Region Syddanmark drøfter at sende ambulancetjenesten i udbud igen. Det skaber utryghed blandt redderne. Lad os i stedet bruge den sunde fornuft, siger FOA.

Skal hele ambulancetjenesten i Region Syd i udbud, når kontrakten med det Falck-ejede Responce udløber? Det spørgsmål har politikerne sat på dagsordenen. Ambulancereddernes advarer mod forslaget, og appellerer til, at politikerne i stedet bruger deres sunde fornuft og hjemtager al ambulancedrift i regionen.

– Vi oplever, at udbud af ambulancedriften skaber flugt fra faget. Det er en af årsagerne til, at vi lige nu oplever en så massiv mangel på ambulancepersonale. Usikkerheden ved ikke at vide hvilken arbejdsgiver man kører for, spiller en kæmpe rolle, hvad enten den nye arbejdsgiver er offentlig eller privat, og frygten for at en ny aktør kommer på banen og skal bruge flere år på at lære markedet at kende spiller også ind, siger Thomas Brücker, der er næstformand i Teknik- og Servicesektoren i FOA.

I dag er ét ambulancedistrikt ud af fire, Trekantsområdet, udliciteret til det Falck-ejede Responce, hvor de tre andre er hjemtaget. Responce har en kontrakt, der udløber 31. august 2025. Derfor vil regionens politikere i løbet af efteråret 2022 drøfte, om hele ambulancetjenesten skal i udbud, når Responce-kontrakten udløber, lyder meldingen fra regionen.

– Nu er der gået 6 år siden Region Syd hjemtog opgaven efter balladen med BIOS, og der er først nu ved at falde ro på og styr på driften og på hele organisationen. Derfor er det mig en gåde, at man fra politisk side er villig til at kaste 6 års hårdt arbejde over bord og igen gamble med ambulancepersonalets mentale trivsel og i sidste ende med borgernes tryghed, siger Thomas Brücker.

Han fortæller, at udbud erfaringsmæssigt ender med, at der forsvinder personale, som betyder nedlagte beredskaber, og at det fører til længere responstider med risiko for borgernes liv eller førlighed.

– Lad os en gang for alle få slået fast, at ambulancedriften ligger bedst i regionerne og ikke hos private entreprenører. Vi har af flere omgange konstateret, at der ingen reel konkurrence er på ambulancemarkedet. Derfor er politikernes ønske og argument om billigere ambulancedrift via udbud et fatamorgana der har modsatte effekt, fastslår Thomas Brücker.

FOA opfordrer politikerne i region Syd til at få skabt ro og tryghed om de områder, der allerede er hjemtaget af regionerne og til en konstruktiv dialog om, hvad der skal ske med de andre områder, når de nuværende kontrakter løber ud.

– Vi mener, at regionerne skal bruge de gode erfaringer de har og hjemtage når mulighederne byder sig. Det er til gavn for borgere borgerne, ambulancepersonalet og økonomien, siger Thomas Brücker.