Hans billede har hængt i byens lygtepæle i mange år. Hans politiske CV er imponerende – og samtidig med det har han haft en utrolig professionel karriere i IT-branchen. Nu har han takket af både i byrådet, regionsrådet og på erhvervsscenen. Han er kendt som en flittig, passioneret og ikke mindst yderst intelligent mand. Ugens Kurt er Peder Hvejsel.
“Jeg er født i 1950 på fødselsanstalten i Aarhus. Jeg boede i en lille by udenfor Aarhus der hed Sabro, der i dag er en del af Aarhus Kommune. Min far havde et husmandssted, jeg tror vi havde tolv tønder land. I 1950 kunne man leve af det. Jeg havde en storesøster der var 11 år ældre end mig. Man kunne leve af det, ikke vildt, men vi overlevede. Husmændene var en af de laveste rang indenfor landbruget, så vi var på jævne kår”, indleder Peder sin fortælling, inden han fortsætter:
“Jeg mindes at det kneb under tiden at få tingene til at lade sig gøre. Måske var det der jeg fik en forståelse for økonomi. De to gange om året man skulle betale termin, ja der måtte man sælge en ko eller nogle grise, hvis ikke man havde pengene. Det havde jeg lidt svært ved at forstå, for så havde man jo ikke længere den ko. Men det var jo nødvendigt”.
“Ellers er jeg jo opvokset i et landsbysamfund med en lille landsbyskole. Det var delt op i en underskole og storskole. 1.-3. Klasse gik i underskolen og 4.-7. Gik i den store skole. I den lille skole var vi kun fire på min årgang. Året før var de tyve, så det var skævt fordelt. Det var Frøken Lund der underviste i underskolen, hende glemmer jeg ikke. I den store skole var det degnen, en rigtig traditionel degn, der gerne gav et rap over nallerne. Det var faktisk ikke så rart”, fortæller Hvejsel.
“Der skete faktisk det, at vi blev mobbet. Det fandtes ikke dengang, men vi blev altid mobbet af de store min kammerat og mig. Jeg fandt en vej til at det ikke var mig det gik mest ud over, men det var ikke sjovt. Min ven blev smidt ned til skraldet i frikvartererne. Det var lidt barskt når jeg lige tænker tilbage. Der var mange ting. Det gjorde man ikke noget ved i sådan et landsbysamfund, for det var jo sognefogedens børn. Så jeg var ikke meget for at gå i skole”, fortsætter han.
Det nye kapitel
“Mine forældre valgte at sætte mig på privatskole i Aarhus. Min søster var gået ud af syvende klasse og var kommet på realskolen i Aarhus. Hun havde gået på den samme skole, så vi fik en delvis friplads. Så da jeg kom i tredje klasse kom jeg i privatskole. Det fik en gigantisk betydning for mit liv. Jeg tror det er den enkelte begivenhed i mit liv der har betydet mest. At gå fra mobning til en skole med gode lærere, der motiverede børnene”, siger Peder om det der skulle vise sig at være en ny start.
“Jeg klarede mig ganske fint, men det var et miljøskift af de helt store. En af de mest anerkendte privatskoler i Aarhus var jo for byens spidser. Jeg mødes faktisk stadig med en del af dem. Det var bankdirektørens søn, værftsdirektørens datter. Det var alle byens store. De mobbede ikke på grund af økonomi. Jeg følte mig på en eller anden måde lidt underlegen alligevel. Jeg var nok lidt flov over mine forældre. Det har jeg så virkelig fortrudt siden. Det var enormt stort tænkt af en familie der ikke havde ret mange penge”, forsætter han.
“Mine forældre var Indre Missionske og holdt søndagsskole. Det kan være meget sort, men det var ikke helt så galt for mine forældre. De var meget populære, det var datidens frivillige socialvæsen. De samlede ind til slikposer til jul og andet. Mine forældre levede lidt for andre, både for os børn, men også for andres børn. Der var godt nok mange ting vi ikke måtte, men alligevel har jeg stor respekt for dem, for de havde en stor medmenneskelighed”, forklarer Peder Hvejsel.
“De fik mig ind på skolen og jeg klarede mig rigtig godt. Jeg kom igennem med gode venner. Det gik fra at være noget virkelig træls til et helt anderledes liv. Jeg havde en rigtig god opvækst der. Jeg spillede fodbold, i AGF faktisk. Så skiftede jeg ud til nærområdet. Den der opvækst jeg fik tror jeg på har givet mig noget. Man kan ikke sige det er godt at blive mobbet, men den modstand jeg fik de første år fik mig til at sige til mig selv, at jeg skulle vise dem der mobbede, at jeg kunne blive til mere end dem”, siger han, inden han fortsætter:
“Jeg fik en indre drivkraft. Jeg havde en drøm om, at jeg skulle komme tilbage og prale med at jeg blev til mere end dem. Det har jeg dog aldrig gjort, det er nok at jeg selv har kunnet se det. Der er mange tilfælde i livet hvor det kræver det ekstra for at nå i mål, der har jeg den ekstra energi. Det tror jeg stammer fra den medfødte ting om, at jeg skulle vise at jeg godt kunne klare mig”.
“Det endte med at jeg kom i real og skiftede til Aarhus Statsgymnasium. Jeg havde haft let ved det i skolen, sådan var det ikke lige i gymnasiet. Så der fik jeg en opvågning. Jeg fik kæmpet mig igennem og blev student. Dengang var der fri adgang til alt, så karakterne var ligemeget. Jeg fik gode kammerater, som jeg stadig har kontakt til. Jeg ville nok gerne læse scient. pol. For jeg var interesseret i offentlig administration”, forklarer Peder og fortsætter:
“Men der var værnepligt, så jeg tog ind til militæreret. Jeg kunne ikke komme det med det samme, men jeg søgte ind senere og kom i Søværnet. Man fik automatisk et halvt år ekstra i Søværnet når man var student. For der var brug for specialister. Så jeg fik 1,5 år i Søværnet. Der lærte jeg ufatteligt meget om livet. Jeg var nok en smule indbildsk, for jeg troede jeg var rigtig klog. Jeg kom ind på en 8-mandsstue med syv erfarne sømænd og mig. Jeg lærte at alt jeg troede jeg var, det kunne ikke bruges. Jeg skulle indordne mig efter spillereglerne. Jeg lærte det der med at komme ind et nyt sted, finde ud af hvad der foregår og hvordan man agerer – og så indrette mig efter det. Det har jeg haft stor gavn af hele mit liv. Jeg fik en relativt god uddannelse der kan bruges på mange måder, dog ikke fagligt”.
“Jeg kom hjem, arbejdede på et lager, og så flyttede jeg i et slags kollektiv i Aarhus. De fleste af dem der boede i huset gik på Handelshøjskolen, så det meldte jeg mig også ind på. Jeg startede på HA. Der var lørdagsprøver. Hver lørdag havde vi prøver, og bestod man ikke et antal, så dumpede man. Det var hårdt, men man lærte da at gå til eksamen. Jeg havde det lidt svært når det blev for matematisk. Men jeg bestod, hvilket jeg var meget overrasket over. Derfra havde jeg ingen problemer. Så jeg fik en HA med ganske okay karakter”, fortæller han.
Fra lastbiler til IT
“Så kunne man læse videre til Cand. Merc.. Det valgte jeg ikke at gøre. Jeg fik et job i Aalborg i lastbilbranchen. Et lille firma, det var mit første job som marketingassistent. Der var jeg i halvandet år. Jeg lærte meget om at begå mig, også i forhandlerkredse. Jeg lærte også meget af det reklamebureau vi brugte. Aalborg var et skidt sted at havne hvis man ville administration. Så jeg flyttede hele vejen ned til Aabenraa, hvor jeg var marketingschef, men i virkeligheden var jeg direktørens assistent. Det var et rigtig godt job. At komme fra Fiat med en lille krejlerforretning til Volvo der var indbegrebet af professionalisme lærte jeg meget ved”, fortæller Peder.
“På den lange bane ville jeg gerne have direktørens job, men det var jo lidt vanskeligt. Men det var fint hvis jeg søgte væk før eller siden. Jeg endte med at søge nordpå, fik et job hos et reklamebureau i Vejle. Jeg synes måske at reklamebranchen er lidt op og ned, man er meget afhængig af få kunder. Det er en svær branche. Min nabo havde en mikrocomputer her helt tilbage i 70’erne. Han arbejdede med bogføring for de lokale virksomheder, men hans maskine duede ikke, så den skulle sælges. Jeg havde en kunde i Sønderborg der gerne ville have sådan en, så naboen og jeg kørte derned og fik den solgt. På vejen hjem blev vi enige om, at vi skulle starte et firma med det”, forklarer Hvejsel og fortsætter:
“Det blev resultatet. Ikke lige med det samme, men det skete. Vi startede Dansk Totalinformation, vi fik lavet en plan og fik taget lån. Det var lidt svært, så vi var nødt til at finde en med penge der ville kautionere. Vi fandt en der gik ind som sleeping partner, og garanterede for at vi kunne låne penge. Der skete meget i den periode. Der var nogle andre der lavede IT for autobranchen, nogle brød ud derfra og ville gerne starte. Men vi gik sammen og fik to mere med, så vi på den måde blev fire ejere”
“Jeg vil sige til alle der er iværksættere: Et firma der består af fire personer der gerne vil vækste og sælge er ikke verdens bedste firma. Det der med struktur og administration finder vi ud af en dag vi har tid. Det lærte jeg så den dag vi var nede i banken og jeg ikke kunne svare på spørgsmål. Det fik vi hen ad vejen styr på – og siden har jeg nok været modsat. Jeg går ikke ind i noget jeg ikke har styr på”, supplerer han.
“Vi vækstede ret meget. Vi havde en del ansatte. Vi havde lavet et system til ejendomsmæglerbranchen. Der kom en lov der gjorde, at EDB for alvor blev relevant for ejendomsmæglerne. Vi solgte rigtig godt. Det var en god forretning. Vi brugte så mange penge på at lave mange forskellige systemer, blandt andet til nicher. Vi var ikke alt for fornuftige. Vi ville bare være større for enhver pris. Vi fik et norsk firma ind der købte 25%, men det var der ingen idé i. Det ville vi gerne ud, men det var ikke så nemt, for så skulle vi i banken. På det tidspunkt var EDB-branchen næsten blacklistet, fordi store firmaer gik ned. Men revisoren fik den idé, at vil skulle dele firmaet op efter interesser. Det gjorde vi så, og det lykkedes”, fortæller Peder.
“Her kom Mads Lund, en tidligere både ven og fjende, med”, siger Peder og fortsætter:
“Han havde så lavet et tekstbehandlingssystem til sig selv, som vi begyndte at sælge. Det var det første danske tekstbehandlingssystem da PC’en kom. Mads blev så partner med mig indtil ’96. Det endte med at vi også blev politiske kollegaer og fjender. Men på en eller anden måde har vi forbundet livsskibene. Vi mødes et par gange om året og snakker om løst og fast”.
“Vi har haft et liv sammen på godt og ondt. Mest drevet af den store respekt for hvad hinanden kan. Så har vi klaret alle de slagsmål der har været. Det synes jeg er fantastisk, at vi ikke hader hinanden. Skal man slutte den del af det, så det med at jeg mødes både med grundskolen, gymnasiekammeraterne, søværnet og andre. Jeg har været god til at holde relationerne baglæns. Det er mange misundelige over. Det giver en stor værdi nu”, supplerer han.
“Den karriere med Mads sluttede i 1996, hvor jeg blev direktør i CBC. Vi blev overhalet af Microsoft. De forhandlere vi havde solgt til havde lavet en indkøbsforening, som jeg tidligere havde sagt nej til at være direktør for, men nu var det den rigtige tid. Det skulle kun vare et par år, men det blev til 23 år”, lyder det med et lille grin fra Hvejsel.
Læs også: Stort fremmøde til Hvejsels reception
“Så har jeg brugt en del tid på at hjælpe iværksættere, og nu er jeg med i nogle bestyrelser og advisory boards. Så det der med iværksætteri, det var jeg selv – og det ligger mig nært. Det med at være selvstændig ligger nok i generne”, fortsætter han.
Hvad går tiden så med nu – udover at hjælpe iværksættere?
“Jeg laver ikke så meget som jeg gjorde før i tiden, men vi har otte børnebørn, så der kan man altid hjælpe til. Men så laver jeg noget af det jeg ikke gad. Jeg bygger og renoverer lidt – selv haven går jeg også i, selvom jeg ikke synes det er sjovt. Dengang jeg gik på pension blev jeg spurgt hvad jeg så skulle lave – og det handler om iværksætteri. Den helt store forskel på at være på pension og være ansat er, at her bestemmer jeg selv. Jeg har ikke dagligt driftsansvar. Det er ikke mig der skal eksekvere når det er slut”, svarer Peder og fortsætter:
“Politik har jeg så valgt ikke at være aktiv i mere, udover at være dirigent på generalforsamlingen. Jeg mener at gamle politikere der er gået af, de bør holde deres mund. Jeg kan have mange meninger, men jeg har lovet mig selv, at jeg ikke vil være en sur gammel mand. Jeg kan somme tider tænke, at jeg burde skrive et læserbrev, men jeg har lovet mig selv at jeg lader være. Men udover Mads jeg mødes med, så er vi et par stykker andre. Det har ikke noget med politik at gøre. Vi spiser en frokost og snakker lidt. Men det kommer ikke udenfor frokosten”.
Har du et råd til unge der måske sidder med en drøm om både iværksætteri og politik? Det er vel svært at forene?
“Man skal gøre sig klart, at det taget tid. Jeg havde to karriere der kørte parallelt. Så jeg måtte være politiker på en bestemt måde. Jeg kunne ikke være detaljepolitikker, det havde jeg ikke tid til. Jeg måtte være generalist og på det mere overordnede niveau. Det er også tanken med systemet, men i kommunalpolitik findes begge typer. Jeg var ikke med i detailbeslutningerne, for der stolede jeg på embedsmændende. Men jeg var med når der skulle træffes politiske beslutninger og politisk forhandling”, svarer han og fortsætter:
“Man kan godt håndtere begge dele, men man skal have en familie der synes det er en god idé. Jeg siger altid til nye kandidater der spørger, at de skal finde ud af det med deres partner. Man knokler hele dagen på arbejde, så møder – inden man er sent hjemme og skal svare på mails. Der duer det ikke at man får vrøvl derhjemme. Man skal være sikker på at have opbakning hjemmefra. Man er også nødt til selv ikke at blande sig i det der bliver besluttet hjemme, for man var der ikke. Indflydelsen på den familiære dagligdag bliver mindre. Det er noget der vender indad. Men det kan sagtens praktiseres”.
“Jeg havde fra starten sagt, at jeg ikke ville være økonomisk afhængig af politik – for så kunne man aldrig helt sige sig fri for at vælge det populære frem for det rigtige for at blive genvalgt. Det ville jeg ikke stå med. Jeg har været med i en tid hvor vi traf beslutninger der bestemt ikke var populære. Men dem er jeg glad for. Havde vi ikke truffet de beslutninger, så havde byen set helt anderledes ud i dag”, supplerer han.
“Det kniber i dag for alle partier at få kandidater, så jeg vil gerne opfordre andre til at stille op. Det er utroligt spændende. Jeg har fået så meget ud af det. Jeg har fået venner, der mødes bredt på tværs at politiske holdninger. Vi var ikke drevet af snæversynethed. Derfor synes jeg politik er spændende. Jeg vil gerne opfordre unge – og gerne unge iværksættere. For vi mangler den målgruppe”, lyder det afslutningsvist fra Peder Hvejsel.
Du kan læse mere om Peder Hvejsels politiske karriere i dette portræt lavet i forbindelse med regionsrådsvalget i 2017:
