Lørdag aften stod venner og familie klar på Fredericia Banegård med flag og et stort banner med orderne “Kongerne af Fredericia”, da de fredericianske triatleter Emil Deleuran Hansen og Alberte Kjær Pedersen igen kunne sætte deres fødder på fredericiansk grund.
Sammen med deres træner, Boris Bjulver, ankom de med tog, som rullede ind på Fredericia Banegård lørdag aften klokken 22.36.
Fredericia Triathlon Team har haft to af deres unge talenter med til Ungdoms OL i Nanjing, som virkelig har fået sat Fredericia på verdenskortet, da Emil Deleuran Hansen vandt guld og bronze.
Bmx-rytteren Mikkel Honoré fra Fredericia, der vandt sølv ved Ungdoms OL i Nanjing, var ikke med samme tog som Alberte og Emil.
Men Mikkel Honoré, der til daglig går på innovationslinjen på IBC Fredericia Middelfart, bliver hyldet på mandag på sin skole.
( Nederst kan du se en lille video af deres ankomst til Fredericia, som desværre er alt for kort, da vores kamera løb tør for strøm. Vi var desværre ikke forberedt på, at de kom på dette tidspunkt. Vi beklager )