Bjarne Wetche har været bagermester i 25 år, men udover at være bager er han et kendt ansigt i Fredericia gennem årtier. Læs i Ugens Kurt blandt andet om Bjarnes to år i Norge, livet som bager og Fredericias unikke historie.
De fleste ville nok tro, at man skulle møde en morgentræt bager, men det var langt fra tilfældet. Langt fra melskyer og dejproduktion sidder vi i en cozy atmosfære, hvor Bjarne Wetche træder ind med en nystrøget pæn skjorte og et stort smil.
Bjarne Wetche bestiller en americano og hermed begynder hans livshistorie at hæve. Og meget passende foregår det i rammerne indenfor det fredericianske voldanlæg, da Bjarne startede ud med at fortælle, at han er en fæstningsdreng født på Sct. Joseph i 1967.
“Jeg voksede op i en helt almindelige kernefamilie i Grønlandskvarteret,” siger Bjarne, der boede der fra 1972 og efterfølgende startede på Egumvejens Skole:
“Det var en god tid, dermed ikke sagt, at jeg var specielt glad for at gå i skole, men der var mange gode mennesker. Både lærere og klassekammerater var nogen, jeg husker for noget godt. Jeg var mest glad for gymnastik, og så fik jeg topkarakter i frikvartererne,” siger Bjarne og griner, inden han kommer ind på hvad fritiden gik med:
“Jeg gik med reklamer og aviser fra ti års-alderen og senere blev jeg arbejdsdreng. Jeg dyrkede boldspil og gik til spejder hos FDF fra 1976 og ti år frem.”
Hvad tiltalte dig ved at gå til spejder?
“Det var kammeratskabet, jeg har stadig kontakt med mange af dem. Og så er der også aspektet med at prøve sig selv af og det var gode ledere, vi havde,” husker Bjarne.
Bageren Bjarne Wetche
Bjarne Wetches læretid som bager startede lidt ved et tilfælde. Han var arbejdsdreng i bageriet, hvor han kom i lære.
“Dengang var der mange steder, hvor man kunne blive arbejdsdreng og så søgte jeg det. Lige så langsomt gled jeg med i produktionen og det var spændende og så kom jeg i lære,” siger Bjarne og fortæller, at man ikke kan forestille sig det samme vil ske i dag:
“Det er andeledes i dag, fordi der er kommet ny skolereform, og mange derfor ikke kan få det til at passe med et eftermiddagsjob og så er tiden også en anden end dengang,” siger Bjarne og kommer ind på, hvordan det var at være lære i dengang:
“Du får én chance til at lave det rigtigt. Hvis det ikke er det, så er der konsekvens. Straffen var at lave det om eller selv fortælle det til kunden.”
Hvordan var det at komme i lære?
“Det var nærmest en åbenbaring at komme her. Jeg var ikke den, der var mest flittig med lektierne, og så skete der en masse ting i den tid,” siger Bjarne, der startede i lære som 16 årig og har været bager siden 1983.
Efter at være blevet udlært i 1986 rejste Bjarne til Aarhus, hvor han arbejdede ved en bager i et års tid, inden turen gik til Norge i to år.
“Jeg har altid haft trang til at komme ud, og det var sundt, da det var en modningsproces. Jeg havde lysten til at klare mig selv, og der var ikke nogen, som skulle blande sig. Jeg kunne passe mig selv fuldstændigt deroppe,” siger Bjarne, der kom hjem fra Norge i 1989:
“Da jeg kom hjem fra Norge var jeg i Middelfart og Kolding i nogle år inden jeg kom tilbage til Fredericia,” siger Bjarne.
Blev selvstændig som 27-årig
Løbende under opholdet i Norge, da Bjarne var hjemme i Fredericia, besøgte han sin gamle læreplads, og da han altid havde gået med drømmen om at blive selvstændig blev der talt løst og fast om det.
Efter at have arbejdet i Middelfart og Kolding endte drømmen med at blive en realitet, da Bjarne overtog sin gamle læreplads i en alder af 27 år.
“Jeg kunne ikke undvære Fredericia. Jeg vidste, at byen var fantastisk allerede dengang. Jeg købte bageriet efter at have talt lidt med min gamle mester, og så i løbet af en uge havde vi klaret handlen,” siger Bjarne Wetche, der overtog et bageri som blev bygget i 1954, og en af de gamle traditioner holdes stadig ved lige:
“Den dag i dag laver vi stadig den samme othello-lagkage som fra da jeg var i lære. Meget af sortimentet er løbende blevet skiftet ud alt efter, hvad der trender, men othello-lagkagen kender stamkunderne smagen på og den må ikke laves om,” siger Bjarne.
Børnene kom til
Da Bjarne flyttede tilbage til Fredericia boede han i hus på Kobelvænget, og med tiden fik han også de tre børn Emma, Merethe og Christian, og i deres helt unge år oplevede de en far, der var populær at tale med, når de var med rundt.
“Børnene var nok lidt trætte af at følges med mig, da de var små, da alle mulige stoppede op og ville tale med mig,” siger Bjarne og smiler, inden han fortsætter:
“Nu har Christian det på samme måde, da han også kender mange pga. håndbold og flere stopper for at ville tale med ham,” forklarer Bjarne, der den dag i dag har Emma ansat i butikken som studiemedhjælper og også tidligere har haft Merethe ansat.
Fra da Bjarne overtog bageriet og frem til i dag er der sket en stor udvikling, og siden overtagelse er det gået godt.
“Det var fantastisk at blive selvstændig. Butikken trængte til et skub, og det fik den også Vi var fem ansatte til at starte med, og i dag er vi over 20,” siger Bjarne og kommer ind på udviklingen:
“Vi kørte med en kurve op ind til finanskrisens indtog og så blev vi udfordret lidt af lukkeloven, men ellers har det været fint.”
Hvad er det, der tiltaler dig ved at være bager?
“Der er kontantafregning for det du laver og du møder mennesker, der er glad for det de køber. Det er også sammenspillet med personalet, som er dejligt.”
Hvad er forskellen på at være bager de forskellige steder du har været?
“Der er stor forskel på at være bager de forskellige steder. I Norge var det større produktion og meget mere ensartet arbejdet, end vi gør hos mig. Andre steder har det været mindre, så jeg har været i både stort og småt,” siger Bjarne.
Vigtigt med konkurrencegen
Bjarne er i dag 52 år, og han gør sig overhovedet ingen overvejelser om tilværelsen som pensionist, når den tid kommer.
“Jeg har en idé om, at jeg skal arbejde mindre på et tidspunkt, men jeg vil gerne fortsætte med at arbejde meget længe. Jeg er glad for det jeg laver,” understreger han og fortæller hvad det kræver at være bager:
“Du skal være stærk i din egen tro, du skal være drevet af lysten til at være noget og have lidt konkurrencegen. Hvis du kobler det sammen er det en god kombination til at blive bager.”
Bjarne er et konkurrencemenneske. Ikke forstået på den måde, at han har dyrket sport på eliteplan, som sønnen Christian gør med håndbold.
“Konkurrencen har været bageriet for mig. Hvad det angår har Christian været skarp med håndbold, men det er samme mekanismer. Hvis du vil være vinde kampen, er det de samme mekanismer. Der skal kun være en, der ikke præsterer ,for at det ikke går godt,” siger Bjarne.
Var du aktiv, da du kom tilbage til Danmark?
“Jeg var lidt med i FDF i starten, og så har jeg været det i forbindelse med børnenes sport. Derudover har jeg været med på sidelinjen i nogle år i FHK og i nogle år var jeg med i Fredericia Eliteidræt,” siger Bjarne.
Fredericia skal brande historien
Når tiden er til det, så sejler Bjarne gerne en tur på vandet. Der finder han den ro, som ikke er i bageriet.
“Jeg har brugt mange timer på vandet, og jeg kunne ikke tænke mig at bo et sted, hvor der ikke er vand. I alle de byer, hvor jeg har boet, har der været vand i nærheden,” siger Bjarne, der som Fæstningsdreng har oplevet Fredericias forvandling:
“Det er helt vildt som byen har forandret sig. Når jeg tænker på, hvad der var af industri da jeg var barn og man sad på Landsoldaten og kunne høre tudehornet. Jeg gik med Dagbladet dengang og det hentede man i Prinsessegade med voldsom aktivitet. Vi havde Super Voss, som vi var kendt for, når man kørte over broen,” siger Bjarne.
Hvad mener du om byens udvikling?
“Jeg er glad for alt det der er sket. Det gælder både med Fredericia Teater, sporten i byen og kunstforeningerne. Politikerne gør det godt. Der, hvor man kan gøre mere, er ved at markedsføre byens unikke historie og rammerne, som f.eks. Fredericia Vold. Jeg mener, at man skal være bedre til at brande historien og man kunne f.eks. lave et fæstningscenter,” siger Bjarne og slutter af med at komme ind på sit favoritsted i Fredericia:
“I kraft af FDF har jeg været meget omkring i skovene, som giver minder, når jeg er der. Jeg synes, at Fredericia er en fantastisk by med kystlinjen og skovene.”
Med den bemærkning går vi hvert til sit i en travl tid, hvor artiklerne skal ud, og brødet skal bages. Så vi havde ingen tid at spilde og ønskede hinanden en fortsat god dag.