Tirsdag den 11. april 2017 kl. ca. 16.25 anmeldte en pårørende til beboeren af en lejlighed i Tønnesgade i Vejle, at han havde fundet pågældende død i lejligheden. Afdøde er en 62-årig mand.
– På grund af omstændighederne ved den afdøde og i lejligheden, blev der iværksæt efterforskning med henblik på at afdække om der måtte ligge en forbrydelse bag dødsfaldet. Derfor blev der tilkaldt tekniske efterforskere, hundeførere og en retsmediciner. De nævnte har alle gennemført undersøgelser på og omkring findestedet, oplyser politiet.
I dag gennemføres en obduktion af den afdøde med henblik på at fastslå dødsårsagen og dermed kaste lys over, om omstændighederne omkring fundet af den afdøde skyldes en forbrydelse. Det er ikke muligt at oplyse, hvornår et resultat af obduktionen foreligger og det kan heller ikke på nuværende tidspunkt oplyses om konklusionen vil kunne deles med offentligheden på dette stadie af sagen.
Sydøstjyllands Politi har anholdt en person med tilknytning til den afdøde, idet den pågældende formentligt – efter det i øjeblikket afdækkede – er den, der sidst har være i kontakt med afdøde. Hvad der skal ske i forhold til den anholdte vil formentligt afhænge af resultatet af obduktionen.