Hun er født og opvokset i Haderslev, men da hun fyldte 18 år rejste hun til Fredericia – og siden har hun været her. Det startede med et job på Det Lille Apotek, inden nattelivet blev skiftet ud med familie og uddannelse. I mange år har hun været leder af et af byens plejehjem, og da man slog dem sammen, ja så blev hun leder af det nye store plejehjem, Othello. Ugens Kurt er Grethe Jørgensen.
“Jeg er født i Haderslev, så jeg er simpelthen sønderjyde. Jeg er født nede ved Haderslev Dam i 1956, så jeg har nogle år på bagen efterhånden. Så gik jeg i skole dernede og flyttede herop til Fredericia da jeg var 18 år gammel”, fortæller Grethe.
“Det vat et fint sted at vokse op. Haderslev er ikke sådan specielt meget sønderjysk, jeg har ikke mærket så meget til at det var sønderjysk, det synes jeg ikke at kunne huske i hvert fald. Men det var en fin tid. Vi boede lige ned til Haderslev Dam, det var så fantastisk. Så jeg er vokset op derude i naturen. Det synes jeg var skønt, det må jeg indrømme. Jeg havde heller ikke langt til skole fra hvor vi boede, så det var jo rigtig fint. Vi boede ude i Erlev”, siger hun og fortsætter:
“Det var lige der hvor, hvis man kan huske det, at damkatastrofen skete. Det var der hvor en turbåd brændte. Det var lige overfor der hvor vi boede. Min far var med til at redde folk dengang. Det husker jeg stadigvæk. Jeg tror det var i 1959, så jeg har ikke været så gammel, men jeg husker ganske få ting af det”.
Alle har forskellige minder fra deres tid i skolen. Nogle har oplevet mobning og andre grimme ting, men for Grethe har det ikke været tilfældet. Hun ser tilbage på skoletiden som værende en rigtig god tid med mange gode minder.
“Jeg gik i folkeskolen, på Hertug Hans Skole. Jeg havde det fint. Jeg var glad ved at gå i skole, synes jeg. Jeg synes det var en helt okay tid. Det er ikke noget der har sat sit præg på mig, at det skulle have været en skrækkelig tid, bestemt ikke. Jeg synes vi havde en god klasse med mange sjove timer sammen. Vi holdt også dengang nogle fester, nok ikke så voldsomt som de gør i dag, men jeg synes vi havde det rigtig fint”, fortæller hun.
Efter skolen bød Grethes liv på et stort skifte. Haderslev blev skiftet ud med Fredericia – og skolen blev skiftet ud med et værtshus, ja altså uden det skal lyde som om at hun var stamgæst på stedet.
“Da jeg blev færdig med realeksamen var jeg et år i huset, imens jeg skulle finde ud af hvad der skulle ske. Så endte jeg med at flytte til Fredericia. Jeg havde nogle veninder der boede heroppe. Jeg flyttede sammen med de veninder. Så var jeg servetrice på et værtshus, det hed dengang Det Lille Apotek. Jeg boede så ovenpå dernede”, fortæller Grethe.
“Det var helt fint at flytte hjemmefra. Jeg synes faktisk det var megt rart. Jeg var lidt oprørsk, så det var rigtig fint at kommer herop. Og ja, så er jeg jo blevet hængende”, lyder det med et grin fra Grethe.
“Jeg har altid synes, at Fredericia var en skøn by. Den ligger lige ved stranden, så er der volden, ja, det er en skøn natur. Så jeg synes Fredericia er en dejlig by der har alt omkring sig. Lillebæltsbroen, der kan jeg huske helt fra jeg var lille, at når vi kørte over broen, så skulle jeg altid kigge ud over byen for at se flammen fra raffinaderiet. Så det er det jeg husker Fredericia for som barn. Og ja, nu bor jeg her så”, lyder det med et grin fra Grethe.
Hvad med uddannelse, hvornår kommer det?
“Jamen, i de første år arbejdede jeg. Jeg fik job som syerske og arbejdede som ufaglært. Så tænkte jeg på et tidspunkt, at nu havde jeg fået familie og børn, så måtte der ske et eller andet. Så jeg startede som plejeassistent, det læste jeg i Odense og blev færdig i 1990”, fortæller Grethe. Der kom et ekstra kapitel ind, som jeg tænkte vi lige skulle runde. Nemlig familie.
“Jeg blev gift med Lasse i 1976, det er ved at være mange år siden. Sammen har vi to børn, der er voksne. Vi har en datter der bor i Odense og en søn der bor her i byen og arbejder på raffinaderiet. Det er vi glade for. Begge børn er blevet gift og har fået børn, så vi er blevet begavet med fire børnebørn, det er helt fantastisk. Det er meget skønt, det kan ikke være bedre”, fortæller Grethe.
Med familien på plads – og uddannelsen som plejeassistent fik Grethe job, først i Ejby og siden har hun hængt fast som ansat i Fredericia Kommune.
“Jeg startede med at arbejde i Ejby, hvor jeg arbejdede på plejehjemmet i Ejby og i Gelsted, jeg skiftede lidt frem og tilbage. Der var jeg et par år, men mit store ønske var at komme til at arbejde i Fredericia. Så jeg søgte i Fredericia på Skovhave, det nu nedlagte plejehjem i Erritsø. Vi boede i Erritsø dengang, så det var kun lige en spytklat hjemmefra. Der startede jeg så for 26 år siden i 1994. Så har jeg arbejdet med ældrepleje i Fredericia Kommune lige siden”, forklarer Grethe.
“Jeg lukkede Skovhave for 11 år siden og flyttede ind på Othello. Jeg startede først med at arbejde som plejeassistent, inden jeg så blev leder i år 2000 på Skovhave. Jeg var med til at vælge, at vi skulle bygge Othello, hvordan det skulle være og sådan. Det var en meget spændende proces. Det var rigtig spændende endda”, siger Grethe, inden hun fortæller om både medarbejdernes og borgernes reaktioner på flytningen.
“Det var jo lidt delt. Men hvis jeg tænker tilbage på det, så synes de fleste at det var okay. Selvfølgelig var man træt af at skulle flytte og at man skulle lukke det sted de boede. Men det var små lejligheder de havde. Det var kun 1-rums boliger, badeværelserne var for små i forhold til arbejdsmiljøet og sådan. Der skulle jo ske noget, det tror jeg godt alle alligevel kunne forlige sig med. Jeg synes også, at Fredericia Kommune gjorde meget for at de kom godt afsted der fra, blandt andet fik de hjælp til at flytte og alt sådan noget. Så jeg synes faktisk det var en fantastisk proces, og noget jeg tænker tilbage på. Vi havde travlt, men det gik fantastisk godt. Borgerne faldt hurtigt til på Othello, det gjorde de”, fortæller Grethe.
Hvad har det gjort ved dig både at blive leder, men også at stå i spidsen for det her nye projekt?
“Det var stort, men jeg ville det rigtig gerne og jeg brændte for det. Jeg synes det var spændende at skulle være med til at starte et nyt sted op – og noget der var anderledes end andre steder. Det var super spændende at skulle være med til, men som sagt også et stort stykke arbejde. Det var tre plejecentre der blev lagt sammen, så der var personale alle mulige steder fra. Jeg var ikke alene om det, der var også andre ledere med. Men det var også noget vi var meget stolte af. Tænk sig at få lov til at starte sådan noget helt nyt op, det var jo fantastisk”, fortæller Grethe.
“Det at have indflydelsen og være med til at præge det der skal ske det tiltaler mig. Så synes jeg også, at det med at kunne få medarbejderne til at udvikle sig, det er super spændende. Jeg tænker meget på hvordan medarbejderne har det, for er der glade medarbejdere, så er der også glade borgere. Det hænger uløseligt sammen, så det skal vi helst have til at følges ad. Det synes jeg er super spændende at arbejde med”, fortsætter hun.
Fremtiden?
“Jeg håber da på, at jeg hænger her indtil jeg skal på pension. Det er da min plan, at jeg fortsætter her, hvis ikke vi har alt for meget Coronavirus og sådan, for det er da lidt hårdt når det står på, men jeg synes da også, at det er spændende at være med i. Jeg håber da på, at jeg kan fortsætte med at være med her. Vi tager en dag ad gangen, så lang tid som det er sjovt at gå på arbejde, så lang tid kan man ligeså godt fortsætte med det jo”, lyder det med et grin fra Grethe.
Når Grethe ikke er på arbejde bruger hun gerne tiden på at slappe af i sin campingvogn – og ellers har 6. Juli Garden også fyldt en del for Grethe.
“Min datter har spillet i 6. Juli Garden. Jeg kom i bestyrelsen og har været i støtteforeningen i mange år. Jeg føler stadig det er mine børn, også selvom det efterhånden er en del år siden det rent faktisk var det. Det er glade børn, det elsker jeg at være en del af. Det der med at være sammen med unge mennesker, det er fantastisk. Vi havde også et tæt forhold med de voksne. Vi har stadig venner derfra”, forklarer Grethe.
“Jeg nyder at være på camping. Vi har en campingvogn og ellers at komme afsted med den. Den står nede i Ribe, og det er vores fristed. Det er der hvor jeg lader op til det arbejde der i perioder er tungt og træls. Der er det dejligt at have et sted at gå hen, hvor jeg bare er Grethe. Der kan vi bare slappe af og gøre helt hvad vi vil, hvad enten det er at lave ingenting, gå ture eller cykle. Det er der vi lader op. Vi solgte vores hus for et par år siden og er flyttet i lejlighed, så der er ikke nogen have der skal passes. Så det er livet for os at tage på camping”, fortsætter hun.
Vi er i en speciel tid – og en tid der også kræver ekstra arbejde for Grethe og hendes kollegaer. Selvom landet stille og roligt åbner op, så er der også stadig stor påpasselighed. Det giver nye arbejdsgange for Grethe og hendes personale.
“Det har været svært indimellem, for man har følelserne med i det. Vi vil gerne borgerne det bedste, men vi har haft restriktioner der gør, at det har vi ikke kunnet. På et tidspunkt tænkte vi faktisk, at det var et meget trygt sted at være, for der var kun borgerne og os. Der kom ikke andre ind i huset. Man var godt klar over, at holdt vi de forholdsregler vi skulle, så skulle det her nok gå – og det har det så også gjort. Men vi har hele tiden gået i sådan et vakuum, for man ved ikke hvornår der sker noget. Så det har da været en kæmpe opgave. Det synes jeg også stadigvæk det er”, forklarer hun og fortsætter:
“Heldigvis letter det også lidt på det. Men vi er stadigvæk lukket ned. VI går hver dag og tænker ‘bare det nu ikke sker’. Det er lykkedes indtil nu. Det er fordi vi har haft gode regler og forholde sig til – og at folk har overholdt det. Det er rart, at vi kan sige at det ikke har ramt os. Nu åbner vi mere og mere, men vi håber på, at vi kan holde det fra døren”.
“Det har været dejligt at kunne åbne lidt op, at borgerne har kunnet komme lidt ud og møde deres pårørende. Vi har hele tiden haft vinkemøder, og vi har haft følge på gåturene. Nogle benyttede sig af det før, men nu benytter mange sig af det. Vi havde 32 besøg i sidste weekend alene. Man ringer ind og så aftaler vi en tid man kan komme på. Men det har været rigtig godt. Det er også i hverdagene, det er dejligt at folk også kan det”, supplerer hun.
