flyttede vi til Skærbæk i 1977. Min eksmand fik arbejde på Skærbækværket. Det første jeg sagde var, at det hul skulle jeg ikke bo i. Det tænkte jeg kun var for en kort periode, men det blev det så ikke”, siger hun med et grin.
Det første jeg sagde var, at det her hul skulle jeg ikke bo i
Jonna Heebøll
“Det første jeg blev involveret i, var Skærbækværkets personaleforening, hvor de skulle bruge en husmor. Det var lidt mærkeligt at en personaleforening skulle have en husmor, men det synes man altså dengang. Vi lavede mange arrangementer, eksempelvis med Troels Kløvedal. Da jeg i 1981 startede på skolen, blev jeg medlem af beboerforeningen og har været det lige siden. Først var jeg kasserer og siden så er jeg blevet formand”, forklarer Jonna.
“I 1991 synes jeg der skulle ske noget, så startede jeg en aftenskole, som jeg så lukkede i 2014. Det var da jeg stoppede på skolen, fordi der mistede jeg netværket. Der skete virkelig noget for mig da jeg stoppede på skolen, jeg havde ikke længere den kontakt med de nye der kom til byen”, siger hun.
“Men aftensskolen var et stort plus. Nu laver jeg lidt foredrag med Aarhus Universitet, og vi startede altså først i Skærbæk. Det kører godt, det er primært de naturvidenskabelige foredrag vi kører. Det er virkelig interessant. Jeg ved en hel masse om kvantefysik nu”, fortsætter Jonna med et grin.
“I kraft af aftenskolen og min plads på skolen har jeg fået lavet meget. Det gik godt. I 2003-4 stykker overtog jeg den frie aftenskole i Fredericia – som jeg også havde til jeg sluttede på skolen”, indskyder hun.
Hvad driver sådan en som dig?
“Det er rigtig vigtigt for mig, at der sker noget i Skærbæk. Jeg synes det var irriterende at alle skulle rejse til Fredericia, Kolding eller Middelfart hvis man skulle noget. Jeg tænkte at der skulle ske noget i Skærbæk. Det er også derfor jeg efterhånden har lavet en række tiltag, som eksempelvis Skærbæk Bylaug, der hver måned mødes og går ud og ordner det kommunen ikke gør. Det er virkelig hyggeligt”, forklarer Jonna. Denne historie om et projekt hun har startet leder lige over til den næste:
“I beboerforeningens regi har vi også lavet affaldsindsamling, som vi startede for mere end 24 år siden. Nu er det i et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening. Men affaldsindsamlingen er også noget jeg kunne få børnene på skolen med til, der har været mange fordele ved det at være på skolen”, lyder det med et grin fra Jonna.
Noget af det flere af Fredericia AVISENs læsere er meget glade for er Natteuglerne, som et endnu et af Jonnas mange projekter.
“For tre år siden startede jeg Natteuglerne op. Jeg har forsøgt at hjælpe til oppe i Taulov også, men det er ikke lykkedes endnu, det er ærgerligt. Det er så sjovt at være natteugle, for jeg kommer rundt og ser de unger jeg havde i skolen, hvor jeg i mange år også var lærervikar. Jeg møder dem, de hilser altid og jeg kan følge med i deres liv”, fortæller hun og fortsætter:
“De vil gerne snakke og så får jeg fortalt at de skal huske at rydde op og sådan. Jeg bliver så glad når jeg ser sådan noget, de lytter til en. Det bliver jeg lidt rørt over. Det er så vigtigt at vi i Skærbæk har plads til alle. Der har været meget store frustrationer fra dem der bor ved stranden, fordi der var mange unge mennesker og sådan, men det er rettet sig op siden vi startede Natteugle-projektet”.
“Jeg har 150 i facebookgruppen, og hvert år prøver jeg at lave et infomøde, hvor vi får de nye forældre med, for der kommer hele tiden nye børn til. Det et svært at få forældre med. De synes det er meget bedre at vi gamle går turen, men det er vigtigt for mig at få nogle af de nye med. Det er lidt ærgerligt at det er så svært at få dem med. Men vi fortsætter”, slår Jonna fast.
Du er meget aktiv for andre mennesker i dit område. Hvad med fritid, hvad har du brugt den på?
“En anden passion jeg har er folkedans. Da vi i 1977 kom hertil, så havde min søn en passion for folkedans. I 1979 bad han om at jeg kom med til legestue. Jeg tog en veninde med, og så blev jeg engageret der. Så blev jeg formand i ’87 og var der indtil sidste år. Foreningen er lidt i dvale nu, men jeg instruerer dans i de fire hjørner i Øster Starup, så jeg fortsætter stadigvæk”, fortæller hun.
Du er meget engageret i nærmest alt. Kan du ikke finde ud af at sige nej?
“Jeg er sådan en der ikke kan sige nej, det er meget svært for mig. Jeg vil gerne prøve hvis det giver mening. Jeg kan ikke lade være at rode mig ind i tingene. Jeg har også spillet amatørteater og sådan. For 14 år siden var der 6-8 mennesker der startede en fest på havnen i et telt. I to år kørte det før de blev trætte af det, men de spurgte om ikke jeg ville hjælpe – og så startede vi havnefesten der også kører. Der kommer mange mennesker ned og deltager i det”, forklarer Jonna, inden hun fortæller om endnu et af projekterne hun er en del af:
“For tre år siden overtog vi kommunens forvaltning af strandparken. Jeg havde læst i avisen at de udbød det til salg, jeg tænkte nej for pokker. Jeg kender heldigvis nogle politikere, så jeg kontaktede dem. Jeg skrev til kommunen, at vi var tændt på at kunne forpagte eller på en eller anden måde sikre at det var offentligt. Det viser sig så at det ikke kunne sælges, så vi forpagter det med de tre huse”.
Hvad skal der ske når ikke du kan være så engageret længere?
“Flere har spurgt hvad Skærbæk er uden mig, men jeg er sikker på at der kommer en anden. Jeg har kæmpet for en cykelsti på Skærbækvej i 20 år. Den bliver til noget nu. Vi lavede vores første projekt med tunneller under vejen og alt muligt, det var visioner – og nu får vi det. Det er rigtig godt”, fortæller hun.
“Jeg har prøvet mange ting, det har jeg godt nok. Jeg glæder mig vanvittigt til den cykelsti. Det kan være min afslutning på mit arbejde i beboerforeningen, selvom jeg ikke ved om jeg kan undvære det. Jeg har sagt, at når jeg får klippet snoren over, hvad jeg håber at jeg får lov til, så skal der nye kræfter til”, forklarer Jonna.
Du sagde indledningsvist, at din rejse til England gav dig mod på at udforske verden?
“Jeg elsker at rejse. Jeg skriver rejsebeskrivelser, tykke A4-mapper. Hjemme på mit kontor har jeg over 70 mapper med alle de rejser jeg har været på. Vi er slet ikke færdige endnu. Vi skulle have været afsted til Kroatien nu her, men det kom vi ikke”, siger Jonna og fortsætter:
“Vi har rejst næsten alle steder. Jeg mangler Japan og Mongoliet. Vi har været langt væk ellers. Det er spændende at komme ud og opleve – også hvordan andre lever. I Nordvietnam var det særligt specielt. De går stadig rundt i gamle dragter. Jeg synes det er fantastisk. Derfor vil jeg også både til Japan og Mongoliet”.
“Vores yngste søn og hans kone købte en sejlbåd og har sejlet meget i Middelhavet. Der har vi været med mange gange. Nu har de købt hus i La Palma. Det er fantastisk. Vi har allerede været der tre gange og det er kun et år siden”, lyder det med et stort grin fra Jonna.
“De bor i et hus med 180 grader udsigt over vandt og mod vulkanen på Tenerife. Vi arbejder også hårdt når vi er dernede, for deres levebrød er at leje ud til vandrere og sådan”, supplerer hun.
Det næste stykke tid, hvordan ser det ud?
“Der starter vi jo snart med folkedans igen, og ja – der er nok at se til med andre projekter. Foredragene har vi allerede planlagt til efteråret. Så der er ved at være godt styr på det hele – omend der er meget”, lyder det med et grin fra Jonna.
Vi slutter også på den note, for der er meget at se til for Jonna. Men hun er et af de mest passionerede mennesker jeg nogensinde har mødt. Det er måske ikke den mest kronologisk strukturerede Ugens Kurt-historie, men når man er engageret i så mange forskellige ting, ja så er historierne også mange. Jonnas arbejde i og for Skærbæk er helt unikt.
