Vejen du ikke må køre på

Kommentar: Flere penge i statstøtte til medier er ikke til gavn for skatteborgerne eller demokratiet

0
68

Den danske mediebranche er i dag samlet på få hænder. Ejerkredsen er indskrænket gevaldigt under bladdøden, hvor den ene koncern efter den anden er opstået som svar på et massivt faldende annoncemarked. Opkøb efter opkøb og fyring efter fyring senere, vil mediebranchen gerne være statsstøttet. At få skatteborgerne til at betale for deres medier, er en våd drøm for disse forretningsfolk.

Væk er fortidens stolthed og uafhængighed. I stedet for er forretningsmodellen primært fokuseret på politisk afhængighed, hvor et massivt lobbyarbejde på Christiansborg og ude i kommunerne, skal sikre at der triller millioner og atter millioner ind på kontoerne ude i mediebranchen. Til formålet har man fundet den helt store bussemand frem:

Amerikanske techgiganter.

Der er nærmest ingen grænser for, hvad man vil beskylde disse uhyrlige virksomheder for. De smadrer demokratiet. De ødelægger debatten. De styrer os alle sammen. I stort og småt. Ikke et ord om hvordan den teknologiske udvikling har givet millioner af mennesker en stemme, der før kun kunne høres hvis en eller anden kontrollant havde godkendt værdien af deres udsagn først.

Udviklingen har først og fremmest styrket demokratiet. Det er sværere end nogensinde at slippe afsted med bullshit, og hammeren falder øjeblikkeligt i det store hav af brugere på de sociale medier. Ordet ”shitstorm” har fået en helt ny betydning. En virksomhed eller en politiker der har gjort sig uheldigt bemærket, må indse at der ikke kan laves lokumsaftaler med nogen eller noget.

Men der var engang, hvor staten og politikerne kontrollerede alt. Vi havde i Danmark et tv-monopol, hvor man udøvede udsøgt politisk kontrol med indholdet. Der var ligefrem et debatemne, hvis nogen havde vovet sig til at ytre noget kontroversielt i tv. Så kunne man true sig til tavshed. Der var nemlig ingen tvivl om, hvem der ejede den eneste tv-kanal i Danmark:

Det gjorde politikerne på Christiansborg.

Derfor er det heller ikke nogen overraskelse at mange politikere med forkærlighed for totalitarisme og ensrettethed går forrest, når de angriber de uafhængige medier og planlægger omfattende lovgivning for at få kontrol over bastarderne, der tillader sig at give ordret frit. Som i Orwells fantastiske roman ”1984” sker der under dække af noget helt andet, eller rettere sagt det modsatte af sandheden, nemlig at man vil ”redde demokratiet”.

Man vil redde demokratiet ved at lovgive mod blandt andet Facebook og Google. Men også ved at give endnu flere millioner i støtte til medier i den private mediebranche, der som nævnt har holdt brandudsalg for at opnå politisk gunst. Det er vel at mærke penge, der gives uden restriktioner. Der er ingen krav til hvordan man driver sin forretning, og derfor kan man både sælge reklamer og få statsstøtte på samme tid. Man kan også få statsstøtte, selvom man lukker det indhold skatteborgerne betaler for inde bag en betalingsmur:

Det svarer til at skatteborgerne betaler for en vej, de ikke må køre på.

I forvejen viser mange analyser, at det primært er de økonomisk bedst stillede borgere, der har råd til avis-abbonennementer. Så hvordan man forestiller sig, at det kan bidrage til den demokratiske udvikling, at de rigeste borgere får tilskud til deres medieforbrug, er en gåde. Folk på kontanthjælp, SU eller pension har ikke råd til at betale 4-5.000,- om året for en avis. Så det er næppe denne store gruppe af borgere, der får demokratiske forbedringer.

Nej, for de fleste borgere er det på de sociale medier, at de kan hente deres informationer. Når de støder på en betalingsmur i nyhedsstrømmen, så lader de bare være med at læse videre. De betaler måske til et Netflix-abbonnement, men her får de også smæk for skillingen. Det gør de ikke hos de mange danske medier, der generelt er en del af den politiske boble, hvor journalister interviewer journalister, ser politik som strategi og spil, spin eller underholdning:

Det, man ofte har kaldt den talende klasse.

For den almindelige dansker er overskrifterne udmærket. De store blockbustere er nemlig EkstraBladet og B.T, der leverer varen lige til hoveddøren. Altså rent digitalt. Og hånden på hjertet, mediehuse, hvis man fjernede jeres mediestøtte, ville I så udkomme i morgen? Hvis man skulle ud på et frit marked og tjene pengene selv, hvem ville så overleve, udover EkstraBladet og B.T? For vil danskerne betale for jeres formidling? Er i konkurrencedygtige?

Der er naturligvis mange ting i samfundet, som aldrig ville blive til noget, hvis ikke den danske stat betalte for det. Inklusiv biblioteker, museer og diverse kunstudstillinger. Men i modsætning til disse statsfinansierede områder, så er mediernes rolle hovedsageligt at være uafhængige af den etablerede statsmagt. Derfor er det ikke alene selvmodsigende, men også decideret skadeligt for demokratiet, når mediebranchen kun kan overleve på bistandshjælp fra staten.

På trods af de mange påstande om medieørkener skyder der konstant nye medier op i Danmark. Man kan passende udfordre dem, der påstår, vi har medieørkener, til at komme med konkrete eksempler. For hver en flække i det her land, bliver dækket af nogle:

Så kom nu. Hvor er de medieørkener henne? Fortæl. Peg. Vis.

De findes naturligvis ikke. Det hele er et veltilrettelagt spin, som er drevet frem af de koncerner, der hungrer efter flere og flere statsmillioner til deres forretninger. Efter at de har fyret bunker af journalister og fotografer, sammenlagt redaktioner og rationaliseret alt til helvedet, så handler det nu om at score statsstøtten. Man kunne ligefrem få den mistanke at nogle koncerner opkøber lokalmedier med den bagtanke, at de efter slagtningen kan trygle om penge for at redde den ene lille by efter den anden. Smart er det jo, og det fremgår af regnskaberne, at der skam er penge nok til at udbetale udbytte til ejerne.

Men tilbage står de amerikanske techgiganter, man fra mediebranchen og politisk hold i fællesskab har gjort til vor tids nye skurke. Og her undervurderer man konsekvent, at det aldrig vil lykkedes at få bugt med dem, for deres økonomi er større end den danske stats. De har markedet og brugerne i deres hule hånd, og om man så afsatte hele det danske statsbudget til at producere indhold, ville det ikke ændre på noget:

Det er ikke længere muligt at smide brugerne ind bag en lukket dagsorden. Befolkningerne rundt omkring i verden har vænnet sig til at informationer er frie og tilhører alle. Enhver kan i dag slå sig ned og lave indhold, og en af de store trends på internettet er, at det faktisk er langt, langt mere populært end noget som helst andet, der produceres af de gamle medier. Der er tv-udsendelser, til millioner af kroner, der har væsentligt færre seere, end noget der er produceret i en baggård på Youtube.

Det er virkeligheden.

Danmark har helt sikkert brug for en vis del statsfinansieret indhold. Men så bør det være ren statsligt, så varedeklarationen er på plads, og der ikke sker konkurrenceforvridning. Hvis et medie vil have statsstøtte, så skal man kun have statsstøtte og ikke leve af at sælge annoncer eller andre varer. Og hvis man får statsstøtte, så skal alt det statsbetalte indhold stilles gratis til rådighed for skatteborgerne. Alt andet er at holde skatteyderne for nar.

Skriv en kommentar