En af de spillere, der skilte sig ud i den afsluttede sæson i Vejle Boldklub, Tobias Mølgaard, skifter fra Superliga-nedrykkerne til AGF.

Vejle Boldklub er i dag nået til enighed med AGF angående en transferaftale om Tobias Mølgaard. Aftalen betyder, at Tobias Mølgaard skifter til klubben fra Aarhus med øjeblikkelig virkning på en tre-årig aftale.

Næste sommer havde Vejle Boldklubs nu forhenværende højre back kontraktudløb i Nørreskoven, og salget af Tobias Mølgaard var en del af den aftale, som i 2021 blev indgået, da Mølgaard forlængede sin aftale med Vejle Boldklub.

Marius Adrian Nicolae, sportschef i Vejle Boldklub, mener, at skiftet understreger, at Vejle Boldklubs set-up kan udvikle spillere fra rækkerne under 3F Superligaen til at blive profiler i netop 3F Superligaen.

– Tobias har gennem sin tid i Vejle Boldklub være kendetegnende ved en altid helhjertet og stærk indsats. Det er på grund af disse dyder, at Tobias også er blevet en fanfavorit. Da Vejle Boldklub hentede Tobias i Thisted, købte vi ind på både potentialet, men også på en tiltro til, at vores set-up kunne udvikle Tobias til et godt salg for Vejle Boldklub. Det understøttes i dag, og vi har fået en pris, som vi er tilfredse med, fortæller Marius Adrian Nicolae.

– Vejle Boldklub kan udvikle spillere til dygtige fodboldspillere. Vi har i Thomas Gundelund en god erstatning for Tobias Mølgaard, og Gundelund er klar til at gribe den chance. Jeg vil gerne takke Tobias for indsatsen i VB-trøjen på og uden for banen, slutter Marius Adrian Nicolae.

Tobias Mølgaard er taknemmelig for sin tid i Nørreskoven og glad for, at den plan, som Vejle Boldklub satte for ham forud for ankomsten i sommeren 2018, er blevet opfyldt.

⁃ Vejle Boldklub fortalte, da klubben hentede mig fra Thisted, at klubben så tre trin, der var vigtige for mig og for klubben at vise, den kunne mestre. Jeg skulle blive fuldtidsprofessionel fodboldspiller og udvikle mig. Så skulle jeg blive en profil for VB, og så skulle klubben sælge mig og profitere af den udvikling, siger Tobias Mølgaard.

– Det glæder mig derfor, at Vejle Boldklub er tilfredse med salget, og det er ingen hemmelighed, at jeg har været rigtig glad for at være her. Jeg har mødt stor opbakning fra både fans, sponsorer og alle i klubben gennem de sidste fire år, og vi har sammen delt sejre og nederlag. Nu byder min karriere på næste udfordring, og den ser jeg frem til at tage hul på. Men jeg vil aldrig glemme, hvad Vejle Boldklub har betydet for min rejse som fodboldspiller. Tak til alle i og omkring Nørreskoven, slutter Tobias Mølgaard.