Nordjyllands Politis Mobile Tyverigruppe har sammen med Lokalpolitiets straffelovsafdeling i dag, 29. august 2014, anholdt 3 rumænske statsborgere, der sigtes for en række tricktyverier begået i Nordjyllands Politikreds.
Anholdelserne er sket på et hotel i Fredericia kl. 09:11 efter forudgående efterforskning.
Herudover har Nordjyllands Politi – i samarbejde med tysk politi – gennemført anholdelse af endnu en udenlandsk statsborger, der sættes i forbindelse med de 3 anholdte.
”Denne person forventer vi bliver udleveret til strafforfølgning i Danmark,” siger politikommissær Ole Jensen fra Nordjyllands Politi.
Han oplyser, at de anholdte er i alderen fra 40 til ca. 55 år gamle.
Aflurer kode og stjæler dankort
Anholdelserne er blevet til på grundlag af en række anmeldte tricktyverier i Nordjylland, hvor borgere fik afluret pinkoden til deres dankort, da de købte ind i butikker.
”Herefter kontaktede tricktyvene borgeren og under påskud om hjælp til at finde vej, stjal de dankortet, der bagefter straks anvendes til at hæve betydelige beløb,” forklarer politikommissær Ole Jensen.
De 3 anholdte fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Hjørring, lørdag 30. august 2014 kl. 09:00.
Under hensyn til den fortsat særdeles omfattende efterforskning i flere politikredse vil anklagemyndigheden begære, at retsmødet afvikles for lukkede døre.
Nordjyllands Politi har ikke lige nu yderligere oplysninger i sagen.
(Arkivfoto)