Joachim Grundtvig er født i 1975 indenfor Voldene i Fredericia. “Jeg er fæstningsbarn,” siger han. I 2009 blev han en af Danmarks yngste skoleledere, da Sct. Knuds Skoles bestyrelse prikkede ham på skuldrene. Han voksede op i Oldenborggade, men rykkede så til Stenten i Bøgeskov, hvor livet var fuld af fodbold, håndbold, volleyball, og kvalitetstid med vennerne. Rygsækken er fuld af erfaringer, som ingen børn fortjener; en alkoholiseret mor og far og en stedfar, hvor alkoholen også fyldte meget til tider, alligevel vælger han at se lyst på tilværelsen; “Jeg husker de gode oplevelser,” siger han i denne Ugens Kurt.
“Det er min by, Fredericia. Jeg kan lide byen. Jeg voksede dog op i et ambivalent miljø. På den ene side var det trygt, men til tider også hårdt. Jeg har sagt farvel min mor, far og stedfar grundet alkohol. Jeg flyttede hjemmefra, da jeg var 17 år. Det er tidligt. Der har altid været en undertone af minderne og oplevelserne i familien, men det var dog aldrig utrygt. Det var hovedsaglig min mor og biologiske far, som havde de store udfordringer med alkoholen. Det fyldte meget i min opvækst,” indleder Joachim Grundtvig, da jeg spørger til hans opvækst i Fredericia.
“Jeg har altid været min egen på mange måder, mange vil kalde mig en nørd. Jeg har altid været den, der “tager sig af”, står til rådighed og gør ting for andre. Det er den rolle og vel også de gener, som jeg har fået med mig. Jeg tror, at en opvækst, der ikke går lige efter bogen, giver en masse styrke i rygsækken.”
“Det første forløb på Fredericia Realskole passede mig ikke. Jeg havde en storebror, der gik dernede, og hvis det ikke fungerer for den ene, fungerede det nok heller ikke for den anden. Vi flyttede til Stenten i Bøgeskov, her fik jeg en fantastisk og fed skolegang. Bort set fra, at jeg blev moppet med mine fædres navne: Günther og Dick, når vi spillede fodbold, så var Bøgeskov lykken,” griner Joachim og fortsætter:
“Det var et fantastisk sted; det at spille fodbold, håndbold, volleyball og ja mange idrætsgrene kombineret med verdens bedste klasselærer, Bodil Nordahl gav mig meget. Bodil var en stor menneskelig inspiration. Faglighed kan man altid finde og søge, men når jeg møder mennesker – som har de egenskaber, som Bodil havde, så bliver jeg benovet. Det giver noget, som betyder, at man stopper op og tænker.”
Joachim Grundvigt gik i 7-10. klasse på Købmagergade Skole i byen sammen med mange af klassekammeraterne fra Bøgeskov Skole. Turen gik med bus og tiden gik. Han havde mange gode venner, og husker tilbage på en god skolegang. Efter folkeskolen kom han i gymnasiet – og den rejse skyldtes mormoren, Julie Grundtvig.
“Min mormor sagde, at jeg skulle være børnelæge, så jeg skulle i gymnasiet. At blive børnelæge har jeg tænkt på mange gange sidenhen. Men da jeg var færdig i gymnasiet skulle turen gå til Key West med en kammerat. Vi skulle dykke, tage en masse certifikater, men jeg skulle bruge penge for at realisere denne ide, så jeg blev cykelvikar i Fredericia Kommune. Jeg blev ringet op af skolelederen på Sct. Knuds Skole, som ville høre om, jeg var interesseret i et vikariat dernede. Jeg takkede ja, og jeg blev grebet af lærerrollen. Det har holdt ved lige siden. Det at være med til at forme nogen, ikke bare ud fra lærerrollen, men ud fra de menneskelige dimensioner at være noget sammen med de børn og unge mennesker, man omgås. Det giver meget energi. Det nyder jeg virkelig.”
Joachim Grundtvig blev far en junidag 2005 til datteren Anna. Det var en lykkelig stund, og livet ændrede sig, men ikke Joachims tanker om selve livet.
“Jeg har altid været sikker på, det jeg skulle i livet, når jeg har stået i noget og lavet noget. Det er sådan, jeg er, og når man bliver far, så tilpasser man sin hverdag. Jeg har ikke læst mange bøger om at blive far. Jeg tror på simpelt fornuft, forældrerollen kan man ikke læse sig til. Det er sund fornuft og kærlighed, der gælder.”
Hvad med dine egne barndomserfaringer?
“Det kan lyde hårdt, men jeg havde truffet en beslutning om, at min biologiske mor og far, ikke skulle være en fast del af mit nye familieliv – de var velkomne i vores hjem, men under min kontrol. Der kan komme mange andre handlinger med, når der er alkohol involveret; hænderne kan hænge løst. Det skulle mine børn ikke opleve, men jeg er videre. Jeg har en sund afstand,” siger Grundtvig og fortsætter:
“Vi lever kun én gang, og alle de oplevelser jeg har haft med mine forældre er i hovedet. Jeg har fede og dårlige oplevelser. Det giver ingen mening at fylde sit liv med de dårlige, så jeg tænker på de gode. De andre er i rygsækken som erfaring. Man kan drage dem frem, men de skal ikke fylde.”
Turen mod læreruddannelsen bærer nærmest præg af mesterlære. Joachim Grundtvig arbejdede nemlig som lærer undervejs, mens han læste fjernstudie på Nørre Nissum. Han arbejdede også en del i køkkener på byens cafeer, blandt andet Cafe Axel, og lidt på Simons. Han laver stadig meget mad. Han elsker det.
“Jeg laver stadig mad til familie, venner og bekendte. Jeg har en stor passion for mad og vin. Det kan jeg ikke løbe fra. Ja, generelt alt godt. Livet er for kort til dårlige ting og dårlig vin. Det gælder generelt. Man stiler efter kvaliteten, i morgen er vi her måske ikke mere, så vil det da være ærgerligt at drikke kaffen, der er brændt på.”
Du blev skoleleder tilbage i 2009 – stod det skrevet i kortene, at du skulle være leder så tidligt?
“Jeg gik ikke efter det. Jeg var lærer på skolen, hvor jeg i årene inden, jeg blev ansvarlig for og styrede 10. klassesuddannelsen. Den var en stor succes. Vi gjorde det meget godt. Eleverne kommer i dag tilbage med deres børn til skolen. Det er et kvalitetsstempel for deres skolegang. Jeg stoppede faktisk på skolen i starten af februar 2009, og startede som lærer på Brejning Efterskole. Jeg smuttede fra Sct. Knuds Skole, fordi jeg ikke kunne finde kemien med skolelederen. Vi havde en leder, som jeg værdimæssigt og menneskeligt var dybt uenig med. Jeg kunne ikke stå inde for det menneskeligt. Det var ganske simpelt, så jeg sagde op. Jeg havde ikke et andet job på hånden. Kort tid efter var der nogen fra bestyrelsen, der spurgte om det var nu, at jeg skulle være skoleleder, det drøftede vi mange gange,” fortæller Grundtvig.
“For mig var det vigtigste i den proces ikke bestyrelsens opbakning, men personalegruppens, hvis jeg skulle træde til. Det fik jeg hurtigt en god fornemmelse for, der var stor interesse for mit lederskab og så var det bare at tage fat.”
Nu er der gået ni år, hvordan har så været at være leder?
“Det har været travle og spændende. år Der har været fuld udvikling fra dag et af. Vi har jo ganget vores bygningsmasse med fem, vores børne- og elevtal er vokset med 150 procent. Personalestaben er vokset med 150 procent. En udviklingsfase, som man engang imellem skal stoppe op se på, og så trække vejret. Det er svært, når pendulet først svinger. Det er svært ikke bare at svinge med. Det har været travle, men givende år. Og for det meste fantastiske, men som i alle brancher, er der hårde tider, både arbejdsrelateret og menneskeligt, sådan er det, når man har med mennesker at gøre. Jeg er også skolelederen, der står på scenen og tuder, når jeg for eksempel overrækker et legat,” siger Joachim og drikker lidt af sin sorte kaffe, inden uddyber:
“Jeg har afsindig let til tåre, og nogle elever griner af det. Der er også de hårde perioder, hvor man både fagligt og menneskeligt kan få følelsen af, at man ikke slår til. Vi arbejder med mennesker – børn og unge, og hvis jeg som leder ikke slår til, så er det svært. Det er måske her, jeg tænker for meget, og andre ledere bare arbejder videre.”
Hvad bringer fremtiden for dig?
“Professionelt bringer fremtiden en konsolidering af vores profil og skole. Jeg vil kæmpe for en endnu større samarbejdsrelation med det kommunale system. Jeg er træt af den nationale tanke omkring privatskole kontra folkeskole, hvor vi skulle være hinanden diametrale modsætninger. Sådan er det ikke. Vi har et godt samarbejde. Så min drøm er at være leder af den “private folkeskole”. Derudover skal vi udvikle skolen på den både pædagogiske og fagdidaktisk front, samt have åbnet op for vores nye faciliteter.”
“Jeg selv skal være bedre til at sige nej. Jeg har til tider for mange aktiviteter. Det er dejligt, at mange kan bruge en til noget, men man har kun 24 timer i døgnet,” siger Grundtvig.
Hvad bruger du fritiden på?
“Der er desværre ikke så meget af den, vil jeg sige. Jeg har få, men fantastisk gode venner, som betyder rigtig meget for mig. Det med at have nogen, som man er fortrolig med; nogen, hvor man ikke behøver løbe hinanden på dørene hele tiden. Når man er sammen, så kan man mærke det. Mine venner er heldigvis bedre til at banke på min dør, end jeg er den anden vejen rundt. Jeg er spontan. Det er også tit Christinas store undren. Jeg er ham, der kommer hjem en fredag eftermiddag efter en 65 timers arbejdsuge, slår armene ud, tænder et bål, ser hvad vi har i køleskabet og inviterer på mad og vin. Det lyder af et stort overskud, men det er mere min måde at hive stikket på. Det holder jeg meget af,” siger Grundtvig og fortsætter:
“Jeg prøver også ihærdigt at komme i svømmehallen en gang om ugen – hvis ikke for at svømme, så for at koge i saunaen. Her er ingen telefon, her er ro. Og så er jeg vinsamler på år 22, men jeg er ikke en gemmer. Jeg elsker vin, og det skal smages. Jeg har også fået lavet et 55m2 vinrum til opbevaring og smagning. Jeg har haft besøg af forskellige venner og bekendte, hvor jeg laver mad og gør det hele klar. Det har været en stor succes.”
Hvad er det med mad og vin for dig?
“Det er i virkeligheden passionen og det at nørde mig ned i noget. Det med at man går i detaljen. Det kan jeg godt lide. Har man en gang fået lov at smage noget pishamrende godt, og smagt nuancerne i det, så er man tændt. Der er meget god mad og vin i verden – mange elsker for eksempel australsk vin, det smager da også godt, men de har solen hele tiden. Jeg er mere til italienske, spanske og franske vine, hvor vind og vejr afgør resultatet, her hvor håndværket har meget at sige, her hvor man kan møde en vinbonde, som fortæller om kærligheden til druerne. Her tager man sig tid til noget. Man behøver ikke tale sammen. Man kan sidde med gode venner og nyde vin eller en god kaffe. Det giver ro,” fortæller Joachim.
Hvad med musik og kunst?
“Jo, det elsker jeg også. Jeg har haft mange musikalske oplevelser. Jeg var i Berlin i 1990, hvor Sinead O’Connor sang med Roger Waters, men den største oplevelse havde jeg en tirsdag aften for utallige år siden i Det Bruunske Pakhus, hvor jeg hørte Doky Brothers spille
Michael Jacksons, Man in the mirror i jazzversion, men ellers er jeg hardcore Prince-fan. Jeg er opvokset med ham. Det erkender jeg.”
Vi drikker mere af kaffen og taler om fodbold, hvor Joachims yndlingshold hedder Arsenal. Klokken nærmer sig 9.00 – og vi må begge videre.
FAKTA:
Født :1975 i Fredericia, indenfor voldene – Oldenborgborggade
Fredericia Realskole, Bøgeskov Skole og Købmagergade Skole
Fredericia Amtsgymnasium & HF Kursus
Kæreste med Christina
To børn, to piger
Bor i Fredericia
Uddannelse: Lærer fra Nørre Nissum
Ledelsesmoduler på SDU i Haderslev og har desuden læst kemi.
