Ugens Kurt er født i 1975 til lyden af klokkerne fra Sct. Michaelis Kirke. Hun voksede op i Nordbyen, hvor cykelture med familien og det at hjælpe til og give igen til samfundet blev vejen. Ugens Kurt ville være flymekaniker, men sådan gik det ikke. Ugens Kurt er Lise Villefrance.
Lise Villefrance er vaskeægte fredericianer, sådan indledes samtalen i denne Ugens Kurt, hvor også kulturredaktør Thomas Lægaard drikker kaffe med os. To kopper sort kaffe og en med mælk bestilles, den med mælk er naturligvis den bløde kulturmands lod.
Når vi på redaktionsmøderne vælger Ugens Kurt, har vi flere overvejelser, og budene er mange, for der er faktisk mange fredericianere, som gør en forskel for mange dag efter dag. Kulturredaktøren interviewede Lise i forbindelse med en artikel om vanegymnastik, og han spottede hurtigt fæstningsblodet i hendes åre og ikke mindst; en lyst til at gøre noget for andre, som vi gerne ville høre mere om.
Men nu til dagens hovedperson, Lise. Lise vokser op i et dejligt, roligt og imødekommende barndomshjem i Solparken på Anchersvej, hvor hun sammen med bror og forældre bor.
“Det var virkelig godt. Fra de helt små år husker jeg tydeligt, at vi skulle samle hundelorte op, og så var der røde pølser, som bonus bagefter. Ellers handlede det om at skaffe penge til Nordbohuset,” fortæller Lise og fortsætter:
“Jeg gik i Røde Kors Børnehave – lige over for Skansevejens Skole, der senere var min base fra 0-6.klasse. Faktisk startede min skoletid halv/halv, forstået på den måde, at vi blev fulgt over til skolen, og var der halvdelen af tiden, og den anden halvdel i børnehaven, på den måde blev vi sluset ind.”
7-9. klasse tog Lise på Fredericia Realskole, inden hun var tilbage på Skansevejens Skole i 10.klasse.
“Jeg havde en fin skoletid. Jeg kunne godt lide skolen, men frikvarterne kunne være svære for mig, da jeg ikke ville de intriger, der kunne opstå. Jeg gik nok lidt imellem alle. Jeg ville, at jeg skulle være venner med alle og sørge for, at alle havde det godt.”
Lise drikker lidt af sin kaffe og fortæller, at hun drømte om at blive flymekaniker – noget af et skifte i samtalen, som vi er nødt til at dykke ned i.
“Jamen jeg syntes, at fly var mega spændende, men jeg turde ikke flyve dem, så det måtte være mekaniker. Men sådan gik det ikke,” siger Lise og fortæller om 7-9.klassesårene.
“Det gik virkeligt stærkt, men ud over skolen, så startede jeg til roning i Fredericia Herreroklub, der havde startet en ungdomsafdeling. Vi var et par piger, der rykkede ind. Jeg husker, at folk grinede af det, fordi det var nyt, at piger trænede i herreroklubben, men dame-roklubben var ikke mig. Det gik okay, vi roede meget, og ville det gerne, men jeg var ikke i toppen. Jeg roede i fem år. Det var fantastisk. Jeg elskede det. Min bror spillede fodbold, og det var ikke mig. Jeg havde prøvet at sidde på alverdens græsplæner og glo på fodbold, og det var som sagt bare ikke mig.”
Fra drømmen om flymekaniker til en militærkarriere
“Jeg havde en skolepraktik, hvor jeg var i militæret. Først på Ryes Kaserne en uge, og så en uge på Flyvestation Aalborg og den sidste uge i en shippingforretning, så jeg kunne se om, jeg kunne regne”, griner Lise.
Hvad var det ved militæret, der interesserede dig?
“Naturen – og det at bruge sin krop. Det har jeg altid været vild med. Jeg er faktisk ligeglad om, der er regn, slud eller sne. Jeg elsker naturen. Da jeg var barn tog vi også på cykelferie om sommeren,” siger Lise og fortsætter:
“Jeg startede på jernsædet på min fars cykel. Vi cyklede rundt på Fyn, og jeg husker blandt andet Helnæs Campingplads, men også cykelferier på Sjælland, hvor vi tog færgen over Storebælt. Det var altid med sang og regnvejr. Vi har altid sunget meget, ikke godt, men meget. Jeg søgte ind til Søværnet, men blev overrasket over den engelskprøve, vi skulle tage. Det der søværnsengelsk var ikke mig, det var cooper-testen til gengæld – formen fejlede ikke noget.”
Efter 10’ende var jeg først på Idrætsdaghøjskolen i Fredericia, hvor jeg fik et diplom, og nød at røre mig.
Lise Villafrance startede på Fredericia Amtsgymnasiums HF, hvor der var kommet en sundhedslinje.
“Jeg valgte HF, fordi jeg ikke gad cykelturen til Handelsskolen,” siger Lisa og griner, inden hun fortsætter:
“Nej, jeg har altid fået bedst karakter, hvor jeg kunne tale med folk. Jeg gjorde et år færdig på HF, og så rejste jeg til Norge. Jeg var fyldt 18 år, og turen gik til Skien, hvor jeg passede trillinger. Jeg havde læst en avisartikel, hvor de søgte en au pair. Jeg havde kun passet en lille dreng tidligere, da jeg var 13 år, men ellers havde jeg ikke nogen referencer. Jeg blev faktisk lidt rodløs af at være i Norge. Jeg flyttede ikke hjem bagefter. Jeg flyttede sammen med en veninde.”
Ungdommens første fritidsjob bød på mange kendte arbejdssteder i Fredericia. Der var rengøringen på Gymnasiet, fritidsjobbet på Harlekin og senere jobbet som pølsekvinde i Axeltorvs Pølsevogn. En tid, som Lise mindes med et smil.
“Der var run på. Man nåede det hele, og det var sjovt. Jeg husker særligt, at det var fantastisk at arbejde i pølsevognen. Jeg havde også nattevagterne, hvor hele byen skulle have en hotdog for at stabilisere festlighederne. Jeg serverede faktisk hotdogs i min gallakjole efter lancier. Det var en fest. Jeg elskede det, men hadede lugten af friture,” siger Lise.
Du vendte retur til HF – kan du fortælle om det år?
“Det gik stærkt. Jeg havde ønsket at gøre HF færdigt, og det gjorde jeg så. Jeg havde ikke nogen planer bagefter, og jeg husker, at jeg sammen med en veninde lå på gulvet og læste i den store bog om, hvad man kunne blive. Jeg ville være lærer og hun ville være fysioterapeut. Det blev så lige omvendt,” fortæller Lise og uddyber:
“Vi søgte faktisk begge uddannelserne, hun endte som lærer og jeg som fysioterapeut, men i dag arbejder hun mere med motion og jeg mere med læring, så alligevel har vi krydset hinanden. Mit første job som fysioterapeut var på Strandkrogen på Hybyhus, hvor jeg passede en mand, der havde fået en hjerneskade. Jeg skulle lære ham en hverdag, og det endte også med et ti-turs-kort til Idræt i Dagtimerne og meget andet, der også blev et godt bekendtskab for mig.”
Lise Villefrance får i perioden også to drenge, som i dag er 16 og 14 år, og samtidig passes arbejdet på næste jobdestination; Fredericia Kurbad hvor hun også havde job i de helt unge år, som livredder i Svømmehalen.
“Det var sjovt, og jeg arbejdede godt sammen med de mennesker, jeg har kendt gennem mange år, bl.a. bademester Gitta,” siger Lise.
“Efter Kurcentret gik turen til de selvstændiges rækker, da jeg åbnede “Fysioteket”, hvor man kunne komme til mig og få noget viden, hjælp og træning. Jeg synes, at viden er vigtigt, og jeg har nørdet de mest åndssvage ting, og det fik jeg faktisk bygget en god forretning op på, fortæller Lise og fortæller om et mørkt kapitel i livet.”
Livet som selvstændig tog en drejning
“I 2008 kørte jeg galt, og fik et piskesmæld. Det gik ellers godt med at være selvstændig, men ulykken satte en stopper for den karriere. Det var svært for mig som fysioterapeut, fordi jeg på den ene side, vidste hvad det var, jeg mærkede, og jeg skulle finde mig selv igen. Det var kort sagt både godt og skidt. I dag bruger jeg denne oplevelse som viden, og jeg har det fint. Jeg arbejder 18 timer i dag, i stedet for alt for mange timer,” siger Lise.
Har du lært at passe på dig selv så?
“Nej,” siger Lise med et smil og fortsætter: “Men jeg har lært at acceptere, at min hverdag er anderledes nu. Jeg har ikke lært at gå passe på mine grænser, jeg buldrer af sted. Jeg opgav mit firma, og jeg havde timer hos kiropraktisk klinik og derfra fortsatte jeg arbejdet. Jeg havde dog en familie og nogle forældre, der virkelig støttede mig. Jeg gik hjemme og brugte firmaets penge. Da de var brugt op, søgte jeg en stilling på 37 timer, hvilket set i bagspejlet var urealistisk.”
Lise arbejdede på Jobcentre i Middelfart og Fredericia, startede på 37, 32 og 30 og endeligt de 18 timer.
“Det er en lang proces at finde ud af, hvad man kan og ikke kan. Det er også svært at arbejde i et Jobcenter, og være kunde i det. Alt er individuelt, hvorfor det gør det svært at få mennesker til at passe ind i nogle kasser, men jeg tror på, at man skal go with the flow og så finde sin egen vej, og helst have en med undervejs, der kan støtte og hjælpe en,” siger Lise og fortsætter:
“Jeg arbejdede senere i Fredericia Kommune, først i flexafdelingen, senere i Sund & Glad, og i den forbindelse opdagede jeg Idræt i Dagtimerne, der lå nedenunder, og så synergien i et fælles samarbejde. Vi tilbød tre ting, de tilbød 30, så jeg talte med lederen af IDD, Tony Brazil om et samarbejde, og herunder se menneskene i stedet for sygdommen. Det endte med et godt tiltag, hvor min chef og Tony sammen oprettede et spændende projekt. Det har været godt.”
Kan du sige lidt om projektet?
“Det eneste hed Step One, og det er lige afviklet. Jeg har været den koordinerende brik, og set på, hvordan borgerne kommer bedre videre. Det har været en succes, også for de borgere, som indleder med at sige: “Jeg er jo en af de tunge”.”
Er det svært at forstå “kasserne”?
“Ja, men jeg tror faktisk, som jeg sagde før, at det handler om at leve sit liv og ikke leve i kasserne.”
Du har altid hjulpet mennesker?
“Det har jeg nok med hjemmefra. Vi har boet i et hus, hvor alle var velkomne, både til at spise med, og var der ikke mere i gryderne, så spiste vi et stykke rugbrød. Mine forældre var med til at lave en miniklub i Nordbohuset, og ja der har været noget med at lave noget sammen og hjælpe hinanden,” siger Lise og fortæller, at hun skal cykle til Paris.
“Jeg er så heldig, at jeg har fået lov at komme med på Team Rynkeby Trekanten, endda sammen med min far, der er blevet 71 år. Det bliver spændende, jeg har i flere år spurgt min far, om han ikke ville med – han havde et godt erhvervsnetværk, hvor han kunne søge sponsorater, og han elsker at cykle. Han har trukket på smilebåndet, og det gjorde han også sidst, men denne gang med et ja, så nu tager vi af sted til sommer. Vi er 50 mennesker fra Trekantområdet, der skal ud på landevejene, og jeg er sikker på, at det bliver en stærk rejse for os, som team og som far og datter,” siger Lise.
Hvad betyder det for dig?
“Det driver mig, at vi hjælper andre. Når jeg tager min cykel og cykler 20 kilometer i Trelde for at træne, så tænker jeg, at jeg sætter fokus på Børnecancerfonden, og det betyder noget for mange. Min yngste søn og jeg så for fire år siden #knækcancer, og han sagde: “Ja, det er godt, men hvad med børnene?” Derfra tog det fart, og han startede faktisk en indsamling, hvor han kvitterede med en tegning, når man donerede nogle penge til sagen.”
Hvad bringer fremtiden og hvad drømmer du?
“Uh, det er et stort spørgsmål. Jeg er i gang med to nye projekter, men jeg tror, at jeg fortsætter som nu. Jeg er vild med mit arbejde, og den fleksibilitet, der ligger i det, og jeg laver faktisk altid noget, der giver mig noget. Derudover har jeg fokus på kollegamotion – vi skal bevæge os”, siger Lise.
Husker du dig selv?
“Nogle gange. Ja, det kører lidt stærkt,” siger Lise og smiler.
Vi har drukket kaffen og bestiller en opfyldning, og lader talen spadsere ned ad mindernes allé i Fredericia. Tak for snakken Lise og held og lykke med Team Rynkeby.
