Han har spillet for FC Fredericias førstehold, men i dag bor han i Kolding, hvor spiller hyggefodbold med blandt andet den tidligere FC’er Jes Bakke. Han besidder et job som filialdirektør i Sydbank Fredericia, der snart flytter ind i et nyt domicil i Kanalbyen. Ugens Kurt er Lars Jensen.
Det er en travl tid inden jul. Både stort og småt skal på plads inden julefreden kan sænke sig, men det lykkedes os at finde et tidspunkt, der passede Lars og mig.
Lars havde allerede sat sig til rette i “sofahjørnet” med en sort kaffe, da jeg ankom til Kurt’s Kaffebar. Efter at have talt om løst og fast gik vi igang med interviewet, hvor vi startede med at få fakta på plads om Lars.
Vi har at gøre med en filialdirektør for Sydbank Fredericia, der er 42 år, og han bor i Kolding med sin kone og datter på syv år. Han er født på Haderslev Sygehus og boede i Gram hele sin barndom.
Skolegangen var på Gram Skole, hvor der både var noget faglig og personlig udvikling for Lars – akkurat som tilfældet er i dag. Lars havde ikke noget mod at bo på landet, selvom det den dag i dag kan lyde som noget nogen unge ville udtrykke som ‘nederen’.
“Jeg følte mig ikke ude på landet, da jeg ikke havde prøvet andet. Jeg var glad for at bo der, og alle kender alle så på den måde var det fint,” siger Lars.
Hvad lavede man dengang som ung?
“Alt hvad jeg kunne nærmest. Jeg spillede fodbold, håndbold, tennis, badminton og fiskede. Jeg lavede alt muligt,” siger Lars med et smil og fortæller, at fodbold og håndbold fyldte mest:
“Jeg var kommet på både regions- og ungdomslandsholdet i håndbold som ynglingespiller, men på fodboldholdet fik jeg at vide, at jeg skulle vælge én sportsgren og jeg valgte fodbold,” siger Lars og begrunder hvorfor han valgte som han gjorde:
“Det var nok drømmen om at leve af sporten. Dengang var der ikke så mange penge i håndbolden, så fodbold var det oplagte,” siger han.
Efter endt Folkeskole begyndte et nyt kapitel i Lars’ liv. Skolegangen fortsatte på Vojens Gymnastik- & Idrætsefterskole, og så tog han på Handelsskolen i Ribe, hvor der ventede en bustur på 20 kilometer hver vej.
“Det var fint nok, det var en vanesag,” siger Lars, da spørgsmålet går på om det ikke var en lang bustur.
“I Ribe er der både Gymnasie og Handelsskolen. Få valgte at tage turen til Haderslev, men langt de fleste tog til Ribe,” fortsætter han.
Lars nød tiden på Handelsskolen, men det var lidt af en tilfældighed han havnede i den erhvervsmæssige branche, hvor han stadig er i dag.
“Jeg spillede fodbold i Haderslev på det tidspunkt, hvor en af de andre spilleres fædre, som var bankdirektør, spurgte om jeg ville arbejde i banken efter Handelsskolen. Jeg tog til Aabenraa for at tale med ham, og så gik det stærkt,” siger Lars, der blev ansat i Arbejdernes Landsbank:
“Jeg var der i to år, og efterfølgende skulle jeg have overstået min værnepligt,” siger Lars.
Hvordan var det at blive pisket rundt inde hos militæret?
“Dengang var det sku ikke så sjovt, men når jeg ser tilbage på det i dag er det kun de sjove ting jeg kan huske, så det var en fed tid,” siger Lars og kommer ind på, hvad han lavede efter overstået værnepligt:
“Jeg kom tilbage til banken og flyttede så til Vejen, hvor jeg boede fra 2000 og frem til 2009, hvor jeg flyttede til Grønland med min kone,” siger han.
Hvorfor Grønland?
“Det var en drøm fra jeg lille, hvor jeg gik i fiskeklub og havde set lysbilleder fra fiskeriet på Grønland. Siden da har jeg har haft en drøm om at komme derop og fiske, så min kone og jeg solgte huset og flyttede derop,” siger Lars, der på Grønland blev erhvervsrådgiver i BankNordik i Nuuk.
Hvordan var det at være deroppe?
“Det var en fed tid med store oplevelser. Det er et fantastisk land med alt hvad det indebærer. Jeg gik på jagt deroppe. Herhjemme har jeg ikke jagttegn, men deroppe kostede det kun en 50’er, så jeg har skudt snehare, rensdyr osv.,” fortæller Lars og kommer ind på de arbejdsmæssige forskellige på Danmark og Grønland:
“De gik ikke så stærkt med tingene deroppe så det måtte jeg vænne mig til,” siger han med et smil.
I alt blev det til tre år på Grønland, og derefter gik turen hjem til Danmark.
“Jeg trængte til at komme hjem. De store oplevelser blev pludselig hverdag og så kunne jeg mærke jobbet ikke fyldte nok. Så jeg havde brug for at komme hjem,” siger Lars og kommer ind på, hvad han begyndte på i Danmark:
“Jeg fortsatte hos BankNordik, hvor vi oprettede et centralt erhvervscenter for Jylland og Fyn i Kolding. Det skete i januar 2012, og der var jeg frem til efteråret 2015, hvor vi blev sat til salg, da man kun ville have private kunder,” siger Lars.
Lars og Sydbank Fredericia
Stoppet i BankNordik blev startskuddet til det vi kender Lars som i dag, nemlig filialdirektør i Sydbank Fredericia, hvor han startede d. 1. april 2016 og det var en gnidningsfri overgang til en ny by.
“Det var ikke så svært som jeg kunne frygte. Jeg har spillet fodbold her, og jeg kendte flere end jeg troede og blev derfor taget godt imod. Det var imponerende efter 20 år at komme ud på stadion, hvor nogen kunne genkende mig og sagde: Hej Lars.,” siger Lars og kommer ind på hvordan det var starte i Sydbanks Fredericia-afdeling:
“Det var spændende. Jeg kunne komme med mine egne idéer, så det kan sammenlignes med at starte noget nyt op. Jeg havde idéer om hvad jeg ville med Sydbank, så pludselig stod jeg i spidsen for et nyt hold og fører an,” siger han.
Har noget overrasket dig?
“Jeg er overrasket over hvor meget byen har at byde på. Da jeg spillede fodbold så jeg ikke meget til byen, da jeg bare jeg trænede, spillede kamp og tog hjem, men der sker rigtig meget her,” siger Lars, der om et par måneder starter et nyt kapitel med Sydbank, når de flytter ind i Port House i Kanalbyen:
“Vi glæder os rigtig meget, og det er noget vi har ventet længe på. Vi kiggede i lang tid på andre lokaler, men vi fandt ikke det optimale før Port House, hvor vi kommer ned i noget helt nyt,” siger Lars og kommer ind på, hvorfor Sydbank flytter:
“Vi har ikke brug for at ligge i gågaden, da vi er en rådgivningsbank. Vi skal være nemmere at at komme til, når folk skal hæve penge og vi skal have bedre p-forhold. Vores indgang fra Prinsessegade er ikke optimal for biler,” siger Lars, som man kan fornemme virkelig glæder sig:
“Det bliver som at komme ind på et nyt stadion som fodboldspiller. Der ved man hvor meget omgivelserne betyder, og det bliver virkelig i orden i det nye vi får,” siger Lars.
Blev fodboldmålmand ved en tilfældighed
Lars har som nævnt en fodboldkarriere på divisionsplan bag sig, men hvordan startede det hele? Det spørgsmål stillede jeg ham.
“Jeg spillede i Gram på vores b-rækkehold og stod ved en tilfældighed på mål i en kamp. Træneren ville melde mig til udtagelse på regionsholdet, men det var på betingelsen af, at jeg var målmand og det gjorde jeg så. Jeg kom på holdet og videre til det jyske hold, og så kom jeg på Mesterrækkeholdet, da jeg gik på efterskole. På efterskolen spillede vi træningskamp mod Kolding, der blandt andet havde Jes Bekke og Hans Jørgen Haysen på holdet, og jeg kom efterfølgende til prøvetræning hos dem. I det første år hos dem spillede vi i 1. division, og i det andet år spillede vi Elitedivision,” siger Lars, der efter de afsluttende ungdomsår i Kolding drog videre i karrieren:
“Jeg var i Vejle ganske kort, mens Erik Boye og Thomas Sørensen var der, og så tog jeg til Haderslev et års tid og kom til Fredericia i 1998-99 sæsonen,” siger Lars og kommer ind på, hvordan det kom i stand med FC Fredericia:
“Jeg blev ringet op af Stig Pedersen, og så sad vi i mine forælderes udstue og underskrev kontrakten i Gram,” husker Lars, der kom til at spille under de ydmyge forhold på Baldersvej på det nu nedrevne stadion.
“Det var sådan det var dengang, hvor vi lå i 2. division. Man kan se både stadion og niveauet er højnet siden,” siger Lars med et smil.
Da Lars spillede i FC Fredericia var det med spillere som Lars Holm Jensen og Søren von Essen på holdet, men det blev kun til en enkelt sæson i det fredericianske.
“Jeg blev sat af og blev kontaktet af Haderslev, så jeg tog derned igen og var et halvt år inden jeg skiftede til Vejen, der var rykket op i 2. division og så var det egentlig det med mit fodbold. Jeg havde ikke tid til at spille på det niveau mere,” siger Lars.
Selvom alderen nu siger 42 år, så har Lars dog ikke sluppet fodbolden helt.
“Jeg spiller hyggebold i Serie 4 med blandt andet Hans Jørgen Haysen, Jes Bakke og flere af de gamle Kolding-drenge,” siger Lars.
En fremtid i Fredericia?
Lars bed ikke rigtig mærke i Fredericia som by, da han spillede i FC Fredericia og fra 1999 og frem til 1. april 2016, hvor han blev ansat i Sydbank, har han ikke haft noget med byen at gøre. Derfor har han ikke mærket udviklingen fra industri til en moderne by på tætteste hold.
“Men på bare de små fire år jeg har haft i byen er der sket ekstremt meget med udviklingen. Det er både med alt det i Kanalbyen og det i Taulov med nye virksomheder, der kommer til, Det er fantastisk hvad der er sket,” siger Lars.
Kunne du finde på at flytte til Fredericia?
“Ja, det tænker jeg. Det ligger godt ud til vandet, men jeg har et dejligt hus i Kolding. På sigt kan det være en mulighed,” siger han.
Fodbold er en af Lars’ store passioner, men når støvlerne ikke er snørret på grønsværen har han andre interesser.
“Min familie betyder meget for mig, og så følger jeg med i min datters udvikling. Det er vigtigt at have en god base derhjemme, og det føler jeg, at jeg har. Derudover spiller jeg en del golf og løber meget for at holde mig igang i vinterperioden, hvor der ikke er fodbold og golf på programmet,” siger Lars.
Lars har drukket sin kaffe færdig, og med julen forude skal vi begge nå andre ærinder, men på falderebet fortæller Lars hvordan han ser på fremtiden.
“Forhåbentligt er den lys,” griner han og slår over i den seriøse tone: “Indtil videre glæder jeg mig til at sætte mig i rammerne i vores nye arena på havnen og fortsætte den udvikling vi har i Sydbank,” slutter Ugens Kurt, Lars Jensen.