Så skal vi til det igen. Nemlig det, at finde en stor bunke politikere, der kommer til at udleve deres drømme om et skatteyderbetalt orgie. Men hvem pokker kan vi så stole på? Politikere, der gang på gang løber fra deres ansvar som folkevalgte og blæser på de svageste i samfundet, som for eksempel børn, syge og ældre. Det er som om, at det bliver vigtigere for politikerne at rage til sig af skatteborgernes surt optjente kroner end deres politiske arbejde. Det er måske også derfor, at mistilliden til politikerne vokser.

Der er jo en “god” tradition i Danmark, at politikerne fortæller befolkningen, hvad de vil høre, og derefter gør de det modsatte. Særligt når der er valg. Men er man kritisk overfor dem, ja så bliver de fornærmet.

Måske skulle politikerne på Christiansborg gøre det samme som vores lokale politikere i byrådet i Fredericia har gjort. Nemlig at give hinanden håndslag på, at de ikke ville have noget negativt frem om Fredericia i deres valgperiode. Så kan man også bedre skjule pinlige ting, som man ikke vil have frem.

Men hvem der skal styre Danmark i de kommende år? Jeg er stadig i tvivl!