Så er liste T, Tværpolitisk Anstændighed klar til kommunalbestyrelsesvalg den 16. november.

De er et stærkt hold, der har fokus på:

  • at styrke kernevelfærden for alle borgere i kommunen. Dem, der normalt ikke kommer til orde, skal have et talerør i byrådssalen. F.eks. ældre, børn, handicappede, syge og medarbejdere på gulvet. Ligesom Middelfart kommune geografisk er meget mere end bare Middelfart by.
  • gennem samarbejde og koordinering på tværs af interessenter, at sikre at Middelfart Kommune bliver så grøn som muligt- ikke kun med tomme ord.
  • at styrke nærdemokratiet med borgeren i centrum.
  • at ordentlighed, gennemsigtighed og troværdighed er et kendetegn for politikken ført i Middelfart Kommune.

Tværpolitisk Anstændighed har sammensat følgende kandidatfelt, der opstilles sideordnet til kommunalvalget 2021:

  1. Jens Andersen, Båring (tidligere medlem af Tværpolitisk liste, Nr. Aaby)
  2. Marie-Louise Bache, Vejlby
  3. Paw Nielsen, Nørre Aaby (tidligere byrådsmedlem for Enhedslisten)
  4. Elin Svensen, Middelfart (tidligere byrådsmedlem for Venstre)
  5. André Charles Knudsen, Nørre Aaby
  6. Jørgen Rohde, Middelfart

Kandidaterne er valgt på et valgmøde i slutningen af august.

Ud over vores kandidater har vi et bredt bagland fra hele kommunen, der har arbejdet side om side med kandidaterne og bestyrelsen i udarbejdelsen af politikkerne vi går til valg på. Disse politikker vil løbende blive lagt op på vores hjemmeside, www.tvaerpol.dk, og Facebooksiden: Tværpolitisk Anstændighed.

I Tværpolitisk Anstændighed vil vi føre politik på en anden måde. Vi vil bryde med vanetænkningen og se kommunen som en helhed. Vi vil, at de menneskelige værdier skal være bærende for vores politik uden at sætte økonomien over styr, hvilket vores valgplakat allerede er et godt eksempel på.

Tværpolitisk Anstændighed har brugt sommeren på at holde møder med borgere i hele Middelfart Kommune, og afpudse vores politikker. Og det er vores klare opfattelse, at der er nok at tage fat på i de kommende år.

Vi vil op til valget se frem til at delagtiggøre vælgerne i vores visioner for fremtidens Middelfart Kommune, og glæder os til at indgå i dialog med den enkelte borger.

Skriv en kommentar