Fredericia Døgnrapport 18.12.2017

Politiet i Fredericia oplyser at weekenden har været meget travl, ikke mindst fredag hvor der var mange mennesker i byen for at handle julegaver og holde julefrokost. Men travlheden har generelt været holdt i en god og positiv ånd uden alvorlige hændelser. Ligeledes har der i trafikken også været travlhed med en del uheld til følge på grund af det glatte føre, men der meldes ikke om alvorlige uheld med personskade.
Her til morgen ved 08-tiden har mange været berørt af et trafikuheld i krydset Indre Ringvej og Egeskovvej, men der foreligger endnu ikke oplysninger i den specifikke sag hos politiet. Fra politiets døgnrapport oplyses følgende:

Indbrud på Damsbovej

En villa på Damsbovej i Erritsø har været udsat for indbrud i tidsrummet mellem torsdag klokken 15.00 og fredag klokken 08.00. Her er gerningsmanden trængt ind ved at bryde et stuevindue op med et 30 mm koben. Herefter har man været rundt i hele huset. Udbyttet blev en bilnøgle og et persisk gulvtæppe.

Indbrud på Marsvænget

I tidsrummet mellem søndag klokken 15.30 og klokken 17.12 har der været indbrud i en villa på Marsvænget. Her er man kommet ind via udestuen. Det vides endnu ikke hvad udbyttet blev.

Indbrud på Søndermarksvej

En stuelejlighed på Søndermarksvej har anmeldt et indbrud som skal være sket lørdag i tidsrummet mellem klokken 05.00 og klokken 07.00. Her blev udbyttet en MacBook og en Iphone 6.

Udendørslamper stjålet

Så er der igen blevet stjålet udendørslamper fra en husfacade. Denne gang gik det ud over en villa på Thorsvej søndag klokken 02.30, som fik stjålet to lamper af mærket Toldbod 220.

Røveri på Assistens kirkegården

Lørdag klokken 13.16 bliver en ældre dame frarøvet sin pung på Vesterdalsvej ved Assistens kirkegården da hun åbner sin bildør. Et vidne ser bilen som de fire gerningspersoner flygter i, og det lykkedes efterfølgende politiet at finde frem til bilen og anholde de fire personer. Personerne har ikke dansk herkomst og er i alderen fra 27 til 47 år. De vil blive stillet for retten i Kolding senere i eftermiddag.