Lørdag klokken 10.25 blev der anmeldt indbrud i en villa på Peter Holms Allé i Vejle, hvor et soveværelsesvindue er blevet opbrudt med et koben. Indbruddet er sket i tidsrummet mellem fredag klokken 22.30 og lørdag formiddag klokken 09.00.

– Fra villaen er der blevet stjålet smykker og et Canon kamera, oplyser vagtchef Klaus Hansen fra Sydøstjyllands Politi til Fredericia Avisen.

Det sidste indbrud er på Højmarken, hvor der også har været begået indbrud i en villa via et badeværelsesvindue. Det er sket i tidsrummet mellem fredag klokken 16.30 og lørdag klokken 08.30.

– Der er ikke helt overblik over, hvad der er blevet stjålet. Men indbrudstyven er rendt med nogle lysestager, slutter vagtchefen.