TrygFonden støtter børnefamilier i Fredericia

0
13

Med en donation på 190.000 kr. fra TrygFonden sætter Fredericia Kommune, Den Boligsociale Helhedsplan og Børnenes Lystfiskerakademi gang i et nyt fælles projekt, der skal hjælpe sårbare børnefamilier i Fredericia til bedre trivsel. En fælles familielejr danner kernen i projektet, som 33 familier ventes at deltage i, og som har fokus på fællesskaber.

Alle skal have en plads i et positivt, socialt fællesskab. Det er udgangspunktet for det nye projekt ”Fællesskaber og familielejr”, som Fredericia Kommune og Den Boligsociale Helhedsplan sætter i gang sammen med Børnenes Lystfiskerakademi. Projektet er støttet af TrygFonden, der netop har overdraget en check på 190.000 kr. til indsatsen.

– I vores Familie- og Ungdomscenter og i vores boligområder har vi oplevet flere meget sårbare børnefamilier, som har lyst til og kunne have stor glæde og gavn af at deltage i flere positive, sociale fællesskaber. Der er mange forklaringer på, hvorfor deltagelse i positive sociale fællesskaber kan være en udfordring for nogle familier, men med donationen fra TrygFonden får vi nu mulighed for at hjælpe dem. Det er vi rigtig glade for, og sammen med Børnenes Lystfiskerakademi, der har solid erfaring med at støtte socialt udsatte børn og familier til bedre trivsel gennem friluftsaktiviteter, glæder vi os meget til at sætte vores nye fælles projekt i gang og give familierne ro og rum til at være sammen – med hinanden og med andre børnefamilier, siger Ole Steen Hansen, formand for Børne- og Skoleudvalget i Fredericia Kommune.

Udgangspunktet for indsatsen er en fem-dages ferielejr, som holdes i efterårsferien. Her vil 33 fredericianske børnefamilier deltage sammen med en gruppe frivillige, der bl.a. skal hjælpe børn og forældre i de enkelte familier med at finde sammen i et godt familiefællesskab og samtidig støtte dem i opbygningen af relationer til andre børnefamilier. Fokus vil være på gode oplevelser, sjove aktiviteter og socialt samvær.

Støtten til familierne vil fortsætte efter lejren, så de sociale relationer og kompetencer, der er skabt, kan videreudvikles og udvides til andre sammenhænge og i opbygningen af nye relationer.

TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark har i 2021 særligt fokus på børn og unges trivsel. Donationen til det nye projekt målrettet udsatte børnefamilier i Fredericia er givet som led i denne indsats og TrygFondens samlede arbejde for at skabe tryghed.

– I TrygFonden arbejder vi for at skabe bedre trivsel og for at give alle en plads i et positivt fællesskab. Derfor er vi glade for at støtte Fredericia Kommunes nye projekt, da det netop handler om at hjælpe en gruppe mennesker, der har det svært, til at trives bedre, føle større livsglæde og blive en del af et positivt socialt fællesskab – både som enkeltindivid og som familie. Vi håber, at lejren vil blive en dejlig og udbytterig oplevelse for alle, og at den samtidig vil bygge et stærkt fundament for familiernes videre forløb, bl.a. i form af nogle langsigtede sociale relationer familierne – og særligt børnene – imellem, siger Poul Andersen, repræsentant i TrygFondens regionale råd i Region Syddanmark.

De familier, der vil få tilbud om at deltage i projektet, vil blive udvalgt af Fredericia Kommune og Den Boligsociale Helhedsplan.

Skriv en kommentar