I AK Heros er der plads til alle. Både fra de yngre til ældre medlemmer, og blandt de yngste er 12-årig Jens Lønquist.
I kælderen under Fredericia Idrætscenter runger lyden af jern, der rammer gulvet. Vægtskiverne falder tungt, men op kommer de igen og igen. Det er her, AK Heros holder til, og blandt klubbens yngste medlemmer er 12-årige Jens Lønquist. Hans vej ind i vægtløftning var lidt speciel. Som otteårig lavede han sine egne træningsprogrammer derhjemme – uden helt at vide, hvad han lavede.
– Jeg kedede mig derhjemme og begyndte at løfte på vægtene, men min far sagde, at jeg gjorde det helt forkert, fortæller Jens.
Faren havde ikke selv erfaring med vægtløftning, men ville gerne give sønnen de rigtige forudsætninger. Derfor kontaktede han Lærke, der nu er Jens’ træner i AK Heros.
Jens har nu trænet i klubben i snart fem år, og han har aldrig været i tvivl om, at det var den rigtige sport for ham.
– Jeg har udviklet mig meget, siger han kort og præcist. Udviklingen er ikke til at tage fejl af. I dag løfter han 42 kilo i træk og 52 kilo i stød – langt fra de 18 kilo, han startede med for år tilbage.
“Der er sket lidt udvikling, kan man godt sige, lyder det med et grin.
Vægtløftning er ikke en typisk sport for børn, og Jens er da også en af de yngste i klubben.
– Der er ikke så mange på min alder, siger han.
Men det har ikke holdt ham tilbage. Han har allerede deltaget i mange stævner og har en pæn samling medaljer hængende derhjemme.
– Jeg har fået seks guldmedaljer og to bronze, fortæller han. Hans seneste stævne var i februar, og der er flere konkurrencer i sigte.
Når snakken falder på fremtiden, tager han det roligt. “Jeg har ikke sådan noget, jeg går og drømmer om,” siger han. Men da landsholdet nævnes, lyder han alligevel en smule mere interesseret. “Man har da snakket lidt om det,” indrømmer han.
Er det realistisk? Jens tænker sig kort om, før han svarer:
– Ja, siger han.
Han ligger allerede højt i forhold til sine jævnaldrende konkurrenter i Danmark.
– Jeg ligger ret højt op, siger han selvsikkert.
Lige nu træner han to gange om ugen i AK Heros, men det kan snart blive til mere.
– Jeg er i gang med at lave mit eget træningscenter i vores garage, så der kommer nok til at gå op, fortæller han.
Han overvejer også at melde sig ind i et fitnesscenter, men som 12-årig er der stadig nogle aldersbegrænsninger.
– Når jeg må det, så er det aktuelt, siger han.
For nu er Jens Lønquist tilfreds med sin udvikling, men han ved også, at der skal mere til, hvis han vil nå toppen.