Fredericia Teater er gået i raketfart mod stjernerne med den ene succes efter den anden, hvor det umulige efterfølges af det umulige, som igen efterfølges af det umulige. Sådan er det også med Den Lille Havfrue.

Den Lille Havfrue startede i Operaen i hovedstaden, hvor den på rekordtid solgte 80.000 billetter og samtidig blev årets mest sete teaterforestilling herhjemme. Men nu er den endelig kommet hjem til fæstningsbyen. Og hvilken hjemkomst!

Musicalen er et fantastisk undervandseventyr, som er baseret på H. C. Andersens tidløse fortælling om havfruen, der længes efter at blive en del af den jordiske verden og opgiver sin smukke stemme for at finde kærligheden på land.

Tro det eller ej, men Den Lille Havfrue er faktisk bedre i Fredericia end i Operaen. Det er som om at scenografien virker bedre på Fredericia Teater, hvor publikum får en langt mere intimt forestilling. Ligesom undervandsscenerne helt klart fungerede bedre i Fredericia.

I hovedrollerne ses to af landets absolut dygtigste yngre musicalperformere Kristine Yde og Christian Lund, som henholdsvis Havfruen Ariel og Prins Erik. Deres samspil på scenen er helt unik. Det er tydeligt, at de elsker at optræde.

Havheksen Ursula, som omdanner Ariel til et menneske, spilles af Sara Gadborg. Hekse symboliserer ondskab og havheksen Ursula står da også for “uhyggen” i stykket sammen med Bundslam ( Patrick Terndrup ) og Skidtslam ( Jacob Andersen ). Men hun er slet ikke farlig – hun er vidunderlig. Sara Gadborg har – ligesom Kristine Yde og Christian Lund – en sangstemme, der kan tryllebinde et hvert publikum.

I den store rolle som havfruens far Kong Triton ses Peter Jorde, som er musicalscenes grand old man. Peter Jorde fylder fortsat scenen ud på fornem vis. Han har jo også et helt unik renommé, der gør ham til landets førende musicalprofil. Peter Jorde er en veltrænet mand, der i nøgen overkrop og sixpack, leder slagets gang på scenen som Kong Triton.

I de øvrige roller ser man blandt andre også A Friend in London-forsangeren Tim Schou, der har rollen som Ariels bedste ven, fisken Tumle. Anders Bircow, der spiller Prins Eriks trofaste tjener Grimsby. Fredericia Teater har været ekstremt grundige med at finde de absolut bedste til alle roller – og det er bare lykkedes for dem. Tag bare en af mine yndlingsfigurer i musicalen – den fransk accent talende Chef Louis – der spilles af Mads Æbeløe. Ingen kan kæle for en fisk som dig Mads!

Den Lille Havfrue er en rigtig familieforestilling, hvor kun de aller yngste børn må blive hjemme. Kulisser, kostumer, skuespil og musik – alting går op i en højere enhed.

Disney er gode til at fortælle historier, men det er Fredericia Teater sørme også.
(Foto: Søren Malmose )