Et enigt byråd i Fredericia Kommune endte mandag aften med at stemme for en evaluering af samarbejdet med de andre kommuner i Trekantområdet. Forslaget kom fra Venstre, der som hovedpunkt havde ønsket straks at melde Fredericia ud af Trekantområdet Danmark. En udmeldelse kan dog tidligst ske ved udgangen af 2024 i henhold til aftalerne i samarbejdet. Samtidig var der ikke bred opbakning til Venstres forslag om at melde Fredericia Kommune ud med det samme.

Niels Martin Vind fra Venstre startede med at tage ordet, da partiets initiativ kom på dagsordenen som punkt 14. Forinden havde der været en lang og konkret gennemgang af forskellige punkter fra Teknisk Udvalg, så da diskussionen om samarbejdet mellem kommunerne i Trekantområdet kom på, var der pludselig noget at diskutere, der fik tændt den lokalpatriotiske gejst. Vind fik sagt, at organisationen Trekantområdet Danmark reelt arbejdede på at legitimere deres egen eksistens. Samtidig pegede han på, at der sad 21 medarbejdere med en direktør i spidsen, men at der ikke kom noget ud af det for Fredericias vedkommende. Bemærkningen fik Tommy Rachlitz Nielsen fra Det Konservative Folkeparti til at tage ordet og kritisere det som et upassende angreb på medarbejderne, hvad han ikke mente de fortjente. Til gengæld bakkede Nielsen om at få undersøgt, hvad der konkret kommer ud af samarbejdet. Men han ønskede også at få belyst, om der ville være afledte konsekvenser af en udmelding i form af eksempelvis udgifter til Fredericia Kommune for konkrete opgaver, man skal overtage.

Fredericia Kommune bruger 1,9 millioner kroner på samarbejdet, hvis principielle formål er at fremme samarbejdet mellem kommunerne i området og tiltrække aktører af interesse, herunder virksomheder, uddannelsesinstitutioner og organisationer. Men i Fredericia Byråd var der tydeligvis en generel følelse af, at det ikke har været Fredericia, der har profiteret af samarbejdet. Cecilie Roed Schultz fra Enhedslisten frembragte eksemplet med politiskolen, der endte med at lande i Vejle. Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti sagde, at når det drejede sig om sundhedsvæsenet, så havde nabobyerne fortsat sygehuse mens Fredericia måtte stå tomhændet tilbage. Derfor ønskede hun også en evaluering af samarbejdet.

Karsten Byrgesen fra Nye Borgerlige fortalte, at han havde deltaget til en generalforsamling i Trekantområdet Danmark, hvor det primært var borgmestrene fra de syv deltagende byer, samt nogle få fremmødte, der nok var medarbejdere eller kommunaldirektører, der var tilstede. Det sagde han var meget hyggeligt, og der var smørrebrød. Men han følte ikke det fremmede noget. I bestyrelsen sidder i dag Jens Ejner Christensen (Vejle), Johannes Lundsfryd Jensen (Middelfart), Stephanie Storbank (Billund), Frank Schmidt- Hansen (Billund), Mads Skau (Haderslev), Knud Erik Langhoff (Kolding) og Steen Wrist (Fredericia). Derfor antydede Byrgesen at der var tale om en borgmesterklub.

Forhenværende borgmester og nuværende byrådsmedlem fra Venstre, Kenny Bruun Olsen, fortalte om hans egen oplevelse med Trekantområdet Danmark som borgmester. Herunder en anekdote om at komme ud og sejle med organisationen. Men han fandt ikke grund til at opretholde samarbejdet, og var kritisk overfor udbyttet af organisationen, samtidig med at han slog fast, at Fredericia selv og alene havde skaffet resultater til byen. Peder Tind fra Venstre tog også ordet, og han fik sagt at i denne sag, vidste man, hvor man havde Venstre. Han mener, at Fredericia selv har en stærk erhvervsorganisation i Business Fredericia, der klarer opgaverne selv. Samtidig slog han på den lokalpatriotiske vinkel, derved at han påtalte, hvorledes byen arbejder på at tiltrække aktører til Fredericia, og ikke til de andre byer.

På trods af de heftige bemærkninger om samarbejdet i Trekantområdet Danmark var der få protester. Stemningen var generel den, at ingen rejste sig op for at fortælle om konkrete succeshistorier for Fredericias vedkommende på grund af Trekantområdet Danmark.

Borgmester Steen Wrist fra Socialdemokratiet valgte selv at tage ordet. Han var indstillet på at få en evaluering af samarbejdet, og nævnte som svar på kritikken fra de andre byrådsmedlemmer, at der for ham var tale om et samarbejde, der hvilede på fire ben. Det ene ben handler om fælles planstrategi. Herunder mulige aftaler om infrastruktur. Den del fandt Wrist gik meget godt. Men for andre dele af samarbejdet mente borgmesteren, at man kunne tale om, at der var “rendt vand i åen”. Blandt andet har man siden etableringen af Trekantområdet Danmark fået 5 ud af 7 kommuner, der har etableret deres egne erhvervsorganisationer. Der er også et kultursamarbejde, hvor man modtager statslig medfinansiering. Men Steen Wrist var i tvivl om, hvor meget man fik ud af det. Herudover var der uddannelsessamarbejdet, hvilket efter borgmesterens opfattelse ikke var lykkedes særlig godt. Han pegede i sær på, at så snart byerne skulle diskutere hvor en uddannelse skulle ligge, så stoppede al enighed.

På den måde endte man med i fællesskab at tordne mod Trekantområdet Danmark og samarbejdet med de andre kommuner, hvor medlemmerne af Fredericia Byråd tydeligvis havde hævede øjenbryn over gevindsten ved samarbejdet, der skal betjene knap 432.000 borgere. Byrådet vedtog således, at der nu skal laves en evaluering af samarbejdet, hvilket kan føre til en decideret udmeldelse. Dermed er der sendt et klart signal til Trekantområdet Danmark om, at Fredericia vil have noget for pengene, hvis man skal fortsætte samarbejdet med de øvrige kommuner.

Karsten Byrgesen fik i sit indlæg nævnt, at han følte beslutningerne fra Trekantområdet Danmark på nogle punkter overtrumfede den politiske beslutningsproces i Fredericia. Dermed satte han trumf på tordenvejret, der nu rammer direktøren for organisationen, Morten Rettig. Hvis Fredericia forlader samarbejdet, vil det efterlade samarbejdet i Trekantområdet Danmark uden en af de mest centrale aktører, der ikke kun er porten til Jylland, men også indgangen til Trekantområdet.