En røgalarm gør ikke meget væsen af sig i dagligdagen, og det skal den heller ikke. Den hænger typisk i loftet på evig lydløs jagt efter tegn på røgpartikler.

Så lydløs er den, at man kan være i tvivl, om den egentlig virker. Men det bør man tjekke jævnligt og ikke mindst her i vinterhalvåret, hvor juledekorationer, adventskranse og almindelige levende lys brænder mere lystigt end ellers.

Et kosteskaft er som regel nok, når man skal tjekke røgalarmen. Med enden af skaftet kan man trykke på den lille knap, som næsten alle røgalarmer er forsynet med. Hvis røgalarmen virker, som den skal, hører man en prøve på alarmsignalet, mens man holder knappen inde.

Netdrevne alarmer har også batteri

Hvis batteriet omvendt er ved at være fladt, vil røgalarmen af sig selv give en kort bip-lyd cirka en gang i minuttet. Det er signal om, at batteriet skal skiftes.

Røgalarmen skal advare mindst en måned, inden batteriet skal skiftes. På et tidspunkt løber batteriet helt tør for strøm, og så holder røgalarmen op med at advare. Derfor er det en god idé at tjekke efter, specielt når man kommer hjem fra ferie.

Det gælder også for de netdrevne alarmer, som typisk findes i moderne huse. Selvom de er tilsluttet elnettet, har netdrevne alarmer et backup-batteri, som også skal udskiftes, når det er ved at være fladt. Ellers virker alarmen ikke, hvis strømmen går.

Børn hører ikke alarm

Det er dokumenteret, at en del børn under 16 år sjældent vågner ved lyden af en røgalarm. Derfor anbefaler Varefakta serieforbundne røgalarmer, hvis børnene sover så langt fra forældrene, at forældrene ikke vil blive vækket af børnenes røgalarm.

Alle røgalarmer til privat beboelse i Danmark skal være testet og godkendt. Køber du en røgalarm mærket med det karakteristiske trekantede Varefakta/kontrolleret-symbol er du sikker på at få en testet og godkendt røgalarm.

I pakken finder du en vejledning til, hvor og hvordan alarmen skal sættes op.

Fem gode råd om røgalarmer:

1. Brug testknappen, især om vinteren, når du bruger levende lys og efter du har været bortrejst.

2. Brug serieforbundne røgalarmer, hvis du sover langt væk fra dine børns værelse.

3. Vær opmærksom på små bip med cirka et minuts mellemrum. De er tegn på tid til batteriskift.

4. I brugsanvisning står, hvor og hvordan røgalarmen skal sættes op.

5. Hav som minimum røgalarm ud for soverum, i dagligstue og i nærheden af køkken.

Kilde: Varefakta

Brug testknappen: Hvis røgalarmen virker som den skal, vil der lyde gentagne høje biplyde, mens man holder knappen inde.

(Arkivfoto)