Ugens Kurt har de senere år vundet et hav af priser, senest som årets tema ejerleder i regionen. Den 1. november kunne han fejre 20 års jubilæum, som stifter af det rådgivende ingeniørfirma Process Engineering. Ugens Kurt elsker naturen, men også kulturen. Ugens Kurt er Poul Bernstorff Jakobsen.
Poul B. Jakobsen er født den sidste dag i 1963 på Sct. Josef i Fredericia. En ægte fæstningsfødt, sund og rask dreng, der voksede op ved Bredstruplund lige over for den berømte Restaurant Taverna. Poul B. Jakobsen var den tredje i rækken af en søskendeflok på fire.
“Det var en dejlig tryg og god barndom. Min far var smed, og i den forbindelse også selvstændig i en periode, imens min mor gik hjemme. Det var godt. Der er heller ingen tvivl om, at det var her, vi lærte at arbejde. Man kan næsten sige, at vi blev født til arbejde,” siger Poul med et smil og fortsætter:
“Samfundet var domineret af de store fabrikker, særligt rørfabrikkerne, raffinaderiet, Superfos og så videre,” indleder Poul og fortæller videre om de første år af livet:
“Vi var virkelig mange børn i området. Det var et lækkert naturområde, hvor man kunne finde noget at lave fra morgen til aften. I dag kender man også alle fra dengang. Faktisk så godt, at jeg stadig kan fortælle, hvilken klasse de forskellige gik i og de også om mig. Vi spillede fodbold hver eneste aften, det var livet. Skolen var skolen. Matematikken var favoritten, dansk var det modsatte. I 7. klasse skiftede vi landsbyskolen ud i Pjedsted med en overbygning i Fredericia. Jeg kom på Købmagergade Skole. Det var noget andet, men vi kendte jo mange – og jeg gik i skole med mange af børn fra Trelde, som vi var vant til at konkurrere med på fodboldbanen. Der var naturligvis også Fredericia KFUM og Fredericia fF, men de store kampe var mellem PIF (BPI)og TGI, og nu gik vi i skole sammen – det var sjovt.”
Fra skoletiden husker Poul sin dansklærer på Bredstrup Pjedsted fællesskole. Han var god, og selvom Pouls niveau nok var lavere end gennemsnittet knoklede han på, men endte aldrig den høje ende i sprog.
“Jeg var dog ikke vild med at gå i skole. Det var sjovere at have fri. Jeg tog 10’ende klasse med og kom efterfølgende i lære på Superfos som maskinarbejder. Jeg havde allerede dengang en klar motivation for at læse videre. Jeg læste f.eks. matematik på HF-niveau på aftensskole. Det var adgangsbilletten til at læse videre senere hen i livet,” fortæller Poul og drikker af sin kaffe på Kurt’s Kaffebar.
Poul B. Jakobsen husker læretiden som god, spændende og livsudviklende.
“At komme i lære som 17-årig i 80ernes Fredericia var fedt, og endda på en super arbejdsplads. Jeg fik lært mange maskinelementer, men fik måske ikke så meget maskintid, som nogle af lærlingene efterspurgte, men det gjorde ikke noget skidt for mig, for jeg havde meget drejebænks timer hos min far. Så jeg var lykkelig for at lære så mange forskellige komponenter at kende, Vi skulle samtidig svejse og meget andet, så det var bare at suge viden til sig. Jeg havde hele tiden i baghovedet, at jeg ville læse videre,” siger Poul.
Poul B. Jakobsen flyttede ind i en lejlighed i Oldenborggade, tæt på værthusets, Drop In. Han sad i Dansk Metals lærlingebestyrelse, og med hele 18 lærlinge på Superfos, var det i det hele taget en spændende tid at være lærling i.
“Vi havde det godt, vi var vel nærmest en ungdomsklub, så det var sjovt. Fredericia var en fantastisk by at bo i. Jeg synes jo, at Fredericia er verdens navle, og tiden på Superfos fløj af sted. Jeg lærte også mange mennesker at kende. Der var vel 7-800 mennesker, der arbejdede på fabrikken, og når man gik en tur en lørdag formiddag gennem byen skulle man hilse til højre og venstre, et par meter – og så havde man hilst på de første 10. Jeg ved også, at mange af de gamle kolleger mødes på Klods Hans hvert år for at hilse og mindes tiden,” fortæller Poul.
I 1982 møder Poul sin hustru, da de tog kørekort sammen. “Hun gik i gymnasiet, så jeg nåede også med til mange SERMO-fester. Da vi var færdige med skole og læretid, rejste vi til Sjælland. Jeg søgte ind i Odense og København, og hun søgte også. Hun ville være pædagog, og der var masser af arbejde til hende, så vi valgte København. For mit vedkommende var det hårdt at komme på skolebænken, ikke, at jeg ikke nød det, for det gjorde jeg, men lærlingetiden og det at vide, hvad man kunne tjene kontra en SU, gjorde, at jeg var meget målrettet. Studiet i København blev også hurtigt et udskillelsesforløb. Der var ingen tvivl om, at studenterne, der pludselig fik SU ikke havde så travlt,” lyder det fra Poul, som fortæller, at de efter studierne rykkede til endnu en by med vand.
“Sorø faldt valget på. Jeg fik faktisk en samtale på Superfos, men jeg valgte en sengefabrik på Vestsjælland. Jeg skulle være med til at designe 90ernes sengesystem. Jeg fandt imidlertid hurtigt ud af, at jeg skulle noget andet. Jeg var først i Borup, inden jeg arbejdede fire år hos APV i København. Det var gode år. Vi havde valgt Sorø, fordi det var en by med sø og skov. I dag har vi faktisk også kontor i Sorø. Men rejsen mellem Sorø og København var for lang. Jeg så næsten aldrig vores hus i dagslys og vi havde fået vores børn, så vi rykkede retur til Fredericia, hvor jeg fik job hos UNION,” siger Poul og fortsætter:
“Det første år boede vi i Kildeskoven, vi skulle have solgt huset i Sorø først, og så endte vi på Mågevej, hvor vi også bor i dag, ja, nu har vi bygget om mange gange, men vi er glade for huset.”
Efter en periode hos UNION kastede Poul og en kompagnon sig ud på den tynde is som selvstændige. Det blev et eventyr, men det krævede mange timer, hårdt arbejde og en stor portion målrettethed.
“Jeg var først tre måneder et andet sted, hvor jeg skulle købe mig ind, men det var for meget værkføre arbejde til mig og for lidt ingeniør. Så var det ellers bare i gang. Dengang kunne man få 20 timers rådgivning, der var ikke iværksætterydelser eller noget. Jeg havde ikke sparet noget op, så kronerne skulle ind. Vi havde et møde med Revisor Ole Larsen fra Deloitte, hvor han gav os noget rådgivning, et møde med Advokat Erling Christensen, og så brugte vi resten af tiden på markedsføring hos en lokal ekspert. En kammerat fik styr på Excel og posteringer, det sad vi med om aftenen, og så var bankerne tilfredse,” fortæller Poul og uddyber om eventyret:
“Vi fik strikket en brochure sammen, lejede os ind hos TVIS på Tonne Kjærsvej til en god husleje. Det var i øvrigt et dejligt sted at være, når man var så få som os, var det vigtigt at kunne møde andre. Det var i 1999. Kunderne væltede ikke ind, de troede nok ikke rigtigt på os endnu. Jeg rejste til Irland og Rusland, hvor der var ingeniørarbejde. Det blev til 28 uger, og jeg fik faktureret de uger, derfor overlevede vi. Da jeg kom tilbage til kontoret, begyndte telefonen at ringe. I 2001 ansatte vi de første medarbejdere. Det var specielt, for nu fik vi ansvar for folk, som kom og fik deres løn hos os. Ansvaret voksede i takt med, at vi blev flere. Vi skulle hele tiden sørge for, at der var noget at lave, ellers måtte vi sige farvel til folk. I dag har flere været med i over 15 år.”
Du endte med at rejse meget igen i starten, hvad sagde familien til det?
“Det var absolut heller ikke intentionen at rejse. Jeg havde skiftet job for at undgå for mange rejseaktiviteter, men der var en anden forståelse hjemme for rejseriet. Nu rejste vi for os selv, hvis du forstår. Men jeg endte heldigvis med at kunne rejse mindre. Vi havde også to salgsbesøg her i byen, som jeg husker. Et på Kemira (Superfos) og et på Shell Raffinaderiet. De lyttede til os, men jeg tror, at vi blev vejet for lette. De var vant til meget større rådgivere, men med tiden fik vi hul, også til de større systemhuse samt Danisco i Grindsted og UNION blev gode kunder for os,” siger Poul.
I har formået at vækste forretningen, selv i svære tider for branchen, hvordan det?
“Vi er en nichevirksomhed, og ikke som andre store rådgivningsfirmaer, hvilket har gjort, at der var en plads på markedet til os. Vi har f.eks. arbejdet med procesanlæg i bygninger, hvor vi tager ansvaret og følger projekterne til dørs. Vi køber ind på vores kundernes vegne til værkstedspriser. Slutkunden tjener med andre ord på at bruge os. Det gav værdi og kunder. Vi havde også et AHA-møde med Kemira, hvor den tekniskechef ikke var så interesseret i vores priser, men derimod vores timeforbrug og om vi kunne løse opgaven. Timeprisen er ligegyldig, hvis vi f.eks. brugte dobbelt så mange timer som andre,” fortæller Poul og taler videre om sin rolle i dag.
“Jeg havde ikke regnet med, at jeg skulle være en sælger og leder på den måde. Jeg er mere en tekniker. At være sælger kan virke som en degradering, ikke ondt ment, men for mig, der elsker teknikken er det ikke naturligt, men sådan er det endt.”
Process Engineering modtog sin første pris, da Business Fredericia kunne kåre dem som årets virksomhed i Fredericia, og siden er det gået stærkt.
“Det er sjovt at modtage priser og anerkendelse. Vi har hentet fem Gazellepriser og en række andre. Men det er dagligdagen, der er vigtigst. Vi arbejder nu frem mod at være 300 mand. 200 i Danmark og 100 i udlandet, og på den rejse har vi inddraget medarbejdertilfredsheden som et parameter. Vi er gået meget frem i Great Place To Works årlige undersøgelser,” fortæller Poul.
Hvordan måles tilfredsheden?
“Der er 57 spørgsmål, og vi bruger dem aktivt til at finde ud af, hvor vi skal sætte ind, og læse, hvad der skal forbedres. Det har en stor værdi for os, og vi kan se, at vi rykker os år for år. Vi ansatte også i sin tid en HR-ansvarlig, da vi ikke var så mange. Hun skulle sørge for, at der var olie på maskinen og alle var tilfredse, samt bremse mig, inden jeg gjorde noget vanvittigt. Jeg har også en god sparring hjemmefra, hvor min hustru har stor erfaring som pædagog, og sidenhen har læst til Sociolog, og nu er ved at lave en ph.d.”
Poul, du er også aktiv i kunstens verden, hvordan er du endt der?
“Min hustru. Hun kom fra et hjem, der ville kunsten. De besøgte teateret, og de gik til udstillingerne. Jeg synes, at kunst er spændende. Det er en anden verden. Det er en anden oplevelse. Film skal ses i biografen, det er et godt motto. Teater er også direkte og meget autentisk. Jeg var faktisk selv kreativ i de unge år, og jeg var også i praktik som filmoperatør. Jeg ville gerne have dyrket skuespillet mere, men det var ikke muligt. Jeg spillede faktisk Klods Hans i 6.klasse, og dengang stod alle op og klappede,” fortæller Poul, der i dag er formand for Fredericia Kunstforening.
“Vi var medlemmer af Fredericia Kunstforening, og det var virksomheden også. Den daværende Formand, Preben Andersen ønskede, at der kom flere mænd med i bestyrelsen, og så sagde jeg ja. Jeg var menigt bestyrelsesmedlem i nogle år, inden jeg blev formand. I dag er vi 430 medlemmer, og målet er 500,” siger Poul og fortsætter:
“I foreningen har vi besluttet, at vi ikke udstiller lokale kunstnere, men derimod trækker kunstnere til fra andre byer. Fredericia har ikke et kunstmuseum, og det skal vi nødvendigvis heller ikke have, der er Vejle og Kolding og mange andre, måske en kunsthal i Kanalbyen kan blive en mulighed, men nu ser vi. Vi har valgt at sige, at vi trækker kunstnere til udefra, for at vise noget af det, man ser i andre byer. Det er gået godt, og vores ferniseringer er fyldt med kunstinteresserede mennesker. Det er fedt.”
Har du en favoritkunstner?
“Galschiøt!, siger Poul og uddyber:
“Jens Galschiøt er noget særligt. En af mine favoritter. Vi var faktisk også omkring ham, da Guldkalven på Rådhuspladsen blev købt. Det krævede nogle beregninger, som vi så på. Det var spændende. Vi lånte også senere noget af hans kunst og opsatte det ved vores domicil ved motorvejen, og alle medarbejdere har også været på besøg i hans værksted i Odense til kunst, rødvin og sandwich. Det er inspirerende at møde og samarbejde med kunstnere.”
Hvad siger kunstnerne om at udstille i Fredericia?
“Det kan de godt lide, mange roser byen, og fortæller godt om Fredericia Kunstforening. Med kunsternes egne ord foregår det, vi laver på et højt niveau, hvilket er godt at vide. Leif Sylvester sagde også en gang: “Hold da op – det kan I sgu. Så mange mennesker, så stærkt et setup. Det kan man ikke i København.” Der var også sort af mennesker til Leif Sylvesters udstilling, det samme, da Erik Clausen gæstede os.”
Hvis du skal se på fremtiden, hvad ser du så?
“Altså i kunstforeningen skal vi være 500 medlemmer, som sagt, men i virksomheden – det må tiden vise. Jeg er ung endnu, jeg kan have 20 år mere der, og når du spørger, hvem der skal arve, så ved jeg det ikke endnu, ingen af mine børn er gået denne vej, men måske børnebørn, men lige nu passer det mig meget godt, at jeg knokler på samtidig med, at der kan blive plads til mere teater og mere kunst,” siger Poul.
Der er gået en time og vi skal lige vende Fredericia – set med Pouls øjne.
“Der er sket meget, siden jeg blev født den sidste dag i 1963, men faktisk er det gået stærkest de sidste syv – 10 år. Det Bruunske Pakhus, Fredericia Teater, sporten – ja det hele har været med til at løfte byen. Søren Møller har gjort det fremragende i forhold til byens image, så selvom regnskabet ikke er godt, så har han skabt en værdi, der er meget mere værd, dermed ikke sagt, at Fredericia Teater skal have en blancocheck. Fredericia er også en by, hvor man kan dyrke alle sportsgrene. Vi har mange haller, baner, golf, vand og et af Danmarks største idrætscentre. Vi er priviligerede. Mere end vi aner!” slutter denne Ugens Kurt, Poul Bernstorff Jacobsen fra Bredstruplund.
