Fuglsangcentret i Fredericia, har netop ansat Tanja Marek til at varetage koordineringen af salg, marketing og events. Tanja kommer fra en stilling i Vamdrup Handelsforening som eventkoordinator og bladchef på Vamdrup Ugeblad. Og med tidligere ansættelser hos BMW Import, Lokalbladet Budstikken, Lemvigh-Müller og hendes egen eventvirksomhed, har hun en del erfaring med i bagagen.
– Fuglsangcentret har tiltalt mig, siden jeg hørte om det første gang, fortæller Tanja Marek. Det er på en gang et kursus- og konferencecenter, der byder på alt hvad en virksomhed kan ønske sig, men vælger man at holde sit møde her på stedet, ja så vælger man også at gøre en forskel. Fuglsangcentret er ejet af Dansk Blindesamfund, og ved at holde sit møde her, er man med til at støtte op om en god sag.
– Ud over en fantastisk beliggenhed midt i naturen og mad der er helt i top, ja så oplever man på stedet en nærhed og varme, der gør stedet helt unikt. Jeg glæder mig til at være med til at modtage de mange hotel-, møde- og konferencegæster, der hver dag tjekker ind på stedet, slutter Tanja Marek .
(Foto: PR )