En ny opgørelse fra Dansk Byggeri viser, at den gennemsnitlige liggetid for et parcelhus i Sydjylland er 313 dage. I Fredericia er tallet 236 dage, hvor liggetiden er faldet med 7 %.

– Det tager mere end ti måneder, inden man kan rykke teltpælene op. Og nogle steder tager det endnu længere tid. Det er trist, fordi det gør noget ved tilflytningen til Sydjylland. Det kan få nogle til at tøve frem for at slå til og bosætte sig, udtaler chefkonsulent Maria Schougaard Berntsen fra Dansk Byggeri i en pressemeddelelse og uddyber:

– I Sydjylland er der mange mindre håndværksvirksomheder, som udelukkende arbejder for private, og de mærker den lange liggetid, for når der bliver solgt et hus, følger der typiske nogle renoveringsopgaver som fx nyt gulv eller badeværelse og med. De opgaver er der simpelthen længere imellem.

Siden første halvår af 2016 er liggetiderne steget mest i Sønderborg, Aabenraa og på Fanø, mens det især er gået den rigtige vej i Tønder og Varde, hvor liggetiderne er faldet med henholdsvis 77 og 29 dage i gennemsnit.

– Helt generelt går det den rigtige vej i Danmark og i Sydjylland. Det er meget positivt, at otte ud af 12 sydjyske kommuner har oplevet et fald i liggetiderne, og man kan håbe, at vi snart ser samme udvikling i resten af Sydjylland, siger Maria Schougaard Berntsen.

Se hvor længe det tager at få solgt en bolig i din kommune

Læs Dansk Byggeris analyse af liggetiderne her