Fredericia skriver i dag et nyt kapitel i sin industrielle og miljømæssige udvikling. Partnerskabet mellem TotalEnergies Denmark, Evida og Associated Danish Ports er en realitet, og det markerer en betydelig milepæl i kommunens ambitioner om at blive et grønt knudepunkt i Danmark. Denne udvikling vækker stor glæde hos Tommy Rachlitz Nielsen (C), der samtidig slår fast, at det er essentielt, at byrødderne arbejder aktivt med, hvis vi vil have indflydelse på Christiansborg.

Bestyrelsesmedlem for ADP A/S Tommy Rachlitz Nielsen, der også er Klima-, Energi- og Miljøudvalgsformand for Fredericia Kommune er en glad mand. Han har i dag været i København for at breake dagens store nyhed.

Tommy Rachlitz Nielsen

– Det er en stor dag for Fredericia og for hele Danmark. For mange, inklusiv mig, har denne nyhed været utopisk, men også en drøm for et grønnere Fredericia. Jeg er selv i København i dag. Det er helt fantastisk at være en del af denne nyhed. Det er en meget stor milepæl i den grønne udvikling i Fredericia Kommune, vi ser i dag. Det er det første store fremskridt. Det er et kvantespring i vores ønske om at blive grønne i verdensklasse, siger Nielsen og tilføjer:

– Som sagt har dele af projektet været på grænsen til utopi. I starten talte vi om et meget større projekt, hvor udgangspunktet var brint, CO2 og måske teknisk vand og varmt vand. Der var alt med, men efterhånden som vi har gravet ned i det, er der ting, der må vente til næste etape.

En god businesscase

Tommy Rachlitz Nielsen ser store muligheder i de eksisterende industrielle strukturer og de nye teknologiske løsninger, der er til rådighed i Fredericia. Han peger på, at byens infrastruktur og samarbejde med nøgleaktører som Ørsted og raffinaderiet skaber en solid platform for fremtidens grønne projekter. Dette potentiale er ikke blot teoretisk, men bakket op af konkrete forretningsmodeller og praktiske forudsætninger.

– Det har vist sig, at der er en god businesscase for ADP og Fredericia Kommune med CO2, som der produceres meget af i Fredericia. Vi har også Ørsted med biogen CO2 og raffinaderiet med sort CO2, så forudsætningerne for store punktkilder er der. Alle forudsætninger er generelt på plads, også vores dybdehavn, hvorfra vi kan udskibe CO2, men også modtage CO2 den anden vej. Når vi bliver rørforbundet med vestkysten, kan vi modtage CO2 her og pumpe det videre til vestkysten, så det kan føres i rørledninger. Det er mere økonomisk og klimavenligt, siger han.

– Alle forudsætninger for at blive knudepunktet for det her er til stede. Det er jeg stolt af, og også at vi kan få to gode samarbejdspartnere med. Det giver et moment, der kan løfte os, og det vil skabe fokus på Fredericia, uddyber formanden for Fredericias Klima-, Energi- og Miljøudvalg.

Der skal kæmpes

Selvom Fredericia har en geografisk fordelagtig placering og en solid industriel base, understreger Tommy Rachlitz Nielsen, at dette alene ikke er nok til at sikre byens fremtidige succes i den grønne omstilling. Han fremhæver nødvendigheden af en mere proaktiv og målrettet indsats både nationalt og internationalt for at positionere Fredericia som en central aktør.

– Jeg er også nødt til at sige, at det viser, vi skal være meget bedre til det nationale og internationale arbejde for Fredericia. Det er ikke nok, at vi har en geografisk god placering. Det er ikke nok, at vi har store virksomheder. Det er ikke nok, at forudsætningerne generelt er der i Fredericia, når det kommer til den grønne omstilling og mange andre gode ting, siger den konservative politiker og uddyber:

– Vi skal arbejde stålsat for det, og vi får intet foræret, slet ikke, hvis vi ikke er fremme i skoene. Der skal satses benhårdt på Christiansborg med det, vi vil. Jeg anerkender Business Fredericias og ADPs indsatser, men vi skal have kommunen med i kampen. Derfor kommer der også et advisory board efter sommerferien, hvor vi i fællesskab får kigget på, hvordan vi udnytter de muligheder, der kan trække opmærksomhed til Fredericia, når det handler om den grønne omstilling.

Et aktivt engagement fra lokalpolitikere og brugen af deres netværk er vigtig, når man skal sikre byens fremtidige succes, og det kan blive meget bedre, mener Tommy Rachlitz Nielsen.

– Vi er ikke gode nok til at tiltrække og kæmpe for Fredericia. I Den Konservative Byrådsgruppe løfter vi gerne sager ind på Christiansborg, og det har vi også gjort før. Blandt andet har Niels Flemming Hansen lyttet og virkelig åbnet døre på vegne af Fredericia. Det virker, siger han og slutter:

– Vi skal som lokalpolitikere også være tovholdere på at åbne døre, skaffe forbindelser og i det hele taget have et kommunalt system, der kan fodre os bedre med de problemstillinger, muligheder og ideer, vi skal bruge det nationale aspekt i. Ser man på byrådet i Fredericia, så er vi stort set repræsenteret ved de samme partier som på Christiansborg. Men hvis byrødderne sidder med hænderne i skødet og ikke bruger deres netværk, får vi intet. Som jeg ser det, er der for mange, der ikke får udnyttet det bagland, de burde have. Vi har heldigvis en Folketingsgruppe, der lytter til os. Nu skal Niels Flemming til Bruxelles, men vi fortsætter naturligvis vores arbejde på Christiansborg også for Fredericia, når der er brug for det. Vi har tætte kontakter.

Læs også: