Nu vil Kommunens nyerhvervelse, Bülows Kaserne, jo være i brug som center for syriske asylansøgere, indtil udgangen af 2015. Byrådet har antydet, at man herefter har nogle ikke nærmere definerede planer om et campusområde på matriklen. Vi ved jo ikke, hvad det er Byrådet har i kikkerten, hvis der er noget. Det ville jo være fremragende, hvis Fredericia kunne blive en uddannelses by , men behøver det lige netop foregå på den nedlagte kaserne?
Det er vist ingen hemmelighed, at Kommunen af og til mangler penge. Efter forliset af skibsværftet, er skatteindtægterne smuldret. Samtidig er der købt en masse jord, som ikke kan sælges i øjeblikket. Det er der kommet en masse udgifter ud af til renter og afdrag, så det kører ikke rigtigt. Borgmesteren efterlyser flere arbejdspladser og flere tilflyttere til at styrke skattegrundlaget. Men indrømmet, det er svært!
Så derfor kunne jeg tænke mig, at Byrådet ville prøve at tænke højt og visionært.
Når Bülows kaserne rømmes, så foreslår jeg, at Byrådet finder en investor, der vil overtage området og opføre et højhus i den rigtige stil og med plads til 60 – 100 luksus ejerlejligheder. Med én af Danmarks bedste beliggenheder, ville de være utrolig eftertragtede og gå som varmt brød. Køberne vil givetvis være nogle med de bedre indtægter, men det gør vel ikke noget? Fredericia er jo byen for alle! Det vil give mange ekstra skattekroner i kommunekassen og styrke forretningernes omsætning.
Og man kunne jo gentage projektet på sygehusgrunden, når det endelig nedlægges. Regionen har vel nærmest en moralsk pligt til at forære Fredericia Kommune grunden, efter den behandling, byen har været udsat for på sundhedsområdet! Så ville man få 2 elegante højhuse tæt på hinanden. Det vil blive unikt og på ingen måde skæmme området, tværtimod. Indbyggertallet i Fredericia ville sikkert blive forøget med flere hundrede personer, som ville være med til at give byen et tiltrængt løft!
Karl Ejner Jørgensen
Thygesminde Allè 120,1
7000 Fredericia