Afsløringen af årets plakatvinder gik ikke stille for sig, da Styregruppen for kulturnatten i år havde besluttet sig for at overraske en uvidende Katrine Westenholz med nyheden om, at hun er udvalgt som vinder af plakatkonkurrencen.

Med en guldregn af konfetti og et overdimensioneret print af den nye plakat som blikfang, fik Katrine fredag eftermiddag overbragt nyheden i foyeren på Kolding Bibliotek, hvilket bragte både jubel og overraskelse hos såvel den glade vinder som hos de mange biblioteksgæster.

”Jeg er glad men også overvældet og havde jo slet ikke regnet med det her! ” – Grinede en glad Katrine, da hun modtog sin præmie, et gavekort på 3.000 kr. til City Kolding.

Overraskelsen blev filmet og delt på Kolding Kulturnats Facebookside. Du kan se videoen nederst i artiklen.

Plakat med fokus på overgange, håndværk og design
Katrine Westenholz har arbejdet med håndmalet akvarel og kortlægning i designet af sin plakat. Illustrationen viser et kort over Kolding midtby, hvor både havnen og Slotssøen er i fokus.

”Jeg har valgt at arbejde med designmetoden Kartografi, som betyder kortlægning og udarbejdelsen af kort.” – Fortæller hun, og forklarer videre – ”De forskellige akvarel lag samt metoden kartografi symboliserer for mig begrebet Overgange. Hvor et kort viser, at man fysisk kan flytte sig via overgange, skaber akvarellen, når farverne løber sammen og blander sig i hinanden, også en form for overgange.”

Katrine Westenholz er designer og illustrator uddannet fra Designskolen Kolding. Hun er bosat i Kolding, men har netop afsluttet sit job som Kommunikationsdesigner hos Renovation i Kolding Kommune, for at søge nye erfaringer som selvstændig Kommunikationsdesigner & eventmanager, i første omgang i Berlin. Derudover er hun involveret i et spændende kunstprojekt i samarbejde med Trekantområdets Festuge og 48 Stunden Neukölln kunstfestivalen i Berlin.

Juryen bag udvælgelsen af plakaten er glade for valget og kulturkonsulent og projektleder Rikke Revsholm siger – ”Vi faldt for Katrines unikke design og valget af at kombinere den håndtegnede illustration med grafiske elementer. Plakaten er på den måde anderledes end de plakater, vi tidligere har haft. Kortet viser, at det er Kolding, det handler om, og selve håndværket i at lave en håndtegnet illustration viser, at Kolding er en by, som fokuserer på design. Katrine har tænkt over sine valg, og det sætter vi også stor pris på, når vi vælger identiteten for Kolding Kulturnat 2017.”

Der blev indsendt i alt 22 flotte og meget forskellige bud på årets kulturnat plakat, designet af kunstnere, designere og lokale kreative borgere. Du kan se alle forslag, når de bliver udstillet på kulturnatten.

Kolding Kulturnat 2017
Kulturnatten finder sted fredag 25. august. “Overgange” er ligeledes temaet for Trekantområdets Festuge, som starter med Kulturnatten 25. august og fortsætter indtil 3. september.