20-årig aftale om Café Strandparken splitter byrådet i Fredericia

0
20-årig aftale om Café Strandparken splitter byrådet i Fredericia

Der var bred opbakning – men også markant kritik – da Fredericia Byråd onsdag aften behandlede sagen om Café Strandparken i Skærbæk. Sagen handlede om en 20-årig brugsretsaftale mellem kommunen og lokale aktører, som fremover skal drive caféen og fylde området med aktiviteter.

Aftalen er uopsigelig for begge parter i hele perioden, medmindre der sker misligholdelse. Netop den lange binding blev det centrale stridspunkt i byrådssalen.

»AVISEN Premium sikrer journalistik, der holder øje med magten dér, hvor du faktisk lever dit liv.«

Formand for Teknisk Udvalg, John Nyborg, anbefalede aftalen og pegede på samarbejdet mellem borgere, politikere og forvaltning som afgørende for, at projektet nu er lykkedes.

»Her kan man faktisk se, at vores samarbejde har fungeret rigtig godt – også i forhold til helhedsplanen og Naturpark Lillebælt. Det er et spændende tiltag, og jeg ser meget frem til at følge det,« sagde John Nyborg og opfordrede samtidig til, at flere tager turen til Strandparken.

Fra Venstre var det Niels Martin Vind (V), der tog ordet. Han udtrykte klar opbakning til aftalen og fremhævede det lokale engagement som en afgørende styrke.

»Vi synes, det er fantastisk at kunne stille rammer til rådighed og så lade lokale fylde stedet med aktiviteter og fællesskaber. Det giver et helt andet ejerskab, end hvis det kun var kommunen, der stod for det hele,« sagde Niels Martin Vind.

Han pegede samtidig på, at aftalen indeholder en vigtig sikkerhed for kommunen.

»Hvis de mister momentum eller ikke længere kan leve op til det, der står i kontrakten, så er det jo misligholdelse. Og så kan aftalen opsiges. Det betrygger os i Venstre,« sagde han.

Også Enhedslisten bakkede op om aftalen. Cecilie Roed Schultz (Ø) beskrev Café Strandparken som et eksempel på, hvordan kommunale bygninger kan blive levende samlingssteder.

»Det er et virkelig fedt sted, man har fået skabt derude. Flot istandsatte bygninger med en fantastisk beliggenhed, som de lokale kan fylde med aktiviteter. Det er sådan noget, der burde være i alle landsbyer,« sagde hun.

Hun fremhævede samtidig, at aftalen også giver en økonomisk gevinst for kommunen.

»Der er driftopgaver – blandt andet omkring toiletterne – som kommunen ikke længere skal udføre. Så vi sparer faktisk penge, samtidig med at vi får mere liv i området,« sagde Cecilie Roed Schultz.

Den klareste modstand kom fra Det Konservative Folkeparti (C).

Gruppeformand Tommy Rachlitz Nielsen (C) understregede, at partiet ikke er imod projektet som sådan, men imod aftalens konstruktion.

»Café Strandparken er helt fantastisk. Det har vi selv set. Det, vi stemmer imod, er alene den 20-årige uopsigelige aftale,« sagde han.

Ifølge Tommy Rachlitz Nielsen er det problematisk, at byrådet binder sig langt ind i fremtiden.

»Vi disponerer fem byrådsperioder frem. Det synes vi er grænsen til at være uanstændigt, når vi stiller noget gratis til rådighed og samtidig fraskriver os dispositionsretten i 20 år,« sagde han og kaldte aftalen usædvanlig.

Trods kritikken fastholdt flertallet, at tillid til de lokale aktører er en forudsætning for projektets succes, og at misligholdelsesklausulen giver kommunen den nødvendige sikkerhed.

Efter debatten konstaterede borgmester Christian Bro, at Det Konservative Folkeparti stemte imod, mens resten af byrådet stemte for aftalen. Dermed blev brugsretsaftalen for Café Strandparken vedtaget – med bred opbakning, men også med en klar politisk uenighed om, hvor langt et byråd bør binde fremtidige beslutninger.